min veninde

Kære pige på 13 år

Tak for dit brev. Hvor er det godt, at du skriver her til brevkassen, når du har brug for hjælp, og jeg vil gøre mit bedste for at svare.

Jeg kan læse, at din veninde har en spiseforstyrrelse. Du har snakket med din mor om det, og hun har sagt det videre til din venindes mor. Desværre er din venindes mor blevet mega sur på din veninde over det. Nu ved du ikke, hvad du skal gøre. Er det rigtigt forstået?

Først vil jeg sige, at du lyder som en utrolig sød og omsorgsfuld veninde, der rigtig gerne vil hjælpe din veninde, som har det svært. Jeg synes, at det er rigtig godt, at du gerne vil hjælpe hende. Men jeg vil også fortælle dig, at det at have en spiseforstyrrelse kan blive ret alvorligt og kræver, at man får hjælp fra nogle voksne. Det er derfor de voksnes ansvar omkring din veninde at hjælpe hende.

Jeg kan læse, at du ikke kan sige det til din mor, da hun så vil fortælle det til din venindes mor igen. Alligevel tænker jeg, om du måske kan snakke med din mor alligevel? Måske kan du fortælle hende, at din venindes mor blev sur sidst, og at du derfor ikke ved, hvad du skal gøre.

Grunden til, at jeg tænker, at du måske skal snakke med din mor alligevel, er, at det er rigtig vigtigt, at du har en voksen at snakke med om det her med din veninde. Jeg kan nemlig forestille mig, at det måske påvirker dig at se din veninde have det svært. Er det mon rigtigt?

Hvis du ikke føler, at du kan tale med din mor om det, så er der måske en anden voksen, som du er tryg ved og kan tale med – måske et andet familiemedlem, en lærer eller en helt tredje? Det vigtigste er, at det er en, du er tryg ved.

Jeg tænker også på, om du mon har snakket med din veninde om det? Altså at du tænker, at hun har en spiseforstyrrelse, og at du faktisk er ret bekymret for hende. Måske kunne du også fortælle hende, at du har skrevet her til Brevkassen, og fortælle hende om de muligheder, der er for at få hjælp, som jeg vil skrive om her om lidt. Hvad tænker du om det?

Der er flere muligheder for at få hjælp, hvis man har en spiseforstyrrelse eller er i tvivl, om man har en. Jeg vil prøve at komme med nogle forskellige forslag. Måske kan du dele dem med din veninde.

Først tænker jeg, at det er rigtig vigtigt at få snakket med en voksen. Du fortæller, at I går i den samme klasse. Derfor tænker jeg at det kan være en mulighed at tale med én af jeres lærere om det. Du kan overveje hvilken lærer, du er mest tryg ved og så fortælle om dine bekymringer for din veninde. Du kan fx også fortælle hvordan det gik, efter hendes mor fandt ud af det. hvad tænker du mon om det forslag?

Hvis det er lidt svært at fortælle til din mor eller en lærer, så har vi lavet en lille guide, der hjælper, når du skal fortælle noget svært. Her kan du fx få hjælp til at bygge et brev, da nogle børn og unge oplever at det er lidt nemmere at skrive end sige det ansigt til ansigt. Måske du genkender den fornemmelse? Hvis du er interesseret, kan du finde siden her: Fortæl noget svært

En anden mulighed er at snakke med sundhedsplejersken på skolen. Sundhedsplejersken ved en del om spiseforstyrrelser og om, hvor man kan få hjælp.

Din veninde kan også bestille en tid hos sin egen læge. Lægen kan nemlig vurdere, om hun har en spiseforstyrrelse og sørge for, at hun får hjælp. Det er bare sådan, at lægen ikke har tavshedspligt over for din venindes forældre.

Det er også muligt at få hjælp hos Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade. De har forskellige former for støtte og rådgivning til mennesker med spiseforstyrrelser. Man kan også ringe eller skrive, hvis man – som dig – er bekymret for en, man kender, som har en spiseforstyrrelse.

Det kan være hårdt at være bekymret for et menneske, du holder af. Derfor har vi lavet en side med gode råd. På siden kan du både få inspiration til hvordan du hjælper din ven, men også til hvordan du passer på dig selv midt i alt det.

Du kan også læse breve fra andre børn og unge, som lige som dig, er i tvivl om hvordan de hjælper deres ven bedst igennem noget svært. Måske du kan finde inspiration eller mærke at du ikke er alene om at stå i den her situation. Siden finder du lige her: Bekymret for en ven

Til sidst får jeg også lyst til at sige til dig, at alt det her, det er forslag til hvad, du KAN gøre. Men du HAR allerede gjort noget vigtigt, nemlig at bede din mor om hjælp. Det betyder også, at hvis du ikke har mod eller overskud til at gøre noget af alt det, jeg har forslået dig heroppe, så er det faktisk helt okay.

Det er også godt ”bare” at være veninde og være der for hende, på den måde, du plejer at gøre. Alt det her er kun forslag, du bestemmer, om der er kræfter til at gøre noget af det. Du bestemmer også hvilket af forslagene, der passer bedst og giver mening for dig.

Det er også altid muligt at skrive her til brevkassen igen eller ringe på 116111, hvor vores rådgivere sidder klar til at lytte og hjælpe over telefonen.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Din veninde er heldig at have en veninde som dig. Husk at passe på dig selv også – det er nemlig også hårdt at se dem, vi holder af, gå igennem noget svært.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen