Brev

Er der noget galt med mig?!

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Tak, fordi du har skrevet til Børn Hjælper Børn. Ud fra det du har skrevet, tænker vi, at du kan få det bedste svar fra en voksen rådgiver, der ved mere om dine rettigheder og muligheder. Derfor får du her et personligt svar fra en voksen rådgiver på Brevkassen, som vi håber, du kan bruge.

Hej 13 årige pige

Du spørger, om der er noget galt med dig, og nej – det tænker jeg ikke!

Men jeg kan se, at du beskriver nogle voldsomme udbrud, som kun kommer, når du er derhjemme.

Nogle bliver ramt af udbrud og udsving, når de bliver teenagere

Det er ikke ualmindeligt, at personer på din alder kan mærke større temperament og store udsving. Det er forskelligt hvor hårdt, man bliver ramt af disse udsving. Men den fase, du befinder dig i, kan godt være en af grundene til, at du mærker nogle andre sider af dig selv. Måske vil disse udbrud klinge af efterhånden som du bliver lidt ældre.

Men jeg kan se, at du tænker på, om det kan være noget mere alvorligt. Du er i tvivl, om du har en diagnose, fordi du får nogle udbrud der hjemme og derfor ikke kan styre dit temperament og begynder at slå dig selv.

Diagnoser

Det er kun en læge, der kan tale med dig om diagnoser – for diagnoser er ord lægen bruger i sit arbejde. En diagnose er ikke forklaringen på, hvad der udløser udsvingene eller hvordan du får det bedre derhjemme og med dig selv, når udbruddene rammer dig.

Mange unge ligesom dig tænker over det med diagnoser. Derfor har du måske lyst til at læse mere her: https://staging.bornetelefonen.dk/diagnoser/

Måske kan du lægge en plan sammen med dine forældre

Nu kan jeg jo se, at du er god til at sætte ord på dét, der rammer dig – for du skriver ind til mig på brevkassen. Måske kan du på samme måde tage fat i dine forældre. Måske har du allerede gjort det.

Måske kunne du gøre det igen og denne gang aftale med dem, hvordan de hjælper dig bedst, når du bliver ramt at udbrud. Det kan være, at du bare vil lades i fred. Det kan være, at du ikke ønsker deres kommentarer. Det kan være, at du gerne vil have lidt forståelse bagefter … det kan være noget helt tredje, som hjælper dig bedst.

På den måde er din familie forberedt – og de ved, hvordan de bedst kan støtte dig.

Kun derhjemme

Du skriver at det kun er derhjemme, at du får disse udbrud – kan det have noget at gøre med måden, I er sammen på derhjemme?

Nogle unge oplever ting derhjemme, som ikke er i orden. Det kan være, at de er udsat for psykisk vold, oplever misbrug eller andre og meget alvorlige ting. De oplever raserianfald, fordi der er ting, som der skal laves om på derhjemme. Når man har det sådan, er der hjælp at hente. Du vil for eksempel kunne tale med en bisidder fra BørneTelefonen, der vil kunne tale med dig om dine muligheder og rettigheder og lægge en plan. Du kan ringe på tlf. 116 111, hvis du vil tale mere om bisidder.  Jeg siger bare dette til dig for en sikkerheds skyd – så du ved, at der er hjælp at hente.

Uanset hvad grunden er, så lyder det ikke rart, at du bliver ramt af så store udsving

Udsvingene lyder rigtigt anstrengende for dig. Og det er jo ikke noget, du gør med vilje. Derfor håber jeg, at din familie og du kan tale lidt sammen om, hvordan det er at være dig, når disse anfald eller udsving kommer.

Måske kan det føles lettere at skrive til sine forældre end at tale med dem. Ikke alle unge synes, det er lige let at starte en samtale. Måske har du det også sådan. Derfor giver jeg dig dette link, hvor du også finder en skriveguide: Guide: skriv det til nogen

Jeg håber, at det bliver lettere at leve med udsvingene, når I får talt sammen.

Mange knus fra BørneTelefonen

Har du en diagnose?

Har du svært ved at følge med i skolen? Forstår dine klassekammerater dig ikke? Har du svært ved at få venner? Har du mange konflikter eller føler du dig ensom?

At leve med en diagnose kan føles svært. Andre børn og unge fortæller, at de føler sig anderledes og har svært ved at passe ind. Det kan derfor være en stor hjælp at få talt med nogen, og få hjælp til hverdagen, så den passer til dine behov.

Klik dig videre her og få hjælp til, hvordan du kan bede om hjælp og fortælle det til din klasse. Du kan også læse andres fortællinger eller få gode råd til hverdagen og hvordan man får nye venner.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat