Tvivl om kønsidentitet

Hej,
Over de seneste par år er jeg begyndt at tænke mere over min seksualitet, og jeg er kommet frem til nogle labels som føles rigtige for mig.

Men her på det seneste er jeg begyndt også at tænke over mit køn. Jeg er født som en biologisk kvinde og noget af tiden føles det meget rigtigt, men nogle gange føler jeg mere at jeg er nonbinær. Jeg tror måske jeg er det man på engelsk ville kalde genderfluid, men jeg er ikke sikker.

Måske er jeg bare blevet påvirket af internettet og den slags.

Jeg vil egentlig gerne snakke med mine forældre om det, men jeg tør ikke rigtig af frygt for at de vil grine af det eller bare sige at jeg er dramatisk. Jeg har ikke rigtig nogen venner tæt på som jeg føler jeg kan tale med om den slags.

Håber I måske kan give mig nogle råd til hvordan jeg eksperimenterer med mit køn og får snakket det igennem med nogen.

Tak på forhånd.

Andet, 14 år

Kæreste du,

Hvor er det godt, at du skriver. Jeg kan høre, at du virkelig prøver at forstå dig selv, og at du tager dine egne følelser alvorligt. Det er så godt og en kæmpe styrke.

At undersøge sit køn – og at være i tvivl

Det giver så god mening, at du er begyndt at tænke over dit køn. For mange begynder de tanker netop i de år, hvor man udvikler sig, lærer sig selv at kende og opdager nye sider af sig selv.

Du beskriver noget, som rigtig mange unge også oplever: At føle sig helt som det køn, man er tildelt ved fødslen den ene dag, og så andre dage føle noget andet, mere flydende, mere nonbinært. Det kan være genderfluid. Det kan også være noget helt andet. Det vigtigste er faktisk ikke, at du finder det helt rigtige label lige nu. Det vigtigste er, at du lytter til, hvordan det føles for dig.

Og det, du føler, er rigtigt – fordi det er din oplevelse. Det betyder ikke, at du er “påvirket af internettet”. Det betyder, at du er nysgerrig på dig selv. Og det er faktisk virkelig sundt og modigt.

At fortælle det til dine forældre

Jeg kan godt forstå, at tanken om at snakke med dine forældre føles skræmmende. Det er nemlig så sårbart. Især når man er bange for at blive grinet af eller misforstået.

Men ofte er forældres første reaktion ikke det, de ender med at mene. Nogle skal bare lige forstå, hvad det handler om, og hvorfor det betyder noget for deres barn.

Hvis du en dag får mod på det, kan du fx sige: “Jeg har tænkt meget over mit køn på det sidste, og jeg er lidt forvirret. Jeg har brug for at snakke med jer om det – ikke fordi I skal løse det, men fordi det fylder i mig.”

eller “Jeg ved ikke præcis, hvad jeg er, men jeg prøver at forstå mig selv. Kan vi snakke om det uden at gøre grin med det?”

Det er nemlig helt okay at sætte ord, på den frygt man måske også går rundt med. Så de ved at det faktisk er noget du mener, når du fortæller det til dem.

Det kan også være en måde at skrive det i en besked eller et brev, hvis det føles for svært at sige højt. Det bestemmer du helt selv.

Når man ikke har nogen tæt at tale med

Du skriver at du ikke føler, du har nogen venner tæt på til at snakke om det her. Selvom du har det sådan, skal du vide at du aldrig står alene.

Hvis du har brug for at snakke med nogen, som enten står i samme situation som dig, eller som forstår dig – så kan jeg varmt anbefale dig at kontakte LGBT+ Danmark. Her kan du både ringe og skrive ind, og snakke med nogen, som ved meget mere om dette emne end jeg gør.

De har også forskellige fællesskaber, blandt andet et fællesskab der hedder AURA som er for unge personer under 18 år. Måske det kunne være noget for dig?

Vi er her også altid

Hvis du får brug for at tale med nogen, der lytter, tager dig alvorligt og ikke dømmer dig, så kan du også altid ringe til os på BørneTelefonen på 116111.

Du kan være helt anonym, og vi snakker også rigtig meget om det med kønsidentitet, tvivl og selvopdagelse.

Du har lov til at være i processen

Det er vigtigt for mig at fortælle dig, du behøver ikke have alle svarene nu. Du behøver ikke vælge et label. Du behøver ikke vide, om det “bare er en fase” eller noget, der bliver ved.

Du må gerne være i undersøgende mode. Du må gerne være i tvivl. Du må gerne ændre mening.

Køn kan være flydende. Identitet kan være noget, man vokser ind i. Og du har masser af tid til at finde ud af, hvor du føler dig hjemme.

Jeg ønsker dig virkelig alt det bedste! Husk at du altid kan ringe til os døgnet rundt.

De kærligste kram BørneTelefonen

få flere gode råd og hjælp til køn og identitet

Er du i tvivl om, hvilket køn du identificerer dig som? Måske du allerede ved det, men er nervøs for at fortælle det?

Her på siden kan du få gode råd og hjælp til at sige det højt. Du kan også teste din viden om de forskellige kønsidentiteter.

læs og giv råd til at springe ud

Vil du gerne fortælle din familie og venner om din seksuelle orientering?

Her kan du få andre børns gode råd til, hvordan du kan gøre det. Du kan også dele dine egne oplevelser og gode råd.

Grafik af to chatbeskeder med regnbuehjerter i

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat