social angst

hej bt
jeg har haft det lidt svært ovre i skolen og har følt jeg har haft svært ved at deltage i forskellige ting fordi jeg har været nervøs over om de andre dømmer mig og føler mig næsten kun sikker når jeg er sammen med mine venner.

jeg google lidt og tog to forskellige tests der sagde at jeg muligvis havde social angst jeg ved ikke helt om det er rigtigt men de fleste af symptomerne passer ret godt
men jeg tør ikke helt at sige det min mor
hvad skal jeg gøre??

Pige, 13 år

Kære pige på 13 år

Mange tak for dit brev. Jeg er glad for at du skriver.

Jeg synes du er ret modig. Det er ikke nemt at skrive om noget, der er lidt svært. Og jeg vil meget gerne prøve at hjælpe dig.

Der er mange unge, der skriver til os, at de har det lidt svært henne i skolen. Så du er slet ikke alene.

Det er ikke altid, at man kan se på andre, hvis de også har det lidt svært ovre i skolen. Du kan læse her, hvad en pige på 14 år skrev til os her.

Du er bange for, at de andre dømmer dig

Du skriver, at du føler dig bedømt og næsten kun føler dig tryg sammen med dine venner.
Når vi er sammen med andre mennesker, lægger vi mærke til hinanden – det gør vi, fordi vi er interesserede i hinanden. Det er helt naturligt. Vi ser på hinanden, og det gør alle mennesker.
Du ser på andre, og andre ser på dig. Og det kan være svært at vide, hvad de andre egentlig ser hos dig – eller hos hinanden.

Det er almindeligt at føle sig ‘mere vurderet’ og usikker på dårlige dage.

På en god dag kan man måske lettere komme til at tænke – “uh, der var nogen der så, hvor cool jeg er”. Og blive lidt glad. Og andre dage, hvor man måske er lidt utryg i forvejen, så bliver man let usikker på, om de andre dømmer en – og det er ikke rart.

Jeg bliver glad for at læse, at når du er sammen med vennerne, er du bare dig. Og slapper af.

Test på nettet kan ikke fortælle dig, om du er ramt af social angst

Du skriver, at du har taget en test på nettet, der siger, at du måske har social angst. Men det er umuligt at diagnosticere sig selv på nettet.

Det er faktisk kun en læge eller en psykolog, der kan stille en diagnose. Det findes fagfolk, der på en god måde kan tale med dig om, hvad usikkerheden/angsten betyder i netop DIT tilfælde. Man kan være ramt af social angst på mange måder og i mange grader.

Som sagt, kan jeg ikke derfor vide, om du er ramt af social angst: Du kan måske se nogle videoer om, hvad man kan gøre, når man føler noget, der minder om social angst her

Føles din klasse utryg?

Det er helt normalt at føle sig lidt usikker eller utryg sammen med mennesker, der ikke er ens venner. Måske kan du øve dig i at være sammen med de andre – starte i det små? Du kunne prøve at lave nogle ting sammen med dem, så du lærer dem bedre at kende. Har du mod på at give det et forsøg?

Nogle klasser er stille og rolige, og folk taler godt til hinanden. Andre klasser kan være anderledes – og jeg ved, at der findes klasser med en utryg stemning, hvor der bliver sagt dumme ting. Så er det helt naturligt at føle sig vurderet og måske utryg.

Måske er der en sammenhæng mellem den usikkerhed, du føler, og hvordan I har det sammen i klassen? Jeg ved jo meget lidt, og klasser kan være på mange forskellige måder.

Det kunne godt lyde som om, at der er brug for, at I taler lidt bedre sammen i klassen – og det er lærerens ansvar at hjælpe med. Måske kan du tale med din lærer om, hvordan du har det i din klasse?

 

Tal med en voksen

Du skriver, at du ikke tør sige det til din mor. Og det kan der være mange grunde til. Men kender du en anden sød voksen, du kan tale med? En lærer, en venindes mor. Du skal ikke gå alene og tænke, at du måske har social angst. Der er en voksen der skal hjælpe dig. Du er kun 13 år, og skal ikke gå med de tanker alene.

Du kan fx. starte med at sige:” Jeg går og tænker over noget. Jeg vil gerne snakke med dig ” Du kan også se her:https://staging.bornetelefonen.dk/fortael-noget-svaert/

Når en voksen ved lidt mere om, hvordan du egentligt har det – så er der mulighed for at få noget hjælp.

Når man får talt om utryghed og usikkerhed, så er der mulighed for, at tingene kan blive bedre. Der er mange, der har haft det ligesom dig, og som i dag har det rart i skolen, og har lyst til at deltage i forskellige ting.

Du er også altid velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen og tale med en sød voksen på 116 111. Se her hvordan det foregår: Hvad sker der, når man ringer til BørneTelefonen? Ellers ring til os, eller chat eller send en sms.

Mange kærlige hilsner fra BørneTelefonen

 

 

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat