Kære pige på 11 år
Hvor er det godt du skriver til BørneTelefonen, når der er nogle spørgsmål, som fylder indeni dig. Hvor er det sejt at du tør åbne op om at du tænker over, om du min er til drenge eller piger.
Først og fremmest vil jeg fortælle dig at det er en helt naturlig følelse du sidder med. Vi snakker næsten hver dag med andre unge, som sidder med samme tanker, som du har lige nu.
Spørgsmålet om, om man er til piger eller drenge kan godt fylde meget.
Men ligesom du skriver, kan det også fylde rigtig meget, hvad folk omkring en mon vil sige til at man er til samme køn, som man selv er.
Seksualitet kan godt være helt vildt forvirrende, men det tror jeg også kan hænge sammen med at det er så flydende. Ens seksualitet kan ændre sig hele vejen gennem ens liv. Det betyder også at man faktisk ikke behøver at sætte noget mærke på ”hvad man er til”, for det kan sagtens være at det ændrer sig igen senere hen.
For nogle kan det dog være rart at have det her mærke man kan sætte på. Det er kun en selv, der kan finde ud af, hvad man gerne vil og hvordan man fortæller det til andre – og om man overhovedet vil fortælle nogle om det. For seksualitet er også noget privat.
Man behøver slet ikke fortælle nogle om, hvad man tænker om det, selvom det nogle gange også kan være rart.
For mange kan det godt føles virkelig svært at skulle fortælle sine nærmeste, hvis man finder ud af at man er til samme køn. Men langt de fleste oplever også kun en kæmpe støtte fra sine venner og familie. Dine venner elsker dig forhåbentligt for den person du er. Det kan være de lige skal sluge den, men efterfølgende opdager de måske at du jo bare stadig er dig.
Hvis det er svært at fortælle dem det ansigt til ansigt, kan du måske skrive et brev til dem, som de kan læse. Du kan læse mere om at fortælle noget svært her.
Du kan desuden læse meget mere om seksuel orientering og at skulle springe ud her.
Jeg håber du kan bruge mit svar, selvom det er lidt kringlet. Der er jo ikke rigtigt noget rigtigt og forkert svar på, hvordan man har det indeni og hvem man er tiltrukket af.
Jeg håber du finder ud af det. Du er meget velkommen til at skrive igen, eller til at ringe til BørneTelefonen på 116111.
Knus fra BørneTelefonen