Bange for efterskole
BREV
Jeg skal starte på efterskole efter sommerferien i 10. klasse, og jeg er virkelig nervøs.
Jeg er bange for, at jeg ikke får nogle venner, eller at folk dømmer mig fra starten.
Jeg er aldrig blevet mobbet, men jeg er alligevel bange for, at det vil ske på efterskole.
Min hjerne overtænker hele tiden –
fx “hvad nu hvis de synes, jeg er for tyk eller grim og mobber mig” eller “hvad nu hvis de ignorerer mig?”
Som sagt har jeg aldrig oplevet mobning,
kun at folk har sagt, da jeg var lidt yngre, at jeg var tyk, og det sidder stadig ret tungt i mig.
Jeg er generelt bare usikker, og det kommer nok også af, at jeg har haft det svært, når jeg har været til fodbold.
Ikke fordi jeg ikke havde venner, men fordi nogle af trænerne virkelig ikke var gode for mig.
Jeg blev desuden langtidsskadet, og en læge sagde, det ville være bedst, at jeg stoppede.
Jeg er også et meget tryghedsorienteret og sensitivt menneske,
og jeg har tit brug for at trække mig, når jeg er træt eller overvældet.
Derfor er jeg lidt nervøs for, at fodbold på efterskole vil blive en “dårlig” oplevelse ligesom dengang,
og at jeg er blevet ekstremt dårlig efter at have været ude i så lang tid.
Hilsen en overtænkende pige
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Tak, fordi du har skrevet til Børn Hjælper Børn. Ud fra det du har skrevet, tænker vi, at du kan få det bedste svar fra en voksen rådgiver, der ved mere om dine rettigheder og muligheder. Derfor får du her et personligt svar fra en voksen rådgiver på Brevkassen, som vi håber, du kan bruge.
Kæreste pige på 16 år,
Hvor er jeg virkelig glad for, at du skrev. Jeg kan så godt forstå, at du er nervøs.
Efterskole er en kæmpe forandring. Nye mennesker, nyt sted, nye relationer, og pludselig skal man være væk fra det trygge, man kender.
Når man i forvejen er et menneske, der har brug for tryghed, så giver det så god mening, at det fylder ekstra meget indeni lige nu.
Tankerne der kører i ring
Det du beskriver med tankerne, der kører i ring “hvad nu hvis de dømmer mig?”, “hvad nu hvis de synes, jeg er for tyk eller grim?”, “hvad nu hvis de ignorerer mig?” – det er virkelig nogle tanker jeg ved mange kan genkende.
Når vi står overfor noget nyt og vigtigt, prøver hjernen at beskytte os ved at gennemgå alle tænkelige farer. Den vil helst sikre sig, at vi ikke bliver såret.
Problemet er bare, at den ofte kommer til at male skrækscenarier, som føles meget virkelige, selvom de faktisk kun er tanker. Det er ikke det samme som virkelighed.
Frygten for mobning
Du skriver, at du aldrig er blevet mobbet, og det er vigtigt. Alligevel sidder de kommentarer fra dengang, du var yngre, stadig tungt i dig. Og det giver så god mening.
Ord om ens krop kan sætte sig virkelig dybt, især når man er i en alder, hvor man stadig udvikler sig, og er ved at finde ud af, hvem man er.
Selvom det “bare” var nogle kommentarer, kan de have plantet en indre stemme, som dukker op igen nu, hvor du står overfor noget nyt.
Men det er så vigtigt at skelne mellem gamle sår og nutidens virkelighed. At du blev ramt dengang, betyder ikke, at det kommer til at ske igen.
Det betyder bare, at du blev såret, og at det stadig kan mærkes.
Fodbolden, og det svære der skete
Noget af det, jeg også hæfter mig ved, er din beskrivelse af fodbolden. Det lyder som om, det ikke bare var en sport for dig, men også et sted, hvor du blev påvirket af nogle voksne, der ikke var gode for dig.
Når trænere ikke møder én ordentligt, kan det virkelig sætte sig i en. Og oveni det kom en langtidsskade og en læges anbefaling om at stoppe.
Jeg forstår godt at det var hårdt, det er jo et tab. Et tab af noget, man måske holdt af, og af en følelse af at kunne.
Så når du nu tænker på fodbold på efterskolen og bliver nervøs for, om det bliver en dårlig oplevelse igen, så giver det så god mening.
Det er måske, fordi du prøver at beskytte dig selv mod at opleve det samme igen.
Måske kan det være hjælpsomt at huske, at efterskole er et nyt sted med nye voksne.
Hvis du vælger at spille fodbold, må det gerne være på dine præmisser.
Du kan godt tage en snak med en lærer eller træner om din skade og om, at du kan blive usikker.
Du har ret til at blive mødt med forståelse. Og du må gerne starte stille og roligt. Du behøver ikke bevise noget for nogen.
Måske er den vigtigste at bevise noget overfor, dig selv? Gør det for din egen skyld, og ikke for andres.
At have brug for tryghed
Du beskriver dig selv som tryghedsorienteret og sensitiv, og det lyder som en meget fin og ærlig selvindsigt. På efterskole er man sammen med andre næsten hele tiden, og det kan være intenst.
Derfor er det faktisk en styrke, at du allerede ved, at du har brug for at trække dig, når du bliver overvældet.
Måske kan du finde små måder at passe på dig selv på, gå en tur alene, tage høretelefoner på, sige til din roomie, at du nogle gange har brug for ro, eller tale med en lærer om, at du kan blive træt i hovedet af for mange indtryk.
Det er ikke forkert at have brug for pauser. Det er bare sådan, du fungerer. Og der er faktisk rigtig mange som har brug for præcis det samme.
Overtænkning kan hurtigt blive voldsomt
Når overtænkningen tager fart, kan det måske hjælpe at øve dig i at udfordre den.
Ikke ved at skælde dig selv ud for at tænke sådan, men ved at spørge: “Er det her en tanke, eller et faktum?” og “Findes der også en mulighed for, at det kan gå godt?”
For lige nu lyder det til at alle “hvad nu hvis det går galt”-tankerne fylder rigtig meget. Men der findes også andre muligheder.
Hvad nu hvis du møder én den første uge, som du klikker med? Hvad nu hvis nogen faktisk synes, du er rar at være sammen med? Hvad nu hvis fodbold bliver anderledes denne gang?
Det er helt okay, at du er nervøs. Det fortæller bare, at det betyder noget for dig. Og du lyder som et reflekteret og følsomt menneske, der tænker over tingene og mærker dig selv.
Det er egenskaber, som ofte fører til dybe og ægte relationer.
Venskaber på efterskole opstår sjældent på én dag. De vokser i små øjeblikke, grin, fælles oplevelser og samtaler.
Du skal ikke være perfekt eller mere selvsikker, end du er. Du skal bare have lov til at være dig.
Du står aldrig alene
Og hvis det alligevel bliver svært, når du starter, så husk at du ikke skal stå alene. Der er voksne på skolen, som er der for jer. Du kan måske også tale med dine forældre om din nervøsitet?
Efterskole er ikke en prøve, du skal bestå. Det er et sted, hvor du også må have det svært indimellem og få støtte.
Man har altid en kontaktlærer på en efterskole, måske du i den første tid kan tage en snak med den lærer, og fortælle om dine tanker.
Det kan være rart, at der er en voksen, som ved hvordan man har det, og som kan støtte en lidt ekstra.
Det kan også være det vil være rart for dig at læse lidt mere om hvad du kan forvente på en efterskole og læse breve fra andre, der også gør sig mange tanker om hvordan det mon bliver. Det kan du finde på den her side: Efterskole
Når jeg læser dit brev, er der intet der er underligt eller forkert. Du virker blot som et ungt menneske, der står foran noget stort, og som gerne vil passe på sit hjerte. Det er der noget meget fint og modigt i.
Jeg håber, du vil tage dig selv og dine følelser alvorligt – men uden at lade frygten bestemme hele historien. Der kan faktisk godt vente noget godt på den anden side af nervøsiteten.
Du er altid velkommen til at ringe til os på 116111, eller chatte med os på vores hjemmeside. Vi vil rigtig gerne hjælpe dig.
Jeg ønsker dig det bedste ophold på efterskole
Kærligste kram fra BørneTelefonen