Mit hoved er fyldt op med tanker
BREV
Mit hoved er fyldt op med tanker
I de sidste par måneder er mit hoved fyldt op med tanker
Og jeg føler mig stresset og presset hele tiden
Jeg tænker heletiden på døden og hvordan jeg skal dø
Og kan bare ikke få ro
Jeg har virkelig tit ondt i hovedet over alle de tanker
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Tak, fordi du har skrevet til Børn Hjælper Børn. Ud fra det du har skrevet, tænker vi, at du kan få det bedste svar fra en voksen rådgiver, der ved mere om dine rettigheder og muligheder. Derfor får du her et personligt svar fra en voksen rådgiver på Brevkassen, som vi håber, du kan bruge.
Kære pige på 12 år.
Mange tak for dit brev og for at dele dine tanker med mig. Det kræver et stort mod og styrke at skrive ind til os, og det viser du, at du har. Det synes jeg er virkelig sejt gået af dig!
Når der er noget, man synes kan være svært, noget som kan bekymre dig eller som fylder inde i hovedet, er det en god idé at sige det højt. Hvis man holder alle tankerne inde i hovedet, kan det føles som en ballon, der bliver ved med at vokse sig større og større. Det kan føles som om den spænder helt ud og er lige ved at springe. Derfor er det vigtigt, at du ikke går alene med dine tanker.
Der er mange børn, som skriver ind til BørneTelefonen og fortæller, at de har en masse tanker og bekymringer indeni, som kan presse hverdagen. Det kan gøre, at man ikke har det godt, og det kan fylde så meget i løbet af en dag, at man kan blive helt overvældet af det og derfor ikke ved, hvad man skal gøre. Kan du mon genkende det? Jeg fortæller dig det, så du ved, at du ikke er alene om at have det sådan. Det kan nogle gange være rart at høre.
Jeg kan virkelig godt forstå, hvis du føler dig presset og stresset, da du fortæller at dit hoved har været fyldt op af tanker de sidste par måneder. Det lyder virkelig hårdt og udmattende. Kan du mon huske om tankerne altid har fyldt meget? Og har du mon tænkt over, hvornår de oftest kommer?
Tanker er ligesom skyer
Tanker kommer og går, og jeg sammenligner dem lidt med skyerne på himlen. Nogle gange driver de bare forbi og man tænker ikke så meget på dem. Andre gange kan det føles som om, at det dækker hele solen, hvor man ikke kan andet end at tænke på det. At tankerne overdækker det hele og man kan næsten ikke fokusere på andet. Kender du mon også til det?
Tanker i sig selv er ikke farlige, men de kan godt føles meget realistiske. Og det kan godt gøre en bange.
Du skriver, at du hele tiden tænker på døden og på hvordan du skal dø. Det lyder ikke rart, og jeg kan virkelig godt forstå, at du bliver presset af det. Ved du mon, hvor tankerne kommer fra? Jeg tror, at mange kan kende til at være bekymret for døden, og det er almindeligt at man kommer til at tænke på det. Men det er også vigtigt, at man kan lægge tankerne fra sig igen – selvom det også kan være svært.
Jeg kan godt forstå, at det kan give mange ubehagelige følelser, når tankerne om døden står på. Jeg tror, at mange kender til ikke at kunne få ro, når de urolige tanker flyver rundt i hovedet. Jeg vil prøve at komme med et forslag, som du måske kan prøve, når du får ubehagelige tanker om død eller andre bekymringer. Du kan prøve at fokusere på din vejrtrækning. Du kan trække vejret stille og dybt – helt ned i maven. På den måde flytter du dit fokus væk fra tankerne og hen på din vejrtrækning. Det kan for nogle hjælpe med at få mere ro. Har du mon lyst til at give det et forsøg?
Måske du kan tale med nogen om dine tanker
Du fortæller, at du ikke kan få ro, og at tankerne fylder så meget at det giver hovedpine. En ting som nogle gange kan give ro og lette tankerne lidt er at snakke højt om tingene. Men det kan ikke altid være nemt, og det forstår jeg godt. Jeg synes det er rigtig sejt, at du har skrevet herind og fortalt, hvordan du har det, og jeg kan godt forstå, hvis du kan være nervøs for at fortælle det til andre.
Du skal ikke gå alene med dine tanker – særligt ikke dine tanker om døden. Har du mon overvejet at tale med dine forældre, en bedsteforældre, moster/onkel om det? Eller har du en tryg voksen eller ven på din skole, som du kunne overveje at tale åbent om dine tanker med? Måske de også kender til at være bekymrede.
Nogle af de tanker man kan have, kan være svære at få sagt højt og vide hvordan man lige skal sige det. Du kan evt. vise brevet her, hvis du har gemt det, som en hjælp til samtalen, eller du kan tjekke denne her side ud, hvor du kan få hjælp og råd til hvad du kan sige. På siden er der fx en skabelon, der kan hjælpe dig med at lave en besked til fx dine forældre eller en anden tryg voksen.
Måske har du allerede delt dine tanker med nogen, eller måske kan du være bange for, at dine tanker om døden bliver mere virkelige, hvis de bliver sagt højt? Det kunne jeg i hvert fald forestille mig, at der er mange som kunne have det. Jeg tror at ved at sige det højt, kunne det give mere ro og måske en følelse af lettelse – og måske vil lidt af luften sive ud af ballonen, så den ikke føles som om, at den er lige ved at springe. Hvad tænker du om det?
Hvis du synes, at det er svært at tænke på nogen, som du har lyst til at fortælle om dine tanker til, er det også helt okay. Du er altid velkommen til at ringe eller skrive til os på BørneTelefonen på 116111. Vi er altid klar til at lytte.
Igen vil jeg sige til dig, at det er virkelig godt gået af dig, at du har været åben og delt dine tanker her. Jeg håber og tror på, at du kan bruge noget af det mod du har til at dele dine tanker med nogen.
Kærlig hilsen BørneTelefonen.