Symptomer

Kære 14-årige pige.

Tak for dit brev. Det er rigtig godt, at du skriver ind – både fordi din skolepsykolog anbefaler det, og fordi du selv ønsker forandring.

Dét, du har skrevet, fortæller mig, at du kender dig selv og gerne vil have det bedre.  Du kan tro, at vi tager dig alvorligt – Alder afgør ikke, om man har noget vigtigt at sige! Og du har sagt meget vigtigt i dit brev, som jeg meget gerne vil hjælpe dig med.

Du beskriver nogle oplevelser, som lyder rigtig svære at gå alene med.

At du tidligere har hørt stemmer. At du kan føle dig følelsesmæssigt frakoblet fra andre. Du beskriver også oplevelser, der minder om hallucinationer. At du nogle gange oplever trancelignende tilstande og har en adfærd, du selv oplever som grænseoverskridende. Blandt andet, når du kvæler en dreng og hiver hovedet af en fugl.

Det viser mig, at du er bekymret og tager det, du oplever, alvorligt – og at du gerne vil noget andet, end det du står i lige nu.

Det er tydeligt, at du har gjort dig mange tanker, og at du har brugt tid på at forstå dig selv.  Du virker både interesseret, reflekteret og enormt opmærksom på, hvad der sker indeni dig. Alt du beskriver fortæller mig, at du ved rigtig meget.

Du nævner mange begreber fra psykologien og sætter ord på oplevelser, som man ofte hører fagpersoner sige. Jeg forstår dit brev sådan, at det er noget, du selv er kommet frem til – ud fra det, du har læst og tænkt – og ikke noget, som fagpersoner har sagt til dig.

Jeg håber, jeg har forstået dig rigtigt. Hvis ikke, må du endelig skrive igen.

Det giver god mening, at du bliver nysgerrig på, om der måske er noget fagligt, der kan forklare det, du mærker. Men jeg forestiller mig også, at det er en tung ting at gå med alene.

Når man både føler meget og ved en masse, kan det hele nemt komme til at blande sig sammen.

Når man læser meget om psykologi, kan man komme til at spejle sig i det, man læser. Og så kan det blive svært at finde ro, fordi man pludselig ser mønstre og tegn over det hele. Det er noget, mange – også voksne – oplever, når de begynder at dykke ned i psykologi.

Det er helt almindeligt at blive i tvivl. Både om man faktisk har det sådan, som man læser om – og om, hvad man så skal gøre ved det.

Men som du sikkert allerede ved, så kræver det mange års studier på universitetet at kunne stille en diagnose. Det gør det, fordi det er så komplekst at sætte ord på symptomer. Der er mange ting, der ligner hinanden, og mange mennesker, som oplever noget forskelligt – selvom det på overfladen kan ligne det samme.

Derfor giver det også mening, at folk omkring dig måske reagerer og tænker forskelligt. Her tænker jeg også på din mor. Det lyder desværre til, at du har en oplevelse af, at din mor har svært ved at bakke dig op og hjælpe dig i din situation.

Der er mange, som – i bedste mening – forsøger at forstå andre ved at spejle sig i egne oplevelser. Men nogle gange kan man også komme til at blive lidt blændet af sine egne overbevisninger og idéer. Og så kan det blive svært virkelig at få øje på, hvordan den anden faktisk har det.

Hvis du oplever at din mor afviser og fx siger, at hun ikke støtter et forløb, kan det være fordi hun ikke forstår dig helt på samme måde, som du forstår dig selv.

Måske forstår hun ikke rigtig, at du har brug for hende og andre voksne til at forstå, hvad du mærker. Men det er ikke det samme som at hun ved præcis, hvad du har brug for. Men det kan gøre det rigtig svært, at lytte til sig selv og det man mærker. Måske kender du også det?

Hvis du kender det, er det bare så godt, at du alligevel stopper op og beder om hjælp hos os. Det er så sejt, at du allerede har været så god til at opsøge hjælp og derfor ønsker jeg også for dig, at der er nogle voksne der tager det overordnede ansvar for, at du har det godt.

Måske er det også det, skolepsykologen ønsker. Det lyder i hvert fald som en mulighed, hun åbner for, når hun tænker, at vi kan hjælpe dig.

Det er meget vigtigt for mig at skrive, at jeg hverken er læge, psykolog eller psykiater og derfor ikke kan vurdere din tilstand.

Men når jeg læser dit brev, tænker jeg også, at du har brug for nogen, der har lært at stille de rigtige spørgsmål. Nogen, som kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad der skal til for, at du får det bedre.

Lad os sammen se lidt på, hvad næste skridt kan være, for det er alt for meget at bære på. Og du har ret til at have det trygt og godt indeni dig selv. Det behøver ikke være så svært her.

Hvad kunne næste skridt være?

Jeg tænker, at du måske kan tage mit svar med til din skolepsykolog – hvis det giver mening for dig. Måske kan hun hjælpe dig med at se på nogle af de muligheder, jeg nævner her, og støtte dig i at finde ud af, hvad der passer bedst til dig.

Mit første bud vil være, at du og skolepsykologen sammen genbesøger muligheden for et forløb hos PPR. Jeg bliver nemlig også bekymret for dig og tænker ikke, at du behøvede at stå så meget alene med det hele.

Når PPR tidligere har tilbud at hjælpe dig, tænker jeg, at det nok er fordi, at de også har set, at du har brug for hjælp og nogen, der kan støtte dig.

Måske kan skolepsykologen også være med til at tale med din mor – eller med jer begge to. Jeg ved jo ikke så meget om, hvordan du og din mor har det sammen. Men i dit brev lyder det, som om du står ret alene med det, der fylder. Og at det kan være svært for dig at få vist hende, hvor hårdt det faktisk er lige nu.

Måske kunne skolepsykologen – eller en anden voksen – hjælpe dig med det. Det kunne også være en lærer, en pædagog eller måske et familiemedlem, du har tillid til. Uanset hvem det er, så har du ret til ikke at gå alene med det. Og du må gerne række ud, når du har brug for støtte til det.

Vi har nogle videoer og råd, der måske kan hjælpe dig til at sige det højt. Tag et kig på dem, hvis du har lyst.

Måske er der også brug for, at vi hjælper endnu mere

En bisidder fra BørneTelefonen er en voksen, som kan gå med dig til møder  – fx i PPR og hjælpe dig med at få sagt de ting, der er vigtige. En bisidder er din person – ikke din mors. Og det er gratis!

En bisidder kender også meget til børns rettigheder og kan derfor også fortælle dig om de rettigheder, du har, hvis din mor ikke helt forstår. Du kan læse mere her: Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du gerne vil høre mere om, hvordan en bisidder kan hjælpe dig, så kan du ringe anonymt direkte til Bisidningen på tlf. 35555556. 

Hvis du beslutter, at du vil have en bisidder, så har vi brug for at vide, hvem du er. Hvis du ringer til os, og vi bliver bekymrede for dig, så skal vi fortælle det til din kommune, så vi kan sikre os, at du får hjælp.

Derfor har du også muligheden for først at ringe til os anonymt, hvis du gerne vil vide lidt mere om, hvordan vi kan hjælpe dig.

Men alt det kan du tale meget mere om med bisidderen. For nu kan du bare starte med at se det som en samtale med én voksen, der kan hjælpe dig endnu mere end jeg kan her.

Du kan også kontakte din egen læge

Hvis du ikke allerede har gjort det. Lægen har pligt til at hjælpe dig, når du fortæller, hvordan du har det. Du finder nummeret på din læge bag på dit sygesikringskort.

Lægen vil også kunne henvise dig til en psykolog, psykiater eller andre fagpersoner, som lægen vurderer kan hjælpe dig.

Jeg tror på dig

Du beskriver meget klart, hvad det er, du går og kæmper med – både det, der sker indeni, og det, der gør det svært at få opbakning derhjemme.

Jeg synes, at det er meget stærkt af dig, at du har formået, at være så opmærksom på dine oplevelser, handlinger og følelser samt hvordan du har oplevet dem.

Det er så godt, at du mærker efter inde i dig selv og registrerer, når du kan mærke, at du ikke har det godt, og har brug for hjælp. Og måske er det nu, du har brug for nogen, der kan hjælpe dig med faglig viden og støtte, som ikke er farvet af personlige relationer.

Nogen, der kan lytte. Du har allerede taget første skridt – og det er et vigtigt skridt på vejen mod at få det bedre.

Du er altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen, hvis du har spørgsmål, har brug for at snakke mere, om det du oplever eller noget helt tredje. Vores telefonnummer er 116111.

Jeg håber mit svar kan være dig til hjælp, og ellers er du meget velkommen til at skrive ind igen.

De bedste hilsner BørneTelefonen