Jeg vil ikke mere

Kære pige på 12 år,

Tusind tak for dit brev. Det er så stærkt, at du har fundet på at skrive ind til BørneTelefonen, når du ikke har nogen at tale med om, hvordan du har det. Det lyder som om, det er rigtig svært at være dig lige nu, og jeg vil gøre mit allerbedste for at hjælpe dig, så du kan få det godt igen.

Der er meget jeg ikke ved om dig, så jeg må gætte mig lidt frem. Men jeg vil blandt andet fortælle dig om nogle rettigheder du har, og hvad jeg tænker, når jeg læser dit brev.

Dine udfordringer

Du fortæller, at dit forhold til din mor er svært, fordi I skændes og hun råber af dig hele tiden. Du føler, at du ikke burde være her mere og går i seng med tårer i øjnene.

Jeg kan også læse, at dine søskende er meget ældre end dig, så du føler dig udenfor, og taler ikke så godt med dem. Du skriver, at du ikke går i skole, og ikke er særlig social.

Mine tanker

Det er forfærdeligt at have det sådan, at man ikke vil mere, og jeg kan virkelig godt forstå, at du har brug for at tale med nogen om det. Jeg kan også godt sætte mig ind i, at det kan være svært have noget tilfælles med sine søskende, når man er langt fra hinanden aldersmæssigt.

Jeg ved ikke om de bor hjemme, eller om de er flyttet hjemmefra og du derfor ikke ser dem så tit. Men jeg tænker, at de måske gerne vil hjælpe dig, hvis de ved, at du har det svært.

Du fortæller ikke, hvad årsagen er til, at du ikke går i skole. Heller ikke om du aldrig har gået i skole. Der kan jo være flere grunde til det.

Det kan fx være, at man har svært ved det faglige, eller at være sammen med andre. At man har oplevet mobning, at man er syg, eller har nogle vanskeligheder, som man skulle have haft hjælp til. Det kan også være problemer derhjemme eller i familien der gør, at man ikke har overskud, eller at det er svært at komme afsted.

Er der mon noget af det, som er tilfældet for dig?

Når man ikke går i skole

Jeg ved ikke, om du ved det, men i Danmark har alle børn undervisningspligt. Så hvis man af en eller anden grund ikke kan gå i skole, skal ens forældre sørge for, at man får undervisning derhjemme svarende til folkeskolens niveau. Er der mon nogen, der kommer hjem til jer og underviser dig?

Uanset hvad der er årsagen til, at du ikke går i skole, så lægger jeg mærke til, at du nævner, at du ikke er så social. Jeg ved ikke, om det betyder, at du ikke har lyst til at være sammen med andre, eller om du får det skidt, hvis du er det. Har du tænkt over, hvad det kan skyldes?

Jeg kommer til at tænke på, at når du ikke går i skole, så er der måske ikke så mange andre end din mor at snakke med. Og når I har det lidt svært med hinanden, så kan jeg godt forstå, hvis du kommer til at føle dig lidt alene.

Mon du har en far, som du ser, eller er der nogle af dine søskende eller i familien, som du alligevel føler dig lidt mere tryg ved, og som du kunne tale med? Når jeg spørger til det, er det for at finde frem til, om der kunne være nogen, som du kunne bede om hjælp til at støtte dig.

Jeg ved jo ikke hvordan det hele er i din familie, men når jeg læser dit brev, så bliver jeg bekymret for dig. Især når du har tanker om, ikke at være her mere og ikke har nogen steder at vende dig hen.

Dine rettigheder

Jeg har jo kun et kort brev fra dig – og derfor ved jeg ikke så meget om dig og din familie.

Men jeg vil lige nævne, at det for alle børn gælder, at man har ret til at blive passet godt på. Det er ikke i orden at vokse op i et hjem, hvor man konstant bliver truet eller nedgjort eller slået.

I  alle familier skændes man indimellem – og der kan være dårlig stemning i perioder.

Men det er ikke i orden, at man ALTID bliver talt til på en nedgørende og truende måde. Voldsom og konstant skældud er dårligt at vokse op med.

