Brev

Svært ved at sige fra

Hey,

her fortiden har jeg tænkt meget over det her, fordi jeg lidt føler at der er en masse tanker der forstyrrer min hverdag, efter den her hændelse.

Det var en fyr jeg havde skrevet med i et stykke tid, før jeg mødte ham, og jeg var, for at være ærlig, på ingen måde interesseret i ham, og det er jeg heller ikke nu.

Jeg mødte ham så til en fest, sammen med en masse af vores fælles venner, der også var fra internettet. (Havde godt nok et par venner hjemmefra med)
Jeg havde drukket utrolig meget, normalt plejer jeg at være helt væk efter en flaske hvidvin, og på det her tidspunkt havde jeg i hvert fald drukket to, og en masse ud over det.

Pludseligt var de fleste af vores venner taget hjem, og nogle andre var taget et andet sted hen, hvilket gjorde at jeg var alene med ham her drengen. Det førte så til at vi begyndte at kysse lidt.
Oven i at jeg var stiv, og jeg havde kastet op i måske 2 timer, røg vi også hash, og jeg røg langt mere, end jeg plejede at gøre. Det endte så med at vi havde sex, og jeg kan ærligt ikke huske så meget af det, andet end at min mund var rigtig tør (det bliver den jo) og at han i hvert fald ikke var ligeså påvirket, som jeg var.

Jeg havde på ingen måde lyst, og det gør, at jeg nu går og er rigtig ked af det over, at jeg lod mig give på den måde.

Jeg har haft sex med andre, hvor der heller ikke har været følelser indblandet (også i fuld tilstand), hvor jeg ikke har fortrudt det, men efter det her har jeg bare været utrolig ked af det.

Jeg vil gerne have, at han lader mig være og lader være med at skrive til mig, men jeg kan ikke få mig selv til det, netop fordi at jeg har svært ved at sige fra, ligesom den nat vi var sammen. Jeg havde virkelig ikke lyst til at være sammen med ham, hvilket på en måde får mig til at føle mig brugt, men jeg sagde netop ikke fra, så han kunne ikke vide, at jeg ikke ville. Jeg har totalt meget sat hans behov foran mine, og det fortryder jeg, at jeg har gjort.

Nu går jeg bare og skammer mig, og hver gang han skriver til mig, eller jeg ser ham på facebook, bliver jeg bare mindet om den der tanke om, at jeg virkelig har overskredet mine grænser.

Så nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre…

Hvordan kan jeg blive bedre til at sige fra? Og hvad skal jeg gøre for ikke at være så ked af det over det?

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige 17,

Mange tak for dit brev. Jeg vil gøre mit bedste for at svare på de to spørgsmål, du stiller.

Hvordan blive du bedre til at sige fra?

Det første, jeg tænker, er, at det er virkelig svært at sige fra, når man er fuld eller skæv. For det er det, alkohol og rusmidler gør ved os: Vi mister vores evne til at passe på os selv og til at sige fra. Så noget af løsningen kunne være ikke at blive så påvirket, at man helt mister orienteringen og evnen til at sige fra. Måske kan du lave en aftale med dig selv, inden du tager til fest om, hvor meget du vil drikke? Og så huske dig selv kærligt på det undervejs. Måske kan du endda bede en veninde om hjælp? 

At lære at sige fra er en opgave, de fleste mennesker skal øve sig på. Og hvis man som du er et empatisk menneske, kan man nemt komme til at tage for meget hensyn til andre. Og dermed sætte deres behov før sine egne. Heldigvis bliver man bedre og bedre til at mærke sig selv, når man får øvet sig i at sige fra. Så vejen frem er at turde sige nej – også selvom det føles forkert at sige det.  Det er svært de første gange, men man får erfaring med, at der ikke sker noget ved det. Faktisk respekterer de fleste mennesker i høj grad dem, der kan sige fra. 

Mit forslag er derfor, at du finder et par ultrakorte standardsætninger, du kan sige, når du har mistanke om, at du er ved at overskride dine egne grænser. Fx ”Nej tak”, ”Det vil jeg tænke over”, ”Spørg en anden” eller ”Det har jeg ikke lyst til”. Sætninger som dem afviser det, andre gerne vil have dig til eller giver dig lidt tid til at mærke efter, om det er noget, du egentlig har lyst til. Hvis andre fortsat presser på, kan du bare gentage sætningen. Det kan godt være, at det lyder lidt akavet bare at gentage. Men hellere lyde lidt akavet et kort øjeblik end senere fortryde, at man ikke fik sagt fra og passet på sig selv. Det kan måske være en begyndelse?

Hvad skal du gøre for ikke at være så ked af det, der er sket?

Jeg kan godt forstå, at du ikke har lyst til at have mere med fyren fra nettet at gøre. For det minder dig om en situation, hvor du ikke fik sagt fra.  Jeg tænker også, at du absolut intet har at skamme dig over. Det var desværre bare en uheldig kombination: Du var påvirket og fik ikke sagt fra. Han var optaget af egne behov og ikke omsorgsfuld ift. dig.

Du vil gerne have, at han nu lader dig være og stopper med at skrive til dig. Du har altså mærket, at her går en af dine grænser. Og det skal du derfor fortælle ham. Også selvom det er svært. Så kan du nemlig opleve, at du genvinder kontrollen over dine egne grænser. Og det er vigtigt.

Mit forslag er, at du derfor afviser ham, næste gang, han kontakter dig. Sig eller skriv fx noget i retning af: ”Jeg ved godt, at jeg måske har givet indtryk af, at jeg gerne ville noget sammen med dig. Men jeg kan mærke, at jeg ikke har lyst til at skrive sammen mere”. Du behøver ikke at komme med forklaringer eller undskyldninger. Du har ret til at takke nej uden at begrunde det. Hvis han fortsætter med at skrive efter det, så ignorer det og slet det. Du har meldt klart ud og sat din grænse. 

De fleste mennesker har brug for at blive støttet i at sige fra. Mon du vil kunne få den støtte fra en god veninde eller dine forældre? Hvis de ved, at du lige nu øver dig i at sætte grænser, vil de også kunne være mere opmærksomme på ikke at presse dig til noget, du ikke vil. 

Kærligt kram til dig fra BørneTelefonen

 

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat