Gutters i skal lige hjælpe
BREV
Hej
Jeg har brug for hjælp
Jeg har svært ved at trække min forud tilbage så det kommer ned under pikhovedet, altså jeg kan godt det er bare lidt stramt.
Når min pik så er stiv så kan jeg overhovedet ikke få det ned. Jeg kan kun lige trække det lidt før det så gør ondt hvis jeg trækker for meget ned.
Vil bare høre om der er andre drenge der også har det sådan og hvis der nogle der ved om det normalt, fordi tænker da man burde kunne trække det tilbage selvom man har stiv pik…
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Tak, fordi du har skrevet til Børn Hjælper Børn. Ud fra det du har skrevet, tænker vi, at du kan få det bedste svar fra en voksen rådgiver, der ved mere om dine rettigheder og muligheder. Derfor får du her et personligt svar fra en voksen rådgiver på Brevkassen, som vi håber, du kan bruge.
Hej 15-årige dreng,
Tak for dit brev. Jeg kan forstå, at du søger råd fra nogle jævnaldrende gutter, men dit brev er blevet videresendt til mig, fordi man har vurderet, at du måske også kunne bruge et input fra en voksen rådgiver. Jeg håber, du er OK med det. Jeg vil i hvert fald gerne dele mine tanker med dig.
Du skriver, at du har svært ved at trække din forhud ned under pikhovedet. Det kan godt lade sig gøre, når din pik ikke er stiv, men det er meget stramt. Når din pik er stiv, er det umuligt, og det gør ondt, når du prøver. Du spørger nu, om det er normalt.
Forhudsforsnævring er ikke ualmindeligt
Det, du beskriver, handler om en forsnævret forhud. Manger kender til forsnævret forhud, når de er yngre. For mange klinger det af, når de vokser til og bliver større.
For nogle personer ændrer den forsnævrede forhud sig ikke, og der kan være brug for at gøre noget.
Kontakt din læge
Hvis du er generet af det, så gå til din læge. Lægen vil kunne vil kunne kigge på dig og sikre, at alt er ok. Du kan finde nummeret til din læge på dit gule sundhedskort. Ved langt de fleste lægehuse kan man bede om at få en tid hos en mandlig (eller kvindelig) læge, hvis du har en præference. Det kan måske være rart for dig at tage en af dine forældre med til lægen, men du kan også vælge at gå til lægen alene. Du kan sige til din læge, at du foretrækker, at han/hun ikke informerer dine forældre, men lægen har dog lov til det alligevel, hvis han/hun finder det nødvendigt.
Hvis lægen vurderer, du kunne have gavn af det, så ved jeg, at der findes en speciel salve til at smøre på, som kan hjælpe med at blødgøre forhuden. Den kan dog kun fås gennem din læge og ikke i håndkøb på et apotek. Din læge vil muligvis også have nogle specifikke øvelser, der kan hjælpe på lige netop din udfordring. Derfor synes jeg helt bestemt, at det er værd at svinge forbi ham/hende – for der er hjælp at hente!
Hvis du har brug for et lille skub…
Jeg ved fra mange andre unge, at det dér med at tale med en læge om private og intime ting, kan være svært, og det kræver tit, at man får samlet lidt mod til. Men det kan altså ofte lette på ens bekymringer. Det er også vigtigt at huske på, at en læge er vant til at tale om alt fra eksem i næsen til bylder i røven. De har set det hele – og din forhud kommer ikke til at være noget, de husker.
Hvis du har brug for et lille, venligt skub, så er du mere end velkommen til at skrive igen eller ringe til os på telefon 116111. Du kan selvfølgelig altid ringe helt anonymt. Uanset hvad så ønsker jeg dig det bedste.
Du kan også læse mere her: https://www.sexlinien.dk/emneside-drenge-maends-kroppe/forhudsforsnaevring
Du er ikke alene
I vores brevkasse på hjemmesiden kan du læse andre breve fra unge, der oplever noget af det samme. Jeg har udvalgt tre her – egentlig blot så du får lidt indspark fra nogle jævnaldrende gutter, og så du kan se, at det altså er en ret almindelig udfordring at have i din alder:
https://staging.bornetelefonen.dk/brevkasse/kroppen/bange-for-forhudsforsnaevring/
https://staging.bornetelefonen.dk/brevkasse/at-vaere-bange/v81-kw5-ey3/
Bedste hilsner fra
BørneTelefonen
Kender du privatsnak.dk?
På privatsnak.dk kan du se film og læse om:
- Hvad sker der, når man kommer i puberteten?
- Hvad gør man, hvis man får bumser?
- Hvordan kan man mærke, om man er forelsket?
- Hvornår har man sex første gang?
- Hvordan sætter man et kondom på?
… og mange andre spørgsmål.