ALT FOR MEGET PRES PÅ MIG SOM 10 ÅR
BREV
Hej børnetelefonen
jeg føler alt for meget pres på mig jeg græder altid jeg hadder min krop
jeg er blivet værre til dansk og er stadigvæk dårlig til matematik mine venner er altid så tarvlige
jeg ved ikke hvad jeg skal skifte om mig selv så de kan lide mig
min lærer giver mig INTET omerksomhed kun dem med ADHD og AUTISME og ja jeg ved godt at de skal have mere og det er fer men hvad med mig der er ingen som kan lide mig
jeg tror der er noget galt med mig men jeg ville ikke sige det til mine forældre
det har jeg gjort før jeg ville aldrig gøre det igen…
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Tak, fordi du har skrevet til Børn Hjælper Børn. Ud fra det du har skrevet, tænker vi, at du kan få det bedste svar fra en voksen rådgiver, der ved mere om dine rettigheder og muligheder. Derfor får du her et personligt svar fra en voksen rådgiver på Brevkassen, som vi håber, du kan bruge.
Kære pige på 10,
Tak for dit vigtige brev. Jeg kan se, at du har sat kryds ved ’angst’, da du skrev herind.
Jeg ved fra andre unge, at det kan mærkes som utilfredshed med kroppen, når man er bange og under for stort pres. Det er ikke dig, der er forkert – du har brug for at blive set i skolen og forstået af dine forældre. Derfor er det godt, at du har skrevet herind til BørneTelefonen. Så kan vi sammen tænke lidt over det, du skriver i dit brev.
Skolen
Du skriver, at du har det svært med dansk og matematik. Vennerne er tarvelige og dine klassekammerater med diagnoser får mere opmærksomhed, som du synes er fair. Men det kan godt føles svært, når du selv føler dig overset. Er det rigtigt forstået?
Det er sådan, at alle har ret til at føle sig set og tryg i skolen. Også de børn, der ikke har diagnoser.
Det lyder ikke til, at du trives så godt i skolen lige nu. Jeg tænker på, om du har talt med din lærer om, at du synes både matematik og dansk er svært?
Din lærer har et ansvar for at hjælpe dig med de ting, I skal lære i skolen. Måske skal de ting, du arbejder med, tilpasses til dig? Det er vigtigt at din lærer ved, at du har brug for mere hjælp. Og det er lærens job at hjælpe dig.
Som barn har man ret til at være tryg i skolen – og det er svært, når man går i en klasse, hvor man kan risikere at blive mødt på en tarvelig måde. Derfor skal læreren vide, hvis nogen er tarvelige. Så kan læreren prøve at stoppe dem, der er tarvelige.
Du skal i hvert fald ikke skifte eller ændre noget, så de bedre kan lide dig. Du skal være DIG.
Du har både et kæmpe mod og en selvindsigt, som betyder, at du ved, når noget føles rigtig og når det føles forkert. Et mod, da du rækker ud efter hjælp og kan mærke, at det er svært, at være dig lige nu. Det er virkelig godt, at du siger tingene højt.
Det er også helt okay, at føle sig overset, når andre får mere hjælp på grund af deres diagnose. Når man selv kæmper med svære følelser, har man måske ikke så meget overskud og ønsker sig den samme hjælp. Det er helt forståeligt. Måske din lærer for en periode også kan være mere opmærksom på dig – men det kræver, at din lærer også ved, hvordan du har det.
Hvad tænker du om, at tage en snak med din lærer om de udfordringer, du har i skolen?
Udseende
Som jeg skrev, så skal du ikke ændre noget ved dig – og slet ikke for andres skyld. Jeg kan godt forstå, at du tænker, hvis du så ud eller var anderledes, var det måske nemmere – men så ville det jo ikke være dig! Det er faktisk meget naturligt, at man sammenligner sig med andre og tænker, alt ville være nemmere, hvis man så ud som de andre. Vi vil gerne passe ind og det er derfor vi sammenligner os med andre.
Jeg tænker, om du kan have en plan klar, hver gang du bliver ked af det? I stedet for at hade dine krop, så find ud af, hvad den kan. Er du god til en sport, til at tegne eller være kreativ? Når selvhadet kommer, hvad kan du så gøre? Sæt musik på og danse, tegne eller male dine følelser eller dyrke den aktivitet, som du bedst kan lide.
Nogle gange kan det hjælpe, at vi fylder vores hovede med gode ting, så alt det negative, vi siger om os selv ikke får så meget plads. Kan du følge mig i det?
Jeg kan se, at du ikke kan tale med dine forældre
Du skriver, at du har prøvet at tale med dine forældre, men det vil du aldrig gøre igen.
Jeg kan mærke, at noget gik galt, da du forsøgte at tale med dem.
Måske har du forældre, som du ikke kan tale med, når noget er svært. Måske gør de det til ’en lille ting’, at du har det svært i skolen. Måske hører de slet ikke efter, hvad du siger. Måske bliver de vrede og misforstår dig. Eller alt for bekymrede på en måde, som slet ikke er til nogen hjælp. Eller noget helt tredje. Jeg ved fra andre unge, at der kan være mange gode grunde til ikke at starte en samtale med sin mor og far.
Jeg forstår godt, at det kan være rigtig svært, at åbne op igen, når man ikke har følt sig set eller hørt første gang. Grunden til, at jeg synes du skal prøve tale med dine forældre en en gang til er, at det kan være en lettelse, at sige højt hvordan man har det, så man ikke sidder med en masse ubehagelig tanker alene. Måske du kan få fortalt, hvordan du har det på en anden måde?
En vigtig ting er, at de voksne – altså dine forældre – har en meget vigtig opgave og et ansvar, som er, at de skal passe på dig. Det er faktisk din ret.
Måske kan det hjælpe, hvis du giver dine forældre besked på, at de meget gerne må sætte god tid af en dag, hvor du gerne vil tale med dem om noget vigtigt. Det skal bare være dig og dine forældre.
Det kan nogle gange hjælpe en, hvis man starter med at sige: “Nu fortæller jeg noget, som jeg har svært ved. I må derfor gerne lytte og vente med at sige noget, til jeg er færdig“.
Måske bliver du nødt til at bruge nogle andre voksne end dine forældre – det ved du selv. Du kan måske sige det til et andet familiemedlem, din skolelærer eller en venindes mor, som du måske er tryg ved. En, som du føler vil være nemmere at åbne op for og som kan hjælpe dig med, at få fortalt dine forældre, at du kæmper med skolearbejdet, vennerne og hvordan du ser dig selv.
Bliver det hele alligevel for svært, kan du også vælge, at vise dem mit svar til dig eller måske skrive et helt nyt brev? BørneTelefonen har lavet en guide til, hvordan du får sagt noget svært. Du kan finde den her.
Jeg hepper på dig
Mit bedste råd er, at sige det højt til nogen, så presset på dig kan komme ud af verden.
Du har allerede taget et stort skridt ved at skrive herind. Det er en kæmpe styrke, at kunne bede om hjælp og det viser mig, at du er stærk. Derfor tror jeg også på, at du nu kan tage det næste skridt og tale med nogen om, hvordan du har det.
Du er også altid velkommen til at skrive igen eller ringe til BørneTelefonen på tlf. 116111, hvis du får brug for det. Vi lytter og vil altid gerne hjælpe dig.
Jeg sender et stort kram!
Kærlig hilsen BørneTelefonen