Vold i hjemmet

Kære pige på 12 år

Det giver så god mening, at du har skrevet herind. Det, du oplever, er alvorligt. Og jeg kan virkelig godt forstå, at du ikke ved hvad du skal gøre.

Det er vigtigt for mig, at fortælle dig, at det er forbudt at slå børn.

Forældre må ikke slå deres børn. Nogle gange er det sådan, at forældre tror, at det de gør, ikke er vold. Men når din mor banker sin knyttede hånd ned i din ryg eller skulder og du siger, at det ikke er rart, så er det vold.

Det lyder også som om, at du selv godt ved, at hun ikke må gøre det. Du har faktisk prøvet at sige fra, men din mor bliver meget sur – og det gør det jo bare endnu sværere at vide, hvad du så skal gøre. Derfor er det også rigtig godt, at du har skrevet til os.

Jeg vil gerne fortælle dig noget vigtigt: Du har ret til hjælp.

Det er ikke din opgave at få din mor til at stoppe. Det er de voksnes ansvar. Du skal ikke klare det hele selv.

Når en voksen slår eller taler grimt, kan det gøre ondt – både udenpå og indeni. Derfor er det også helt forståeligt, hvis du nogle gange bliver ked af det, bange eller forvirret. Måske kender du de følelser?

Nogle gange siger voksne til børn, at de ikke må fortælle noget.

Jeg ved ikke, om din mor har gjort det – men hvis hun har, så er det desværre noget, nogle voksne gør. Og så kan det være rigtig svært at sige det højt. Mange børn tør ikke sige noget. Og det gør det svært at hjælpe både barnet og familien.

Derfor er det ekstra vigtigt – og virkelig stærkt – at du har skrevet herind. Det, du har gjort nu, er det første skridt mod at få hjælp. Du skal vide, at der altid findes voksne uden for familien, som har ansvar for at hjælpe dig.

Måske er vi dem, du lige nu føler dig mest tryg ved.

Måske er det derfor, du valgte at fortælle det til os først. Det kan føles rart, at man kan skrive, uden at nogen ved, hvem man er. Og det giver rigtig god mening, hvis det også var sådan for dig.

Selvom det er en god start at dele det anonymt, er det også vigtigt, at nogen ved, hvem du er. For når en voksen kender dit navn og ved, hvordan du har det, kan de sørge for, at du får den hjælp, du har brug for.

Nu hvor du har skrevet herind, kan vi sammen se på, hvem der kan hjælpe dig.

Jeg ved ikke, om du har andre voksne omkring dig, som du kan snakke med om, hvordan din mor behandler dig. Hvis du har en far, du kan snakke med, vil det måske være godt, at du fortæller ham og det, der foregår hjemme hos jer.

En anden mulighed er, at du snakker med en af dine lærere om det. Lærere har også et ansvar for, at børn har det godt, og lærere ved godt, hvordan man får hjælp til en familie, hvor der er en forældre der slår og bliver sur.

Hvis ikke du synes, at du har en lærer, som du kan snakke med, kan du altid gå til din skoles sundhedsplejerske. Alle skoler har en sundhedsplejerske.

Din lærer ved også hvor du finder sundhedsplejersken. Du behøver ikke at fortælle din lærer, hvad du vil snakke med sundhedsplejersken om, hvis ikke du har lyst til det. Sundhedsplejersken ved også meget om, hvordan man hjælper en familie, hvor der er forældre, der slår.

Her har vi også samlet nogle gode forslag til, hvordan du kan fortælle det og hvem du kan sige det til.  

Vi vil også gerne hjælpe dig

Hvis du har lyst, kan vi fortælle kommunen, at du har brug for hjælp. Det kaldes en underretning, og det betyder bare, at vi giver besked til din kommune om, at du har brug for hjælp.

Hvis du vil vide mere, kan du kigge her: Kommunen – BørneTelefonen (staging.bornetelefonen.dk)

Vi kan gøre det allerede i dag, hvis du gerne vil det. Men for at kunne gøre det, skal vi vide, hvem du er – for ellers ved kommunen ikke, hvem de skal hjælpe.

Du kan ringe til os på 116111, hvis du gerne vil vide mere om det. Vi har åbent altid – også om natten!

Hos BørneTelefonen har vi noget, der hedder underretningspligt.

Det betyder, at hvis du fortæller noget meget alvorligt, som for eksempel at du bliver slået, og du har fortalt os dit navn, så skal vi give det videre, så du kan få hjælp. Det gør vi, fordi voksne har ansvar for at beskytte børn – du skal ikke klare det selv.

Men det er helt op til dig, om du er klar til at sige, hvem du er. Du bestemmer. Derfor kan du måske også bare starte med at ringe eller skrive til os, hvis du gerne vil vide lidt mere. Så kan en rådgiver fortælle meget mere.

Til sidst vil jeg bare sige, at jeg virkelig ser, hvor stærk du er. Du har sagt fra, selvom din mor ikke lytter. Det kræver meget mod. Og du har forstået noget meget vigtigt: At det, din mor gør, er vold – og at det ikke er i orden.

Det viser, at du godt ved, at du har ret til at blive behandlet ordentligt. Du har allerede taget et vigtigt skridt ved at skrive herind. Og jeg tror på, at du kan tage næste skridt også – når du er klar.

Vi er her, og vi vil gerne hjælpe dig videre. Og husk: Der er også mange andre voksne, der skal – og gerne vil – hjælpe dig.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen