Bange for lillebrors far
BREV
Brevet er anonymiseret af brevkasseredaktionen
Hej BørneTelefonen
jeg har tidligere skrevet med jer om min lillebrors far som slår os jeg er ikke længere hjemme hos ham men min søster der stadig er hjemme hos ham har kontaktede mig og prøvede på at lokke mig hjem til ham og min lillebrors far G siger også at han henter os fra skole i morgen og vi får selvfølgelig fri dag fordi det må han ikke
Men jeg er virkelig bange og jeg har snakket med min mor om det
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Kære 12-årige.
Det er dejligt, at du vil dele, dét som du er bange for, med mig. Jeg kan virkelig godt forstå at det her, gør dig bange. Det er meget voldsomt og skræmmende, når de voksne kan finde på at slå.
Dét som du har oplevet, skal ingen børn opleve
Du fortæller at din lillebrors far, han slår jer. Det er aldrig okay at slå. Det er faktisk ulovligt. Derfor er det så godt, at du skriver til os på BørneTelefonen. For det her skal du ikke stå alene med. Vi vil rigtig gerne hjælpe dig.
Du har ret til at være tryg derhjemme
Alle børn har ret til en tryg barndom. Det betyder, at både du og dine søskende har ret til at jeres forældrene passer godt på jer.
Jeg håber meget, at du har det trygt og godt, nu, hvor du ikke bor sammen med din lillebrors far.
Men som du skriver, bor din søster stadig hos ham. Hun vil gerne have dig til at komme hjem. Jeg tror, ud fra dét du skriver, at hun også har det svært. Ligesom du har haft det.
Hvem ved hvordan du og dine søskende har det?
Du er kun 12 år, så det vil være godt at få en voksen til at hjælpe dig. Du skriver, du har talt med din mor. Det synes jeg, er en virkelig god idé. Men du skriver ikke direkte om, hvad din mor har sagt. Derfor tænker jeg, at hvis det ikke har hjulpet at tale med din mor, så er der måske andre voksne, du er tryg ved?
Det kan fx være, at du har en sød moster eller måske du har det godt sammen med én af dine venners forældre? Det kan også være, at du måske kan tale med en af din lærere om det?
Som jeg læser dit brev, så går din søster og du på samme skole. Hvis der er en lærer eller pædagog, du er tryg ved, så kan både din søster og dig måske sammen gå til den lærer eller pædagog? Hvad tænker du mon om det forslag?
De voksne SKAL hjælpe dig, hvis du fortæller, at du bliver slået
Når jeg forslår, at du kan fortælle det til nogle voksne tæt på dig, så er det fordi, at de voksne har pligt til at hjælpe dig, hvis de hører om, at du og dine søskende bliver slået. Så skal de fortælle det til kommunen, som kan hjælpe dig og din familie.
Din kommune og Familieretshuset kan hjælpe
Det du fortæller om – at din lillebrors far han slår jer og at din søster stadig bor hos ham og derfor prøver at lokke dig derhen – det er et meget stort ansvar for et barn. Det skal du ikke bære rundt på alene det ansvar. Det kan kommunen og Familieretshuset hjælpe dig med. De kan hjælpe dig og din familie.
Kommunen kan hjælpe alle børn og familier, som har det svært.
Familieretshuset kan hjælpe med hvor børn skal bo og hvor meget man skal være sammen med sine forældre eller bonusforældre. De kan for eksempel hjælpe jer, hvis I ikke har lyst til at bo hos din lillebrors far eller hvis I slet ikke har lyst til at se ham.
For at det kan gå i gang, så kan du bruge dét, der hedder din Initiativret. Det betyder at du har ret til at Familieretshuset hører dig om hvad, du synes og hvor du gerne vil bo. Det betyder ikke, at du bestemmer, men de SKAL lytte til hvad, du gerne vil.
Familieretshuset kan på den mådehjælpe med, at I alle sammen bliver lyttet til omkring hvor, I gerne vil bo. Hvis nogen af jer ikke vil bo hos din lillebrors far, så skal de spørge jer og lytte til det.
Din kommune kan hjælpe din lillebrors far med at han øver sig på ikke at slå, så han bliver bedre til at være rar, når I er sammen.
Du har ret til at din kommune og Familieretshuset hjælper jer med alt det. Du kan finde nummeret til din kommune lige: her og til Familieretshuset her: https://migimidten.dk/
Du kan få en bisidder fra BørneTelefonen
Det kan føles som et stort skridt at kontakte kommunen eller Familieretshuset. Det kan en bisidder fra BørneTelefonen hjælpe dig med. En bisidder fra BørneTelefonen er gratis.
Det er en voksen, der kender loven og ved hvad, du har ret til. Derfor er det en rigtig god person at bruge til at få den rigtige hjælp til dig og din familie.
Hvis du har lyst til at vide mere om vores bisiddere, kan du læse mere her: Bisidder fra BørneTelefonen
Vil du vide mere om hvad man kan gøre, når de voksne slår?
Der er desværre mange andre børn end dig og dine søskende, der godt ved, at nogle voksne, kan finde på at slå. Jeg tænker på, om det kunne være rart for dig at læse lidt om hvad, man kan gøre og hvordan andre børn har tænkt om det. Hvis det kunne være noget for dig, så kan du læse om det på den her: Temaside
Hvis du gerne vil tale lidt mere om alt det her, så må du altid gerne ringe til BørneTelefonen. Den har aldrig lukket. Den har nummeret 116111.
Du har været så god til at sætte ord på det der bekymrer dig, så jeg tror på at du kan komme videre med at hjælpe både dig selv og din søster.
Kærlig hilsen BørneTelefonen.