Jeg er bekymret for min mor

Kære pige på 18 år

Tusind tak for dit brev til BørneTelefonen.

Det lyder som noget af en følelsesmæssig tur, du har været igennem i dit liv, så jeg synes, det er godt, at du skriver. Jeg synes, du med dit brev, tager et ansvar. Det er super flot af dig, at du viser den bekymring og den omsorg for både dig selv og din familie.

Det lyder, som du selv skriver, kompliceret og det er den slags ting som regel, når familie, skilsmisse, diagnoser og mentale udfordringer er i spil på én gang. Det er du ikke den første, der har oplevet, så der er du ikke alene.

Selv om der er mange ting i spil i din fortælling, så fornemmer jeg, at det er forholdet mellem dig og din mor, der fylder mest? Så det det, jeg vil forsøge at holde mig til. Jeg håber, det er ok.

Det første, jeg vil sige til dig, er, at jeg er glad for at se, at du er nået til den konklusion, at det nok ikke er dig, som er problemet. For det er det naturligvis ikke. Jeg er glad for, at du selv kan se det.

Du beskriver din mor, som typen som lytter og fortæller ikke så meget om sine følelser, og din far som en, der ofte sætter sig selv i fokus, fremhæver sig selv og beklager sig. Sådan et forhold kan koste rigtig mange kræfter at være i gennem 18 år. Jeg gætter på, at det har kostet kræfter hos din mor, og det lader til, at hun nok endnu ikke helt har genvundet de kræfter igen.

Du fortæller, at hun har det godt i perioder, men at ballonen så eksploderer, selv over det, man kan betegne som “bagateller”.

Det svarer lidt til, når folk får en diskusprolaps i nakken ved noget så uskyldigt som at nyse.

Det er ganske vist nyset, der udløser prolapsen – men det er de måneder og års hårde slid på systemet, som går forud for nyset, der har gjort nakken så skrøbelig, at den ikke længere kan håndtere nyset. Men det er stadig nyset, som i første omgang får skylden.

Måske du kan genkende det i dit forhold til din mor? Måske hun er blevet slidt op i et ikke-fungerende forhold til din far gennem mange år – og så skal der ikke meget til, før hun reagerer.

Lige som en fysisk diskusprolaps i nakken kræver lang tids omsorg og pleje for at hele, ligesådan gør mental nedslidning. Ofte kræver det mentale endda længere tid om at komme sig, end det fysiske gør.

Det lyder, som om din mor aldrig rigtig har kunnet finde tiden til at komme sig mentalt. Jeg tænker også, det må være svært som plejemor til 4 børn. Det er et krævende job, hun har, hvor hun hele tiden skal være der for andre. Jeg tænker på, om hun mon nogensinde har tid til at være der for sig selv?

Det er også det, du selv er inde på, når du fortæller, at din mor aldrig rigtig fortæller, hvordan hun har det, og så ophober følelserne i hende, og det ender med en eksplosion.

Du kender det også fra dig selv i forbindelse med din ADD. Der er altid en årsag, men som regel også en løsning. Og det tænker jeg også, der er for din mors vedkommende.

Jeg fornemmer jo, at du rigtig gerne vil hjælpe hende. Ikke så meget for din egen skyld. Men for hendes. Og jeres families. Mon jeg fornemmer rigtigt her?

Alligevel tænker jeg, at det er HELT ok, hvis du også ønsker en løsning for din EGEN skyld. Det må være hårdt at blive smidt ud, få at vide, at ens mor ikke kan klare at være sammen med en og hele tiden ændre på sig selv i et forsøg på at imødekomme sin mors ønsker – så hun ikke eksploderer.

Måske var din mors reaktion, hvor hun smed dig ud, i virkeligheden hendes måde at beskytte dig på. Hvis ikke du er i huset, kan hun ikke sige eller gøre noget, som kan såre dig. Måske var dét, det bedste hun havde overskud til at gøre for dig lige på det tidspunkt. Måske er det hendes måde at passe på dig.

Som jeg forstår det, bor du nu hos din mor igen, og udover at få sat ord på det hele (hvilket du gør super godt), så fornemmer jeg som sagt også et ønske om at kunne hjælpe dig selv, din mor og jeres familie.

Jeg tænker på, om din mor mon har været ved lægen for nylig?

Hvis ikke, tror jeg, det kunne det være et rigtig godt første skridt. Lægen vil kunne lytte til din mor, høre hendes historie og vurdere, hvad der vil være det bedste for hende at gøre for at få det godt igen. Det kunne fx være henvisning til psykologsamtaler. Men det vil være op til lægen at vurdere.

Hvis din mor selv synes, hun har har svært ved finde ud af, hvordan hun skal være der for jer børn, kan hun også altid ringe til ForældreTelefonen på 35555557. De kan hjælpe og rådgive forældre om svære emner som fx omsorg og kommunikation med deres børn.

Du er naturligvis også altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116111, hvis du har brug for at snakke med os.

Hold fast i, at det ikke er dig, som er problemet. Jeg tænker heller ikke, det er din mor. Til gengæld  tror jeg, at det er den “bagage”, hun har med sig, som tynger og giver problemer.

Og det vil nok være rigtig godt for hende at få snakket med nogen om. Det kunne du måske hjælpe hende med. Fx ved at vise hende dit brev og mit svar. Det er du i hvert fald meget velkommen til.

Måske hun vil kunne genkende nogle ting, når hun ser det skrevet ned på papir. Og måske vil hun finde modet til at handle på det.

Du har i hvert fald vist et kæmpestort mod og et lige så stort hjerte ved at skrive herind.

Jeg ønsker dig og din familie alt det bedste.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen