Kommer der krig?

Hej.

Jeg har set 3/4 militær helikoptere på samme tid flyve over mit nabolag og for noget tid siden tror jeg også der var en den var tæt på huset og fik huset til at ryste.

Det gør mig virkelig bange og det fylder virkelig meget, det fylder mig og ligger som en TUNG sten i min mave.

Pige, 12 år

Kære pige på 12 år

Tusind tak for, at du skriver ind til os med noget, der gør dig så bange.

Det er virkelig stærkt af dig at sætte ord på din frygt og dele, hvordan det føles i kroppen. Jeg vil gøre mit bedste for at besvare dit brev.

Du skriver i dit brev, at du har set nogle militærhelikoptere flyve over dit nabolag, og at en af dem tidligere var så tæt på, at huset rystede.

Du fortæller, at det gør dig meget bange, og at uroen føles som en tung sten i maven, der fylder meget.

At være bange

Det giver rigtig god mening, at du bliver forskrækket. Høje lyde, helikoptere tæt på og noget, man ikke forstår, kan få kroppen til at gå i alarmberedskab.

Når det sker, kan man få ondt i maven, føle sig urolig eller få svært ved at tænke på andet.

Det betyder ikke, at der er noget galt med dig, det er bare din krop, der prøver at passe på dig.

Ofte flyver militærhelikoptere i når de har øvelser, træning eller transport, og det er som regel planlagt og ikke farligt for dem, der bor i området.

De kan også flyve lavt, så det larmer og ryster, uden at der er nogen fare. Men selvom der er en forklaring, kan det stadig føles skræmmende.

Der er nogen som passer på Danmark

Du skal vide, at selvom Danmark er et lille land, så er der mange der passer godt på os.

Vi er med i noget der hedder NATO. Det er en masse lande, der har aftalt at passe godt på hinanden.

Det betyder at i stedet for at gå i krig, så har vi aftalt at vores politikere skal mødes og snakke om det og finde en løsning, når de ikke er enige.

Det gælder også med lande, der kan være vrede på os.

Sådan passer vores politikere og NATO godt på dig og mig og alle i Danmark.

Del din frygt

Selvom jeg skriver de her ting til dig, så er det også helt forståeligt, hvis du stadig sidder med en følelse af utryghed og frygt.

Derfor kan det være ene rigtig god idé, at tale med en voksen, du stoler på og er tryg ved.

Det kan f.eks. være dine forældre eller en lærer. Du kan prøve at fortælle den voksne præcis, hvordan det føles i maven, og hvor bange du bliver.

De kan hjælpe med at forklare, hvad der sker, og være sammen med dig, når uroen er der. Du skal ikke gå alene med den tunge sten.

Hvordan tror du, det vil være at sige det til dine forældre eller lærer?

Hvis det er lidt svært at sige ansigt til ansigt, så har vi også lavet en guide, der kan hjælpe dig med at sige det på skrift.

Ligesom du så fint har gjort i dit brev her til BørneTelefonen. Den guide finder du lige: her

Hvis det lige nu føles som et stort skridt at tale med nogen, så kan du også prøve først at tale dig selv mere til ro ved at sætte ord på det højt: “Jeg er bange lige nu, men jeg er i sikkerhed.”

Til sidst vil jeg sige: Det er helt okay at blive bange, og det er sejt, at du rækker ud for at få hjælp. Du fortjener at føle dig tryg.

Hvis du har lyst til at få lidt flere idéer til hvad, du kan gøre, hvis du bliver bange for krig, så har vi lavet en temaside om det. Den finder du lige her: Bange for krig

Jeg håber, at du har kunnet bruge mit brev til lidt. Hvis du får brug for at snakke mere om det, er du altid velkommen til at skrive igen eller ringe til BørneTelefonen på 116111.

De varmeste hilsner
BørneTelefonen

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat