Piger pls svar!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Hej jeg er en pige på 12 snart 13

2 uger inden vinterferien var jeg en uge forsinket på min mens så jeg begyndte og tænke for meget😔
Det endte med at den uge vi fik vinterferie at jeg troede jeg var gravid. Jeg blev mega bange og sagde det til nogen af pigerne og enda en af drengene fra min klasse vi spøgte på google og mange af de symptomer man har havde de jeg😔

Men jeg havde ikke haft samleje med nogen men så søgte vi på google og den sagde at man godt kunne blive gravid uden at have sex men det er sjælden at det sker
selv i vinterferien havde jeg ikke fået min mens i nu
så tænkte jeg på vis jeg var hvordan det så ville lade sig gøre, jo jeg har svømning i skolen sammen med min klasse og tit rander dregene ind i mig som i min mave og deres mave rør hende anden men også nogen gange andre steder. heldigvis fik jeg min mens dagen enden jeg startede i skole. men jeg er stadig væk meget bange nu.
er der pls nogen der vil svar det har jeg virkelige bruge for
og tak på forhånd

Pige, 12 år

Kære pige på 12, snart 13 år

Mange tak for dit brev. Jeg er virkelig glad for, at du skriver herind, når du går og er bange for at blive gravid. Du har skrevet til Børn Hjælper Børn, men vi tænker egentlig, at det kunne være rart for dig at få klart svar fra en voksen rådgiver. Jeg håber, at du er OK med det, og mit svar kan være med til at give dig lidt ro i hovedet.

Du er ikke gravid

For at blive gravid skal man have haft samleje med en dreng uden at beskytte sig med for eksempel kondom. Med samleje mener jeg helt præcist, at en drengs tissemand skal have været inde i din tissekone. Det er drengens sæd, der som det eneste kan gøre en pige gravid.

Det er sandt, at man i meget sjældne tilfælde kan blive gravid uden at have haft samleje, som du og dine venner har læst på Google. Men det kræver altid, at sæd fra en dreng finder vej til en piges æg på det helt rigtige tidspunkt, hvor ægget netop er klar til at blive befrugtet. Det sker ikke, hvis du ikke har haft samleje eller anden seksuel kontakt med en dreng.

Dette betyder derfor, at du ikke bliver gravid, hvis du render ind i nogen i svømmehallen, hvor jeres maver rører hinanden. Selv hvis du gav en dreng et meget langt og tæt kram, hvor du måske kunne mærke eller fornemme hans tissemand en smule, så ville du heller ikke blive gravid. Så du kan roligt nyde svømning eller almindelig hygge med dine drenge-venner uden bekymring.

Når tankerne tager over

I dit brev fortæller du, at du begyndte at få rigtig mange urolige tanker, da du ikke fik din mens til tiden. Tanken om, at du måske var gravid begyndte at fylde mere og mere. Til sidst blev du rigtig bange og er faktisk stadig enormt bange for at være eller blive gravid – også efter du fik din mens. Er det rigtigt forstået?

Vi har faktisk en hel side inde på BørneTelefonens hjemmeside omkring mens, hvis du kunne have lyst til at tjekke den ud. Derinde kan du både læse om gode råd, andre børn og unges spørgsmål og få svar på menstruationsspørgsmål, for eksempel hvad det kan betyde, når ens mens er forsinket. Jeg linker til siden her.

Jeg har talt med en del børn og unge, der kontakter BørneTelefonen, fordi de føler, at deres tanker og deres frygt kan være svær at styre nogle gange. Selvom de gerne ville ”slukke for” tankerne, så er det virkelig svært, og de ender ofte med at bruge rigtig meget energi på bekymringer. Det lyder også som om, at din frygt for at blive gravid fylder rigtig meget for dig. Jeg forestiller mig, at det må være ret udmattende for dig.

Fortæl om dine tanker til en person, du stoler på

Hvis man er bange, så har man brug for hjælp. Derfor vil det være en rigtig god idé at dele dine tanker med en voksen, så de ikke vokser sig større. Hvad tænker du om det? Er der mon en voksen tæt på dig, som der kunne være god at snakke med? Det kunne for eksempel være din mor, far, en moster, din lærer eller måske en venindes mor.

En voksen ville kunne svare på dine spørgsmål omkring kroppens udvikling og graviditet og samtidig berolige dig, når dine tanker fylder meget, og du mærker uro. Du er også velkommen til at ringe ind og få en snak med os, hvis du har brug for det. Vores nummer er 116111, og vi har åbent døgnet rundt. Du behøver ikke sige dit navn, hvis du ringer ind.

Få ro på dine tanker

Børns Vilkår har faktisk også lavet nogle virkelig gode råd til tankemylder. Du kan finde dem her, hvor der i øvrigt også er en guide til en virkelig god vejrtrækningsøvelse. Den kan måske hjælpe dig med at genfinde roen, når du bliver urolig eller føler dig bange.

Du kan godt!

Jeg håber, at mit svar har vist dig, at der som regel kommer noget godt ud af at række ud og bede om hjælp, når noget er svært i livet. Det vigtigste er, at du nu er begyndt tale om det, der bekymrer dig. Jeg håber, du vil bruge dit mod til at åbne op og dele dine tanker med en anden voksen, der vil kunne hjælpe dig, når du mærker uroen. Jeg tror på, at du kan.

Varme hilsner fra

BørneTelefonen

Er du bange for at du er blevet gravid? Få gode råd her

Hvis du har haft ubeskyttet sex og er bange for, om du måske er gravid, kan det være, du har spørgsmål som: Hvordan ved jeg, om jeg er gravid? Hvornår kan jeg tage en graviditetstest? Har lægen tavshedspligt? Kan jeg tage en fortrydelsespille?

 

Her på siden kan du få hjælp ved at prøve guiden, læse gode råd eller breve fra andre unge. Du kan også se, hvilke rettigheder du har, hvis du skal tale med din læge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat