Snapchat nudes
BREV
En mand/ dreng kontaktede mig over Snapchat og tilbød mig penge for at sende billeder af min krop.
Jeg vidste godt det ikke var en god ide men var naiv nok til at gøre det alligevel da jeg så havde sendt hvad vi havde aftalt og det var tid til han skulle overføre pengene blev han ved med at sige at han ville have flere billeder og videoer (han havde gemt noget af det jeg havde sendt).
Jeg sagde til ham nej og det var ikke det vi aftalte. Så begyndte han er true med at dele mine billeder hvis jeg ikke sendte mere til ham. Så sagde jeg til ham at jeg ikke ville sende mere til ham og at det ville være ulovligt hvis han delte billederne af mig.
Så skrev han håber du har det fint med dine billeder bliver delt og så fjernede han mig. Jeg har ingen ide om hvem han er eller hvad hans rigtige navn er så jeg kan ikke anmelde noget. Jeg er virkelig utilpas fordi jeg vil ikke have mine billeder bliver delt men jeg ved ik om jeg kan gøre noget ved det.
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Kære pige på 15 år
Du har simpelthen været så god til at sige stop. Det var rigtig godt, at du sagde fra og også fortalte ham, at det ville være ulovligt, hvis han delte dine billeder.
Du kender tydeligvis godt til din ret til at blive beskyttet mod udnyttelse på nettet. Du har nemlig helt ret i, at det er ulovligt både at gemme og at dele billeder og videoer af andres kroppe uden at have fået lov. Og du gav ikke lov.
Har du noget som helst information om ham nu? Fx hans brugernavn? Eller måske billeder af nogle af hans beskeder?
Hvis du har den slags, så kan du anmelde ham til snapchat. Du kan se mere om, hvordan her: Anmeld bruger på snapchat – SletDet guide
Hvis du har gemt noget om ham, så er det også muligt at melde ham til politiet for afpresning. Hvis du vil det, så anbefaler jeg, at du får hjælp af en voksen, så du ikke skal være alene om det. Du kan anmelde her: Politiet: Anmeld sextortion (afpresning)
Disse muligheder kræver, at du har noget information om drengen/manden. Det ved jeg ikke om du har. Hvis du ikke har noget om ham, så vil jeg i stedet foreslå, at du finder en god voksen at tale med om dine oplevelser.
Det er ubehageligt, det du har oplevet. Og derfor er det vigtigt at få det bearbejdet ved at tale med nogen. Sådan en oplevelse kan virkelig komme til at påvirke dig meget. Så hvem kan du tale med? Er din mor, en lærer eller en god veninde en mulighed?
Hvis du har brug for at øve dig på nogen, som ikke kender dig, så kan du ringe til BørneTelefonen på 116111. Vi taler med masser af børn og unge, der oplever den slags.
Derfor ved jeg også, at mange i den situation desværre bebrejder sig selv. Men du er blevet lokket og narret. Du har ikke gjort noget forkert. Prøv at være forstående over for dig selv.
Det lyder som om, at du har været udsat for en, der fra starten havde en plan for at lokke dig i en fælde. Og han var tilsyneladende helt ligeglad med, at det er ulovligt, det som han gør. Det er ham, der er helt gal på den og opfører sig meget ubehageligt over for andre mennesker.
Du var simpelthen så sej, da du sagde fra og fortalte ham, at det var ulovligt. Prøv at holde fast i det. Der var du virkelig både stærk og modig.
Prøv, når du tænker på det, at huske, hvor godt du håndterede situationen, da du opdagede, hvad han havde gang i. Du skriver om dig selv, at du var naiv. Men det er en smuk ting ved dig, at du kan tro det bedste om andre mennesker. Det er dem, der prøver at udnytte den tillid, der er noget galt med.
Jeg håber, at du holder fast i det gode ved at du sagde fra. Og jeg håber, at du får talt med nogen tæt på dig, så du kan føle dig lettet og glad igen.
Kærlig hilsen BørneTelefonen