Diagnose

Kære dreng på 15

Mange tak for dit fine brev. Jeg kan høre, du har gjort dig en del tanker og overvejelser.

Jeg forstår godt, at du ønsker et ekstra perspektiv på det, da det kan være svært at finde rundt i selv.

Jeg håber, jeg med mit svar kan hjælpe dig på vej til lidt afklaring, så du måske ved, hvad du har brug for at gøre ved dine tanker.

Kan man vide om andre har en diagnose?

Jeg kan høre, at der er en del mennesker i dit liv, som fortæller dig forskellige ting. Derfor forstår jeg godt, hvis du bliver forvirret!

Det ved du sikkert allerede, men det kræver faktisk mange års studier på universitetet at kunne stille en diagnose – netop fordi det er så komplekst. Derfor giver det god mening, at dem i din omgangskreds svarer forskelligt.

Det er jo virkelig svært at vurdere, om nogen har en diagnose – især når man ikke selv har den faglige viden. Måske burde vi også derfor helt afholde os fra at forsøge.

Der er mange, der går rundt og tror de kan ‘se’ diagnosen i andre, fordi de selv har fået den.

Det sker tit i bedste mening. Som når dine venner siger, at de er overbeviste om, at du har en diagnose. Måske prøver de at forstå dig. Måske spejler de noget, de kender fra sig selv. Og måske rammer de noget, du også selv har tænkt over.

Men det er ikke det samme som at vide det.

Det får mig også til at tænke på dine forældre. De siger, at du er unik – og det kan de have helt ret i. Vi er alle forskellige. Det betyder hverken at man har eller ikke har en diagnose.

En diagnose er ikke noget, man kan få stillet af venner, familie eller af sig selv. Derfor skal man også være varsom med at lægge for meget i det, når nogen siger, de mistænker, man har en diagnose. For i virkeligheden kan de jo ikke vide det.

Netop derfor er det virkelig godt, at du stopper op og overvejer et tredje perspektiv.

Hvad vil det sige at have en diagnose?

En diagnose består af nogle forskellige symptomer, som tilsammen skaber en diagnose. Men ét symptom kan godt passe under mange forskellige diagnoser. Og man kan også have et symptom uden at have en diagnose. 

Det betyder også, at mennesker, der har den samme diagnose, kan være meget forskellige.

Det betyder altså, at man godt kan have nogle ting ved sig selv, som passer på nogle bestemte symptomer, men samtidig har man måske ikke alle de andre symptomer, som det kræver for at få en diagnose.

Derfor er det for de fleste helt normalt, at der er nogle symptomer ved forskellige psykiske diagnoser, som man kan genkende sig selv i. Det betyder ikke at man har diagnosen.

Måske er det vigtigt at huske, hvorfor diagnoser findes?

Diagnoser er lavet til, at psykologer og læger kan forsøge at hjælpe mennesker, der har nogle udfordringer i deres liv.

Derfor er det også helt i orden at have en mistanke om, at man måske har en diagnose – uden nødvendigvis at have lyst til at få det undersøgt. Det vigtigste er, hvordan du selv har det med det og om du oplever udfordringer, der er svære at klare selv. Ikke hvad andre synes, du burde gøre.

Man kan godt være nysgerrig på sig selv, uden at det betyder, at man vil have en diagnose/ eller skal have en diagnose. Og man kan sagtens tale med nogen om det, der er svært – uden at det skal føre til en udredning.

Måske mærker du, at det, du oplever – for eksempel at have det svært i sociale sammenhænge – fylder meget og står i vejen for noget, du gerne vil. Eller måske føles det ikke som et stort problem. Begge dele er okay. Og begge dele kræver, at du lytter til dig selv.

Alt det du beskriver er ikke ualmindeligt. Mange andre har det ligesom dig – uden nødvendigvis at have en diagnose. Det betyder ikke, at det ikke må fylde for dig. Det må det gerne. Og det er også helt i orden, hvis du gerne vil undersøge det nærmere. Men det er også helt i orden, hvis du ikke vil.

Derfor er det også mit bedste råd, at du mærker efter: Er det her noget, der fylder for dig? Er det noget, du gerne vil forstå bedre?

Hvis svaret er ja, kan du overveje at tale med dine forældre om samtaler med en psykolog eller måske en udredning hos en læge. Men det er kun nødvendigt, hvis du oplever et behov – ikke hvis andre omkring dig synes, du burde.

Din læge kan være en start

Det er sådan, at hvis man går og tænker på, om der er noget psykisk, som påvirker en, så kan man snakke med sin læge om det.

Du kan selv kontakte din læge. Din læges telefonnummer står på dit gule sundhedskort. Du kan ringe og sige, “jeg har nogle problemer med koncentration”, og at du gerne vil have en samtale, fordi andre taler om, at du måske kunne have en diagnose. 

Din læge taler med mange børn, unge og voksne, der oplever en tvivl og har brug for en snak. Derfor er læger typisk også ret gode til at vide, hvad man har brug for. De stiller spørgsmål og hvis de vurderer, at der måske kunne være tale om en diagnose, så sender de også typisk en henvisning til psykiatrien.

Mit varmeste råd til dig er som sagt at mærke efter inde i dig, hvad du har et behov for og så reagere derefter. Det er kun dig, der kan vide, hvad der er rigtigt og bedst for dig – det kan vi andre ikke, og det skal vi heller ikke forsøge at bestemme for dig.

Så mærk efter i maven – og herefter kan du så vælge, om du er tilfreds, som du har det lige nu, eller om du gerne vil søge et svar.

Jeg ønsker dig alt held og lykke på den rejse!

Kæmpe knus fra BørneTelefonen