depression bliver ikke bedre

Kæreste du,

Åh, hvor er det bare længe at have døjet med noget så svært som depression. Når det har varet så længe, så forstår jeg også godt, at du bliver bange for, om du snart når et bristepunkt. Det bliver måske svært at tro på, at der er en vej frem, når man føler, man har stået stille i mange år.

Men jeg fornemmer også et lille håb i dig endnu og et ønske om at få det bedre. Det er vigtigt at holde fast i. Det er rigtig godt, du skriver herind og rækker ud, og jeg håber, det vil give dig lidt at få en snak med os om det hele.

Nogle gange tager man et skridt frem og to tilbage

Du fortæller i dit brev, at du har døjet med depression, siden du var en 12-13 år. Det er efterhånden en del år, som det har påvirket dig i, og jeg forstår godt, hvis det påvirker både dit håb og dit mod. Alligevel hører jeg dig også gøre en masse for at ændre det og forsøge at få det bedre, og det er virkelig stærkt gået.

Jeg kan forstå, at det blev lidt bedre for en periode, da du begyndte på medicin. Medicin kan for nogle være en rigtig god hjælp. Men det er ikke altid, at det er tilstrækkeligt. Nogle gange vil man måske også opleve, at medicinen virker i en periode, men pludselig ikke gør det længere. Det kan være super frustrerende, når det sker.

Det kan føles lidt som at være gået et skridt frem, men pludselig træde to tilbage. For nu havde man endelig fået det bedre, og så finder man sig selv tilbage i de svære følelser – hvilket næsten kan føles hårdere, fordi man nu har prøvet at have det godt i en periode. Mon du kan genkende det?

Det er desværre helt normalt, at det går lidt frem og tilbage. Det betyder ikke, at det ikke kan gå frem igen og blive der. Men jeg forstår godt, hvis det påvirker modet, og det bliver svært at se frem.

Men måske du i stedet kan prøve at minde dig selv om, at nu har di oplevet, at det er blevet bedre før. Så nu har du et bevis for, at det kan lade sig gøre. Selvom det så er gået tilbage og føles værre, så har du et håndgribeligt bevis på, at det kan lykkes at komme mere ovenpå og have det bedre. Det kan være godt at minde sig selv om, når håbet føles småt.

Du skal virkelig ikke skamme dig

Du fortæller, du nogle gange har endt med at selvskade i det her år. Du skriver, du skammer dig meget over det. Men det er vigtigt for mig at sige til dig, at det skal du ikke!

Selvskade kan godt være forbundet med en stor skam. Måske man er bange for, hvad andre tænker om en. Måske man er ked af, at man har gjort skade på sig selv. Måske man er nervøs for, hvordan andre vil reagere, hvis de finder ud af det. Der kan være mange grunde til den her skam. Men jeg vil fortælle dig, at den skam ikke er en, du skal bære på dig.

Det er nemlig ikke skamfuldt at have det så skidt, at det bliver svært at vide, hvordan man skal håndtere den smerte. Når man har det sådan, kan man nogle gange ende med at ty til selvskade for at forsøge at gøre den smerte mere udholdelig og håndgribelig.

Vi hører nemlig fra mange andre unge, at det nogle gange kan føles nemmere for en kort stund at gøre smerten fysisk og måske nemmere at forstå. De oplever, at det kan give dem en kort pause fra det, der gør ondt indeni. Men den pause varer ofte ikke særlig længe, og så kan man få brug for at gøre det igen for at lette sig selv.

På den måde kan det ende med at blive noget, som er svært at bryde ud af, og som kan udvikle sig til en afhængighed, fordi man bliver afhængig af det korte frirum. Mon det giver mening, når jeg beskriver det sådan?

Du skriver, at du fortryder selvskaden, lige så snart du har gjort det. Det er faktisk noget, vi hører ret tit. At når den her korte lettelse er forsvundet, så breder en følelse af skyld og skam sig. Så kan man ende med at få lyst til at selvskade igen for at håndtere den skam. Så bliver det pludselig en ond cirkel, der forstærker sig selv.

Det er sådan med skam, at den trives bedst i stilhed. Det betyder altså, at den fylder mest, når man går med den selv. Men skammen mister sin magt, når den bliver sagt højt. Derfor kan det være utrolig vigtigt at tale højt om det skamfulde, så det kommer til at fylde mindre. Mon du har nogen at snakke med om det?

Hvem kan du snakke med?

Nu ved jeg ikke så meget andet om dit liv, for jeg har kun dit brev. Men jeg tænker på, om du mon har nogen tæt på dig, som du kan snakke med om de svære følelser. F.eks. nogen som du vil kunne snakke med din selvskade om. Det kan være, du kan komme i tanke om nogen tæt på dig, som du ville være tryg ved at åbne op til?

Det er også helt okay, hvis du føler, du ikke har nogen, som du kan gå til. Det er ikke altid, at man har det. Derfor får jeg også lyst til at fortælle dig om Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. Måske du kender til dem?

De tilbyder rådgivning ligesom os, men de er bare særligt gode til at snakke om selvskade og kender alt til den skam, der kan følge med. Du kan både få anonym rådgivning som her, men du kan faktisk også deltage i terapiforløb, hvor man sidder sammen med andre, der går igennem det samme som en selv.

De tilbyder også personlige samtaler, hvor du kan tale åbent om det, der fylder. Det er helt gratis, og de har stor erfaring med det, så du vil blive mødt af mennesker, der forstår, hvordan det er at selvskade, og som har erfaring med, hvordan man kan få redskaber til at slippe det. Måske det kunne være noget for dig?

Jeg tænker også, det måske ville være godt at snakke mere med din læge, når du oplever at medicinen ikke virker. Måske du kunne få en henvisning til psykiatrien, hvor de kan vurdere, om det er noget helt andet, du har brug for. Nogle gange er det nok at skifte medicin. Andre gange har man måske brug for medicin kombineret med terapi. Derfor tænker jeg, der måske skal være nogen med til at vurdere, hvad du har mest gavn af lige nu.

Jeg håber, du kan bruge lidt af det og finde modet til måske at kontakte din læge. Jeg forstår godt, at det hele føles en smule håbløst. Men husk på du har oplevet at få det bedre – så hvorfor skulle det ikke kunne ske igen. Jeg tror på dig!

Jeg ønsker dig alt det bedste!

Kæmpe knus fra BørneTelefonen