min far

hej jeg er 13år gammel

og jeg er blevet slået af min far i 12 år af mit liv og han gør det stadig jeg har fået 4 røvfulde og blå mærker

og når man snakker om det så vil han ik stå ved det det ikke ham han har ik gjordt noget han er uskyldig

og det fylder rigtig meget

han kan stadig godt finde på at give en stiv pege finder ind i min brystkasse

og når han råber ad en får man spyt i hoved

Pige, 13 år

Hej

Jeg kan læse, at din far kan finde på at slå og gøre andre ubehagelige ting.

Jeg kan forestille mig, at det må føles meget usikkert og utrygt: Hvornår vil det ske næste gang? Det må føles så svært for dig, at du ikke kan være tryg i dit eget hjem.

Hvornår sker det næste gang, at han stikker en stiv pegefinger i din brystkasse? Hvornår giver han dig røvfuld, så du får blå mærker? Hvornår bliver du råbt ind i hovedet? Du skriver, at det har været sådan det meste af dit liv.

Hvis man bliver slået kan det føles ensomt

Børn, der bliver slået, ved inderst inde godt, at mange andre børn ikke har det sådan hjemme hos dem. Det kan give en følelse af forkerthed og ensomhed.

Det kan også være forvirrende, hvis man har følelser overfor den far eller mor, der slår.

Måske kan du genkende at have blandede følelser?

Nu ved jeg jo ikke, om du også har gode minder med din far, og om du på nogle måder kan have det okay med din far.

Men ligegyldigt hvad, så er det stadig forkert gjort af din far.

Det er så godt, at du nu skriver til os

Det er så nemt at komme til at vende tingene mod sig selv. Nogle børn tænker, at det er deres egen skyld. At den voksne har ret. At man kunne have gjort ting for at undgå at blive slået. Uanset hvad du har sagt eller gjort, er det aldrig din skyld, at din far slår dig.

Det er din far der gør noget forkert – ingen må slå.

Det er vigtigt at du kommer frem med, hvad der er sket og stadig sker. Det er så godt, at du har skrevet herind.

Du skriver, at din far ikke vil stå ved det

Nogle voksne tænker måske, at ’sådan har jeg altid gjort – og det skal ingen blande sig i. For i vores familie er det mig, der bestemmer’.

Nogle voksne tænker måske slet ikke over det og vil ikke stå ved det – ligesom din far. Men det er forkert og ulovligt at slå børn.

Du har ret til at vokse op i et hjem, hvor du ikke skal være bange for den næste røvfuld.

Sig det højt og skriv til chatten

Måske kan du også komme i tanker om en, du kan tale med? En god lærer eller pædagog? En person, du har tillid til? Du kan også skrive et brev, som du afleverer i stedet, hvis det er nemmere. Eller vise dette brev.

Samtidig kan du chatte med os og så kan vi tale lidt nærmere om, hvordan det er at bo hjemme hos dig. Det er derfor en god ide at gå ind i BørneTelefonens chat og tale videre. Det kan føles som en mindre skridt at chatte med os – for i første omgang kan du være anonym. Dem der sidder på chatten kan lave en lille plan sammen med dig, hvis du er parat til det. Du kan også bare fortælle om det, du har brug for.

Du kan også bruge kommunen 

Du kan også ringe til din kommunes anonyme rådgivning for børn og unge. De taler med mange unge –  og de kan også tale med dig om, hvordan du har det. Og tale om hvilke muligheder kommunen har for at hjælpe dig. Du kan måske fortælle dem, at vi har foreslået dig at ringe til dem. Prøv at se mere her om hvordan kommunen kan hjælpe.

En bisidder fra Børns Vilkår er altid en mulighed

Selv børn, der er ude for meget svære ting derhjemme, kan som regel også godt lide deres far og mor. Derfor kan det give mange tanker – hvad betyder det ’at få hjælp af kommunen’?  Det vil du kunne tale med en bisidder om.

Du vil altid kunne få en voksen fra Børnetelefonen (en bisidder), hvis du skal fortælle om dine/din families problemer til kommunen. Bisidderen kan følges med dig til møder hos kommunen. Personen kan hjælpe dig med at sige det, du vil sige. Og forstå det, der bliver sagt.

I første omgang kan du ringe og få en anonym samtale på tlf. 35 55 55 56. Du kan ringe 9-16 (om fredagen 9-15).

Hvis bisidderen skal hjælpe dig endnu mere, skal du fortælle os, hvem du er (opgive anonymitet). Hvis det sker, får vi pligt til at fortælle videre, hvis noget truer dig og din trivsel – altså meget alvorlige ting. Det står i loven. Men alle andre ting bliver mellem dig bisidderen

Det kan sagtens være, at du skal prøve flere muligheder, før du får en hjælp, der passer til dig

Hvis det ikke går helt, som du har brug for – så bare gå videre til en af de andre muligheder i dette svar: Giv ikke op.

Nogle gange skal man prøve flere muligheder, og det kan tage længere tid, end man tror.

Når du har prøvet nogle af de forskellige muligheder, kan det være, at du igen har brug for at tale med os.

Så kan vi tale om, hvad du så kan gøre. Chat eller ring – du kan nå os døgnet rundt på  tlf. 116 111.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat