Ensom
BREV
Hej
jeg er helt ærligt mega forvirret om alt lige nu
altså jeg har mega mange søde venner og støttende familie men jeg føler mig bare altid så alene, ikke fordi jeg ikke har nogen tætte
men det overtager virkeligt mit liv, det svært at sove når jeg bare føler at alle et lidt ligeglad med hvad jeg har at sige,
jeg taler godt nok også meget
men ved bare ikke hvad der sker med mig
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Kæreste dig
Tusind tak fordi du skriver ind til BørneTelefonen, og deler dine tanker om at føle sig ensom. Det er modigt og virkelig godt at række ud og bede om hjælp. Det kan du godt være stolt af!
At føle sig ensom
Du skriver, at du er mega forvirret og har mange søde venner og en støttende familie men at du altid føler dig så alene. Du skriver også, at det er svært at sove når du føler at alle er lidt ligeglade med hvad du har at sige og at du godt nok taler meget men ikke ved hvad der sker med dig.
Det lyder som en hård periode du er i lige nu, og du fortjener (ligesom alle andre) at føle, at du bliver set og hørt. Det er vigtigt for mig at understrege, at du er god nok som du er, og at man ikke er forkert fordi man enten snakker lidt eller meget.
Man kan hurtigt komme til at føle sig forkert, men vi er alle forskellige og det er det som gør os unikke. Ligegyldigt hvor meget man snakker, så fortjener vi alle at blive lyttet til og at have det godt.
Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig.
Mange unge føler sig ensomme
Der er rigtig mange unge, der desværre føler sig ensomme – og jeg kan virkelig godt forstå at du er forvirret over at føle sådan, men følelsen kan sagtens opstå selvom man har gode relationer i sit liv. Følelsen kan især opstå i teenageårerne, hvor man måske føler, at man skal præstere på alle mulige fronter, og derfor hurtigt kan føle sig forkert. Er det mon også sådan du har det?
Derfor har vi på BørneTelefonen samlet nogen gode råd til ensomhed som jeg helt klart vil anbefale dig, at du læser. Måske kan du bruge disse råd til noget?
Fritidsaktivitet og frisk luft?
Ensomhed kan også især opstå på grund af sociale medier, som hurtigt kan opsluge al ens tid fordi man netop får et lille dopamin kick af at se en reel eller lignende og derfor ikke opsøger et fællesskab eller at komme ud og få noget frisk luft på samme måde som hvis ikke man havde den mulighed.
Du har nok hørt det før, men sport, frisk luft eller generelt bare en form for fysisk aktivitet kan afstresse rigtig meget og give en rus af lykkefølelse. Måske kunne du have lyst til at gå en tur, løbe en tur eller noget helt tredje?
Jeg tænker også på, om du mon har overvejet at starte til en fritidsaktivitet, fx badminton, håndbold, karate, kor, musik eller noget helt tredje? På den måde kan man nemlig møde nogle helt andre jævnaldrende og dele nogle interesser sammen.
Mon du kunne have lyst til at snakke med dine forældre om den mulighed?
Headspace
Det kunne også være en mulighed for dig at kontakte Headspace som er et sted hvor du kan få gratis og anonym rådgivning om alt hvad du har i tankerne.
Der er nogle rigtig søde mennesker der står klar til at hjælpe dig, som kan snakke med dig om din ensomhed, og rådgive dig i hvad du kan gøre for at få det bedre med tiden.
Snak med en voksen?
Jeg kommer også til at tænke på om du mon har snakket med en voksen om hvordan du går og har det? Måske med en forælder, en ven eller en sød lærer? Måske vil du opleve at personen kan nikke genkendende til dine følelser. Det kan nemlig være rigtig rart at dele sine tanker med nogle, så man ikke føler sig alene med det.
Jeg kan nemlig høre på dig, at det fylder rigtig meget. Mon du kunne have lyst til det?
Jeg ønsker dig alt det bedste
Du fortjener at have det godt. Brug dit mod og styrke til at række ud og kæmpe videre for at få det bedre – Jeg tror på dig.
Jeg håber, at du får delt dine tanker med nogle omkring dig. Husk på, at der er hjælp at hente, og hvis du ikke føler, at du har lyst til at snakke med nogle voksne du kender, så vil vi rigtig gerne hjælpe dig.
Du er altid velkommen til at skrive til os igen. Du kan også kontakte os via BørneTelefonen på 116111 eller på SMS og chat. Vi sidder klar til at lytte og tale døgnet rundt.
Knus og kram
BørneTelefonen