Ubehagelig hudsvamp
BREV
Hej Børnetelefonen
Jeg er en pige 12 år som har fået hudsvamp og jeg ved godt at det sikkert er mærkeligt at skrive til Børnetelefonen om men det har fyldt meget hos mig de sidste par dage.
Mig og mine forældre er næsten helt sikker på at jeg har hudsvamp. Og det er meget ubehageligt at have. For jeg har fået selvhad for nu hader jeg at se på mine egne hænder pga. hudsvampen. Jeg hader også at kigge på migselv i spejlet får jeg for nogle gange bumser og så ligner det knopperne jeg får pga. hudsvampen. Og så for jeg lyst til at slå spejlet i stykker for at undgå at kigge på migselv.
Jeg er også bange for at blive drillet pga. det for det er sket før at jeg er blevet drillet. Jeg er bange for at få det andre steder på kroppen som fx. på låret. Og hvis jeg fik det på låret er jeg bange for hvor langt jeg vil gå for ikke at behøve at se på det mere. Jeg er også bange for at smitte andre med det for så vil de sikkert give mig skylden og kalde mig grimme ting.
Vh pige på 12 år
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Hej pige på 12.
Tak for dit brev, der handler om at du er bange for at du har fået hudsvamp.
Til at starte med vil jeg gerne fortælle dig, at det ikke er mærkeligt at du skriver ind til BørneTelefonen. Vi står klar til at rådgive og tager imod alle mulige forskellige breve, og dit brev er selvfølgelig ingen undtagelse. Så tak for dit brev! Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig på rette vej.
Jeg kan godt forstå at du synes det et træls og ubehageligt at have fået hudsvamp. Kroppen er for mange et rigtig ømt punkt at snakke om og vise frem, da alle kroppe er så forskellige og kan se ud på mange forskellige måder. Så jeg kan godt forstå, at du er blevet påvirket af, at din krop har ændret udseende på grund af hudsvampen.
Heldigvis er hudsvamp til at helbrede! Jeg vil derfor anbefale dig at kontakte din egen læge, hvis du ikke allerede har gjort det – så du kan få noget, der kan hjælpe dig til at det går væk. På den måde tænker jeg også, at det kan give dig lidt ro på dine tanker om, hvor meget og om det kommer til at sprede sig. Hvad tænker du om det?
Nummeret står på dit gule sygesikringskort. Du kan kontakte lægen selv og tale med lægen på egen hånd. Du kan også vælge at have fx din mor med. Vær ikke bange for at fortælle lægen, hvad du har skrevet til mig. Han eller hun har med stor sandsynlighed før hjulpet unge, der ligesom dig er generet af hudsvamp.
Du kan også gå til sundhedsplejeren på din skole og få rådgivning. Hvis du ikke ved, hvornår han eller hun er på skolen, kan din lærer oplyse dig om det.
Jeg håber at mit svar kunne bruges og at du slipper af med den hudsvamp!
Venlig hilsen
BørneTelefonen
Svære følelser: hvad kan hjælpe?
Hør andre børns Historier
På ‘Når mor eller far bliver syg’ kan du høre om andre børns historier. Du kan også fortælle din egen historie eller høre mere om de følelser, man kan have, når en i familien er alvorligt syg.
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.