Alle børn har nemlig ret til omsorg, tryghed og at blive behandlet med respekt. Det betyder, at dine forældre skal sørge for, at du for det meste og almindeligvis har det godt og er tryg derhjemme.

Det kan lyde som om, at din mor har svært ved at skabe den tryghed lige nu. Måske bliver det bedre, når der er gået nogle dage eller et stykke tid.

Det kan også være, at du fortsat får meget skældud og føler dig meget isoleret. Hvis det ikke bliver bedre og så vil I som familie have ret til at få hjælp fra kommunen.

Hvis du skal til møde i kommunen, har du ret til at have en bisidder med. Det er en tryghedsperson for dig, som støtter dig både før, under og efter mødet, og som hjælper dig med at sige alt det, der er svært.

Her kan du få hjælp

• Det er som sagt kommunen, der kan hjælpe. Du kan prøve at kigge på din SIDE , finde nummeret til den kommune du bor i og spørge, hvordan du kan få hjælp. Der findes nemlig voksne, som rigtig gerne vil hjælpe dig.
• Du kan også ringe til BørneTelefonen på 116111 så hjælper vi dig videre.
• Du kan faktisk få en Bisidder fra Børns Vilkår Det er gratis og du behøver ikke at fortælle dine forældre, at du taler med vedkommende. Jeg ved, at mange børn, som har været i en situation der lignede din, har fået rigtig god hjælp på den måde. Du kan se denne lille film om det Terese fik en bisidder fra Børns Vilkår
• Du kan også bruge din læge. Du kan selv ringe og bestille en tid. Nummeret står på det gule sygesikringskort. Når du ringer, kommer du til at tale med en lægesekretær, som vil spørge kort, hvad det drejer sig om. Du kan sige, at du er ked af det, når du skal i seng, og har tanker om, at du ikke burde være her mere. Så ved lægen, hvad I skal tale om, når du kommer. Lægen er vant til at tale med børn, der har det svært, og vil være den bedste til at vurdere, hvilken hjælp du eventuelt skal have.

Hvad kan du selv gøre

Måske er du ikke parat til at tage fat i andre voksne endnu. Måske har du først og fremmest brug for en mor, der ved meget mere om, hvordan du egentligt har det? Mon du derfor kan tale lidt mere med din mor? Mon hun ved, hvad det gør ved dig, at hun råber af dig ? Og kunne det være en mulighed at fortælle hende hende om det en dag, hvor I ikke skændes?

Når jeg foreslår dette, er det fordi du skriver, at din mor elsker dig og derfor tænker jeg, at hun nok gerne vil have, at du har det godt. Hvis det er svært at komme i gang, kan du sige: “Mor, jeg har noget, som jeg gerne vil snakke med dig om, og som jeg synes er svært at få sagt”. Så ved din mor, at det der nu kommer, er vigtigt, og hun skal lytte rigtig godt efter.

Så kan du sige: ” Jeg er ked af, at vi skændes så meget, og jeg kan ikke lide, at du råber af mig. Det får mig til at føle, at jeg ikke burde være her, og jeg vil ikke have det er på den måde mere”.

Hvad tænker du om den mulighed?

Du skal vide, at det er din mors ansvar at sørge for, at hjælpe dig med alting, også når du har brug for at blive glad igen eller tale med lægen. Det kan være, I skal have hjælp til det, og måske kan du vise hende mit svar til dig, men det er vigtigt, at det snart bliver på en anden måde, så du kan få det godt igen.

Du har været så megasej

For du har modigt bedt om hjælp til at ændre den situation du står i. Det viser, hvor stærk du er, og at du er i stand til at passe på dig selv og mærke, når det der sker, ikke er godt for dig. Det er en meget vigtig drivkraft i livet, som du skal holde fast i.

Jeg håber at du kan følge det jeg har skrevet og jeg tror, at du kan bruge din betydelige styrke til at få mere hjælp. Måske kan du starte med at ringe til os på BørneTelefonen på 116111 og tale med en voksen herinde. Vi kan også tale med dig om, hvordan du kan snakke med din mor om det her.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen