Jeg har det svært

Hej
Jeg skriver, fordi jeg har det svært, og jeg ved ikke helt, hvordan jeg ellers skal forklare det.

Jeg er ked af det næsten hele tiden, og jeg ved ikke altid hvorfor. Det er ikke bare en dårlig dag eller en enkelt ting, der er sket.

Det føles mere som noget, der altid har været der. Jeg har haft det sådan siden jeg var omkring 10 år, og jeg har prøvet bare at klare det selv, men det bliver ved med at komme tilbage.

Nogle gange kan jeg godt være glad, grine og være sammen med andre, men indeni føles det stadig tungt. Jeg føler mig ofte usikker, alene og som om jeg ikke helt passer ind. Jeg tænker meget over ting, og små ting kan gøre mig rigtig ked af det, selvom jeg ikke altid kan forklare hvorfor.

Det er også svært, fordi tiden går, og vi bliver ældre. Det skræmmer mig, og jeg savner, hvordan ting var før, selvom jeg stadig har mine venner.

Jeg føler nogle gange, at jeg skal være stærk og som om, jeg har styr på det, men det har jeg ikke altid.

Jeg har brug for hjælp, fordi jeg ikke længere vil gå rundt og have det sådan her alene. Jeg vil gerne forstå, hvorfor jeg har det sådan, og hvad jeg kan gøre, når det bliver for tungt.

Jeg har ikke brug for, at nogen løser alting for mig, jeg har bare brug for at blive lyttet til og taget alvorligt.

Det var svært for mig at skrive det her, men jeg gør det, fordi jeg gerne vil have det bedre.

Pige, 14 år

Kære pige på 14 år,

Mange tak for dit brev til BørneTelefonen. Hvor er det stærkt og modigt, at du rækker ud efter hjælp. Det er første skridt til at få det bedre.

Du har skrevet et virkeligt fint brev om, hvor svært du har det og har haft i lang tid.

Du skriver, at du ikke har brug for at nogen løser alting for dig, men at du bare har brug for at blive lyttet til og taget alvorligt.

Du fortæller, at du har brug for hjælp og at du ikke længere vil gå rundt med dine svære tanker alene.

Du skriver, at du ofte har en følelse af at være trist og ked af det. Du har haft det sådan i meget lang tid, og du har forsøgt at skjule det og klare det selv.

Du beskriver, at du føler dig usikker og ikke helt passer ind selvom du har gode venner.

Du fortæller, at det er meget svært at forklare hvorfor du er så trist og ked af det.

Du slutter dit brev med at skrive, at du meget gerne vil have det bedre, og at du gerne vil have hjælp til at forstå hvorfor, du føler dig så trist.

Kæreste du, det lyder som om, at du virkelig trænger til noget hjælp, så du kan få det bedre.
Det lyder som om, at det er virkelig svært at være dig for tiden.

Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe dig og give dig nogle idéer til, hvad du kan gøre.

Nogle gange kan man blive så trist og ked af det, at man ikke kan overskue sit liv og sine handlinger.

Der kan være flere grunde til, at du har følt dig usikker og ked af det.

Du tager så meget ansvar for dine følelser ved at bede om hjælp til at forstå, hvorfor du føler dig trist.

Du viser stor styrke

Du har haft styrke til at sende dette brev til BørneTelefonen, hvor du er virkelig god til at sætte ord på, hvor svært du har det. Det er meget sejt af dig.

Har du nogen at tale med?

Jeg tænker, at det er alt for meget at gå alene med. Det ville være rigtig godt, hvis du kunne få hjælp fra en eller flere voksne.

Hvad tænker du mon om det?

Måske kan du tale med dine forældre, eller er der andre familiemedlemmer du kan tale med?

Det kunne også være en lærer på din skole? Måske du kan komme i tanker om andre?

Det vigtigste er, hvad der virker bedst for dig.

Du kunne også tale med sundhedsplejersken på din skole?

Man må altid banke på døren hos sundhedsplejersken på sin skole.

Hvis ikke du ved, hvor sundhedsplejersken holder til, eller hvornår vedkommende er på skolen næste gang, kan du spørge en lærer, spørge på skolens kontor eller lave en google søgning på: *skolens navn* sundhedsplejerske kontakt.

Sundhedsplejersken kan være god til at hjælpe med at lytte og til at finde ud af hvilken hjælp der passer godt til dig i lige præcis din kommune.

De er der for at hjælpe dig. Hvad tænker du mon om den mulighed?

Jeg kan sagtens forstå, at det kan være meget svært at fortælle til andre hvor ked af det du er

Men du, sådan som du har det, er det vigtigt at du får fortalt det til nogen du kender, og som du har tillid til, vil forsøge at hjælpe dig.

Når man er så ked af det som du er, så er det de voksnes ansvar, at man får noget hjælp, så man kan få det godt igen. Det er alt for meget at gå alene med, og du har haft det svært i alt for lang tid.

Jeg ved, at mange unge synes, at det er svært at få sagt, at de er meget kede af det.

Nogle unge har haft glæde af at skrive et brev, præcis som du har gjort her til os, før de taler med deres forældre eller andre voksne.

Så kan du eventuelt give dem dit brev, eller læse det højt for dem.

Prøv at se her. Måske kunne det hjælpe dig til at få fortalt, hvordan du har det.

Du har ret til hjælp til at få det bedre

Jeg sidder og tænker på om der mon er sket noget i dit liv der gør, at du går og har det så svært?

Nogle af de børn og unge som skriver til os og har det som du beskriver, de fortæller om at de har det svært enten derhjemme i skolen eller måske føler sig ensomme.

Der kan være mange gode grunde til at du har det sådan her. Og jeg tænker på om du mon ellers har en hverdag du trives i?

Om du har et godt forhold til dine forældre og er tryg derhjemme? Om du har gode relationer og kan følge med fagligt i skolen? Og om du mon har nogen at ses med i din fritid?

Hvis der er nogle af de her ting, du kan sige nej til, så kan det være med til at forstå hvorfor du går og har det så svært lige nu. du skal vide at lige meget hvad grunden er, så har du ret til at få hjælp til at det bliver bedre.

Du har ret til hjælp fra din kommune

Hvis du har det svært derhjemme, skal du vide, at du har ret til at din kommune kan hjælpe dig. Du kan se mere her om hvordan, din kommune kan hjælpe: DinKommune

Du kan også tale med din læge

Sådan som du beskriver at have det, kan det også være en mulighed at tale med din læge. Hun eller han kan ligesom sundhedsplejersken eller din kommune hjælpe med hvilken hjælp, der passer godt til dig.

Så du skal vælge den vej, som du er mest tryg ved. Lige meget hvilken du vælger, skal du vide at du har ret til hjælp.

Du er også altid velkommen hos os

Husk, at du også altid kan ringe til eller chatte med BørneTelefonen på 116111 og tale med en rådgiver om de tanker, der fylder.

Vi sidder klar til at hjælpe dig, eller bare lytte.

Jeg håber, at du vil bruge noget af det, jeg har skrevet her og får snakket med nogle gode voksne om, hvordan du har det.

Du har brug for nogle voksne, der passer på dig, og for at blive lyttet til og taget alvorligt.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat