Selvskade for opmærksomhed?
BREV
Teksten er ændret en smule af redkationen
Hej BørneTelefonen.
Så jeg har et problem. Jeg plejede at lave selvskade for 2-3 uger siden. Jeg siger historien.
Så en dag for 4 uger siden viste min veninde mig sit selvskade. Så fik det mig til at gøre fordi ligesom “triggered” mig. Så jeg gjorde det.
Nit lb var også helvede fordi jeg følte mig ude.
Det begyndte at bløde. Jeg panikkede g sagde det til min mor og løj om at jeg prøvede at shave mig.
Hun troede på det.
Så en dag gik min bluse op og min veninde så mine cuts og spurgte hvad der var. Jeg sagde det samme løgn til hende. Mit spørgsmål er om jeg gør det for opmærksomhed. Jeg vil jo have at nogen ser mig…. Men nu er jeg stoppet og jeg vil gøre det igen men jeg har snart svømning så jeg prøver mit bedste for at stoppe.
Håber i kan hjælpe
Og i må meget gerne læg den her på jeres hjemmeside så andre som har samme problemer kan læse ❤️
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Kæreste pige på 11 år,
Hvor er det godt, at du har skrevet herind. Jeg kan virkelig mærke, hvor meget mod det må have krævet at fortælle om det hele.
Du fortæller om mange forskellige ting. Blandt andet om selvskaden, løgnen, forvirringen og følelsen af både at ville ses og at ville gemme sig. Det er rigtig stort, at du sætter ord på det.
Det lyder som om at du har været igennem nogle meget svære uger, og at du har stået helt alene med det. Det er alt for tungt at bære for en på 11 år.
Derfor er det så vigtigt, at du rækker ud nu – og det gør du jo allerede ved at skrive her.
Det du oplever, giver mening – selvom det føles forvirrende
Du fortæller, at du begyndte at skade dig selv, efter at din veninde viste dig hendes selvskade. Jeg kunne forestille mig at det må have været rigtig ubehageligt at se.
Mange unge beskriver faktisk at det at se andre have det dårligt kan sætte noget i gang inden i en selv. Ikke fordi man vil gøre sig selv ondt, men mere fordi det rammer nogle følelser, man måske ikke helt ved, hvor man ellers skal gøre af. Måske du kan genkende det?
Men det er så vigtigt for mig at sige, at det ikke betyder, at du gør det for opmærksomhed. Jeg tror mere at det betyder, at du stod med nogle svære følelser, som du ikke havde nogen hjælp til at håndtere.
Og så er det helt normalt, at man bagefter bliver usikker på hvorfor man gjorde det.
“Jeg vil gerne have at nogen ser mig – men jeg prøver også at skjule det”
Det du beskriver her, giver så god mening! Og jeg tror, at rigtig mange kan genkende lige netop den følelse.
Når man har det svært, kan man både ønske, at nogen opdager det, men samtidig være vildt bange for, at nogen opdager det.
Det er ikke mærkeligt. Det er bare et tegn på, at du har brug for omsorg og støtte fra en voksen, men at du samtidig er bange for reaktionen. Det er helt menneskeligt.
Du skriver, at du løj for din mor og veninde. Det gør vi mennesker ofte, når vi bliver forskrækkede eller måske skammer os lidt. men det er slet ikke noget at skamme sig over, og det betyder ikke, at du har gjort det for at få opmærksomhed. Det betyder mere at du var bange og prøvede at beskytte dig selv.
Du har prøvet at stoppe selvskaden – og det er så vigtigt
Du fortæller, at du er stoppet lige nu, og at du prøver virkelig hårdt. Det viser, virkelig hvor stærk du er – også selvom det ikke altid føles sådan.
Det at du stopper, er ikke noget der bare lige kommer til en. Det kommer, fordi du er stærk og fordi du ønsker hjælp, og gerne vil passe på dig selv.
Selvskade er svært at stoppe helt alene, især når man går rundt med så mange følelser indeni. Derfor er det vigtigt, at du ikke bliver ved med at stå alene med det.
Måske er det tid til at fortælle din mor sandheden?
Jeg ved godt, hvor svært det kan være. Men du har faktisk allerede prøvet at række ud til hende, da du viste hende såret – også selvom du kom til at sige noget, der ikke var helt rigtigt.
Jeg tænker på om du mon har mod på at fortælle hende lidt mere om hvad det rent faktisk handlede om? Du kan måske sige noget helt enkelt som: “Mor, jeg fik sagt noget forkert dengang, du så mit sår. Jeg var kommet til at skære mig med en blyantspidser og jeg har brug for din hjælp til at stoppe”
Du behøver ikke forklare hvorfor med det samme. Du behøver ikke sige alt på en gang. Det vigtigste er, at du ikke står alene.
Du har ret til, at en voksen tager det her alvorligt og hjælper dig igennem det.
Hvis du ikke kan sige det til din mor endnu
Jeg forstår godt hvis det kan være svært og grænseoverskridende at sige det højt. Hvis du ikke har lyst til at snakke med din mor, som den første, tænker jeg på om du mon har en anden voksen tæt på dig som du kan snakke med?
Det kan fx være en lærer, en pædagog, et andet familiemedlem, eller måske en venindes forældre? Det vigtigste er at du føler dig tryg ved personen.
Du kan også skrive det i et brev eller en besked, ligesom du har gjort her. Det forklarer så godt hvordan du har det. Måske kan du se mere her.
Du kan også kigge her, hvor du kan måske kan finde råd og ideer, du kan bruge.
Du er allerede i gang med at få hjælp
Det mod, du bruger nu – det er præcis det mod, der skal til for at få det bedre.
Du har allerede taget det første skridt ved at skrive herind. Du er ikke forkert, og du er ikke alene.
Du har ret til hjælp, omsorg og ro – og du har brug for en voksen, der lytter og passer på dig.
Vi er her altid
Du skal vide at vi her på BørneTelefonen altid er her. Du kan ringe til os på 116111 døgnet rundt, også om natten. Vi lytter på dig og tager dig altid alvorligt. Sammen kan vi finde ud af hvad det bedste næste skridt kan være.
Jeg ønsker dig virkelig alt det bedste, det håber jeg at du kan mærke.
De kærligste kram fra BørneTelefonen
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.