Min mor er ofte sur og jeg har det svært
BREV
Hej BørneTelefonen
Jeg skriver, fordi jeg har det rigtig svært. Min mor er næsten hele tiden sur på mig, og jeg føler ikke, at jeg gør noget rigtigt. Det gør mig meget ked af det og utryg derhjemme.
Jeg har også svært ved det i skolen, og det hele føles bare for meget nogle gange. Jeg er ofte ked af det og føler mig alene med mine tanker. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre, og jeg har brug for nogen at tale med.
Jeg håber, I kan hjælpe mig eller give mig nogle råd.
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Kæreste pige på 13 år,
Hvor er det godt, at du har fundet din vej, til at skrive her til BørneTelefonen. Det kræver virkelig mod at række ud, når man går rundt med så mange svære følelser alene. Og jeg kan høre, at du har det rigtig hårdt lige nu – både derhjemme og i skolen. Det giver så god mening, at du bliver ked af det og føler dig alene.
Når din mor næsten hele tiden er sur
Du skriver, at din mor er sur på dig næsten hele tiden, og at du føler, at du aldrig gør noget rigtigt. Det lyder virkelig ikke rart og som en tung følelse at skulle gå rundt med.
Når man oplever at ens forældre, ofte er vrede eller sure, så kan det virkelig sætte sig i kroppen. Man kan blive helt utryg, som du også skriver, og begynde at tvivle på sig selv, selvom man ikke gør noget forkert.
Det er vigtigt du ved, at du har ret til at føle dig tryg i dit eget hjem. Det er ikke meningen, at du skal være utryg.
Det er ikke dig der gør noget forkert, fordi din mor bliver sur. Det kan være, at din mor har nogle andre ting, som gør at hun måske ikke har så meget overskud, og at det desværre går udover dig derhjemme, ved at hun bliver vred eller sur.
Det er selvfølgelig slet ikke okay, men nogle gange har forældre også brug for hjælp, fra andre voksne, til at håndtere de ting som er svære.
Skolen føles også svær
Du skriver også, at du har svært ved skolen. Når både hjemmet og skolen føles som steder, der tager energi i stedet for at give det, så kan det blive alt for meget for et menneske – især når man kun er 13 år.
Det giver så god mening, at du kan blive overvældet og ked af det.
At føle sig alene med sine tanker
Måske det føles rart at vide at du ikke er den eneste unge, der har det sådan, selvom det måske kan føles sådan, når man står i det. Vi har rigtig mange børn og unge, som skriver ind med noget lignende, men som har fået hjælp, og har fået det meget bedre.
Det er også derfor, det er så vigtigt, at du har skrevet her. Det fortæller mig, at der er en del af dig, der gerne vil have det bedre – og som prøver at række ud efter hjælp. Det er virkelig stærkt gjort. Og kæreste du, hjælpen er der også til dig!
Du skal ikke stå alene med det
Selvom du ikke lige ved, hvem du kan tale med, så er der voksne, der gerne vil lytte til dig og hjælpe dig.
Nu hvor du fortæller, at skolen også er svær, tænker jeg på, om du mon har en god lærer på skolen? eller en pædagog, eller en helt anden voksen derovre, som du kunne have lyst til at snakke lidt med?
Det er nemlig skolens ansvar at hjælpe dig, når du har det svært. Både derhjemme og i skolen.
De er vant til at tale med unge, der har det svært – og de skal hjælpe dig med at finde ud af, hvad næste skridt kan være.
Jeg forstår godt, hvis det kan være rigtig grænseoverskridende og svært, især når man har meget at tænke på i forvejen. Men det er så vigtigt, at du ikke står med det helt alene mere.
Du behøver ikke fortælle alt på en gang, det er okay at tage det i præcis det tempo, som du kan følge med i. Du kan fx starte med at sige noget i retning af: “Jeg har det ret svært for tiden, har du lyst til at lytte lidt?”
På den måde kan du se hvordan den voksne reagerer, og ud fra det, kan du vurdere om det føles trygt at fortælle mere. Hvordan lyder det for dig?
Du kan også skrive det ned i et brev, eller besked, hvis det føles nemmere? Lidt ligesom du har gjort her. Det viser så fint hvordan du har det.
Det er også okay hvis det ikke er en voksen på skolen, som du har lyst til at starte med. Måske du har en anden tryg voksen omkring dig? Fx et andet familiemedlem, eller en venindes forældre.
Vi er her også altid
Det er vigtigt at du ved, at vi her på BørneTelefonen, altid er her for at hjælpe dig. Du kan ringe til os på 116111 hele døgnet rundt. Her sidder de sødeste rådgivere klar til at gribe dig, lige der hvor du er.
Du kan tage det i dit eget tempo, og der er ingen grænser for, hvad du må sige. Så hjælper vi dig med at finde ud af hvad næste skridt skal være, så vi sikrer os at du får det godt igen.
Du er helt anonymt, og vi vil rigtig gerne lytte.
En sidste mulighed jeg vil give dig, er også at du kan få en bisidder her fra BørneTelefonen. Det er en personlig voksen som hjælper dig hele vejen igennem. En voksen som kender til alle dine rettigheder, og som kan hjælpe dig med at få sagt de ting højt, som kan være svære.
Her kan du se nogle videoer om hvad det vil sige at få en bisidder. Har du brug for hjælp? Få en bisidder hos Børns Vilkår.
Men alt dette kan du også snakke meget mere om, med en rådgiver, hvis du ringer direkte til BørneTelefonen på 116111.
Jeg håber at du med mit svar, har fået lidt ekstra mod til at række endnu mere ud efter hjælpen.
Jeg ønsker dig alt det bedste
De kærligste kram BørneTelefonen
Hvordan har du det i din familie?
Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen
Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.