Jeg vil ikke mere.

Hej Brevkassen, tak fordi I tager jer tid til at læse netop mit brev <3

(Forhistorie: Jeg har i cirka 4 år ikke følt mig set af min familie. Det har ledt til mange selvmordstanker og selvskade. Jeg har altid følt mig som problemet. Selvom min psykolog mange gange har prøvet at bekæmpe det, kan jeg stadig ikke få det ud at mit hoved.

Min far har haft et alkoholproblem, som jeg også tog skylden for. Min søster skal snart udredes, og min mor er arbejder meget. Også er der mig. Limen i familien. Eller det har jeg været indtil jeg ikke kunne mere og knak til alles bekymring. Jeg føler, at jeg har ødelagt familien.

Vi er startet i noget familieterapi fra kommunen, men det hjælper ikke.)

Jeg har ikke længere overskud til eller har svært ved at udføre “dagligdags ting”, som fks. at stå op om morgenen, at gå i bad, at læse min lektier, at være aktiv i timen, at spise. Jeg hader mig selv for ikke at kunne tage mig sammen. Jeg har virkelig dårlig samvittighed, for at være så fucking svag hele tiden.

Jeg kan bare ikke klare at leve i den her familie mere. Jeg kan ikke holde ud at være i live, når jeg ikke har nogen mening mere, og det eneste jeg mærker er smerte.

Jeg vil ikke leve, hvis det er sådan her livet er.

Jeg har svært ved at kæmpe for noget, som jeg ikke ved om lykkes? Er det så, det værd? Ville bare ønske at mine forældre tog ansvaret. Jeg kan holde ud, at det hele åbenbart er min skyld. De forstår ikke, at jeg ikke kan mere – men jeg kan heller ikke finde ud af at sige det.

Og jo mere jeg trækker mig, pga manglende energi, jo mere påpeger de, at jeg bliver nødt til at gøre mere, for at vores familie kan fungere.

Altså, at det er min skyld, at familien ikke fungerer endnu?
Jeg føler mig ked af det hele tiden, og jeg føler mig så ynkelig. Ved ikke hvad jeg skal stille op. Det er som om, at jeg har mistet håbet for, at det nogensinde kan blive bedre.

Jeg kan ikke mere, selvom de hele tiden presser mig til at prøve. Jeg vil ikke mere. Jeg ville ønske, at jeg var død. Hele mit liv er lort, og kun fuld af smerte. Jeg kan ikke mærke noget mere.
Jeg har også fået mere trang til selvskade, nu hvor vejret er blevet koldere, selvom jeg egentlig har været clean siden juni cirka. Men stemmerene siger, at nu har jeg muligheden, fordi det “bare” kan dækkes med tøj. Jeg hader mine tanker. De råber også alt muligt andet af mig, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Den eneste grund til, at jeg hænger i lidt endnu, er pga folks forventninger til mig. De forventer, at jeg står op. De forventer et 12-tal. De forventer overskud. De forventer et smil. De forventer, at jeg kan.

Så jeg gør det. Ikke for min skyld, men for deres. Hvis det var for min skyld, havde jeg været død for længst. Men mens jeg prøver at tilfredsstille min omverdenen knækker jeg indeni.
Jeg har ødelagt mig selv, og ingen ser en skid.

Jeg ved, hvordan jeg kommer op af af det her mørke hul? Hvornår er nok, nok?

Pige, 17 år

Kære pige på 17 år

Tusind tak for dit ærlige brev til BørneTelefonen. Hvor er det godt du skriver herind til os, når du har det svært. Jeg kan høre at du har skulle tage rigtig meget ansvar i lang tid i din familie. Og nu føler du ikke, at du kan mere. Det forstår jeg godt!

Når jeg læser dit brev, så får jeg lyst til at fortælle dig, at du er enormt stærk. Du bliver ved med at kæmpe selvom rigtig mange ting føles svære lige nu. Det kan du være meget stolt af!

Jeg hører dig sige, at du er fyldt op. Du føler dig svag og ked af det, fordi du ikke har mere energi at give af. Du har i lang tid været familiens “lim” – og det har taget alt glæden og energien ud af dig.

Jeg forstår godt hvis du er brugt – og måske føler du at du er “faldet ned i et sort hul”? Et sort hul kan være et sted, hvor de svære tanker trives rigtig godt, hvis man ikke får talt med nogle om det. Derfor skal du også have hjælp af andre til at komme op. 

Når man er faldet ned i et sort hul, ved man ikke, hvad man skal gøre for at komme op igen. For fx at få motivation, glæde igen og måske til at stoppe trangen til selvskade.

Man kan bruge lang tid på at lede i mørket, men til sidst finder man for det meste en lommelygte. Og med lommelygten kan man finde en stige, så man kan komme op igen.

Så når man har det som dig, handler det nogle gange om at finde “sin lommelygte”. Altså en ting, der kan hjælpe med at give lidt lys i mørket; hjælpe en med at få det lidt bedre. 

Ens lommelygte kan fx være, at man fortæller om sine følelser – det er du faktisk allerede begyndt på ved at skrive dit brev.

Det kan være, at du har brug for hjælp til at få en pause fra din familie, hvis det er dem der gør dig rigtig ked af det. Og måske skal du også have hjælp til din selvskade.

Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du har hørt at du har ret til en bisidder fra BørneTelefonen?

En bisidder fra BørneTelefonen er en voksen, som kender til dine rettigheder, og kan støtte dig, hvis du skal have hjælp fra din kommune.

En bisidder er en, som vil hjælpe dig og sørge for at de voksne lytter til dig. Jeg fornemmer at du måske ikke føler dig lyttet til og passet ordentlig på af dine forældre.

Hvis du er interesseret i det, så kan du prøve at ringe direkte til Børns Vilkårs bisidderteam på tlf. 35 55 55 56

Vores bisiddere har hjulpet rigtig mange børn og unge, der har haft det svært med at få den hjælp de har brug for. Hvis du gerne vil høre mere om, hvordan en bisidder kan hjælpe dig, så kan du ringe til BørneTelefonen på 116111.

Måske kunne det også være en ide at tale med en lærer eller en anden voksen om, hvordan du har det. Hvis noget er svært, er det vigtigt at have en sød voksen at støtte sig op ad. Det er godt, at nogen ved, hvordan man har det, så de kan hjælpe én, når man har brug for det. Kan du mon komme i tanke om en voksen du stoler på?

Det er ikke alle børn og unge, som har en voksen nær dem, som de kan tale trygt med. Derfor findes også andre muligheder for at få hjælp til sin selvskade.

Jeg ved ikke, om du kender Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade? De giver også rådgivning, ligesom her på BørneTelefonen, og så kan man deltage i et længere samtaleforløb og snakke med andre, som har været igennem selvskade, men som har fået det meget bedre.

Her på BørneTelefonen har vi en side om selvskade. På den side er der råd og øvelser, der kan hjælpe en, når trangen til selvskade kommer. 

Efter du har læst dit svar  Hvis du sidder med en masse tanker og ikke helt ved, hvad der er den bedste mulighed, så kan du starte med at gøre noget, der er rart for dig. Jeg forestiller mig, at du måske har kæmpet mod mange svære tanker i noget tid.

Derfor tænker jeg også, at du må have nogle gode erfaringer med, hvad der virker bedst for dig.  

Måske kan du lave en plan for, hvad du kan gøre, når tankerne bliver for meget. Fx. at du skal gå en tur eller se en god film. Det kan hjælpe at flytte tankerne. 

Det er videnskabelig bevist, at frisk luft og motion gør noget godt for tankerne. Du kan måske ringe til vores bisiddere mens du går en tur? De er åbent indtil kl. 16 – og hvis du ikke kommer igennem, kan du ringe til os på 116111.  

 Jeg håber virkelig at du kan bruge mit svar. Og at du har fået mod på at tage kontakt til en voksen, som kan støtte dig. Du fortjener en person i dit liv, som kan støtte dig gennem alt det svære. 

Kærlig hilsen BørneTelefonen

 

 

Flere gode råd om Sorgen ved at miste

Hvis du oplever dødsfald i familien eller hvis du har mistet en, du holder af, kan det påvirke dig på forskellige måder. Det kan være du bliver rigtig ked af det eller vred? Det kan også være du bliver bange eller føler dig ensom? Man kan også føle lettelse, hvis ens far eller mor har være alvorlig syg i lang tid.

Hvis din mor eller far dør, kan du måske have tanker som: Hvad skal der nu ske med min familie? Hvordan lever jeg med sorgen? Hvordan får jeg hjælp? Hvordan kommer jeg i en sorggruppe for unge? Hvem kan jeg tale med om sorgen?

Du skal vide at alle følelserne og tankerne er okay. Det er rigtig vigtigt, ikke at gå alene med sine tanker og følelser.

Her på siden kan du finde gode råd, læse andre børns breve eller læse om forskellige følelser og hvad der kan hjælpe dig.

Guide

Svære følelser: hvad kan hjælpe?

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat