Brev

Jeg kan ikke holde til mer

Brevet er redigeret af brevkasseredaktionen – rådgiver har læst hele brevet. 

Kære børnetelfonen

Jeg er en pige på 16 år der snart ik kan holde til mere. Den psykiske vold og de mentale overgreb min mor udsætter mig får, har ødelagt mig indeni, og jeg tror aldrig jeg kan gå tilbage til at være den samme glade pige, som jeg var for mange år siden.

Det pres hun sætter på mig stiger mig til hovedet, og jeg kan bare mærke at jeg efterhånden har fået nok.

Hun plejede at være den jeg elskede alder højest, men nu har jeg indset at hun er roden til alt tristhed og vrede der inde i mig. Hun forstår det ik selv. Hun forstår ik hvor meget hun har ødelagt i mig. Hvor usikker hun gør mig, og hvor dum og ligegyldig hun for mig til at følle.

Jeg kan ikke holde ud at være derhjemme når hun også er der, og jeg kan mærke at mit overskud forsvinder og at jeg bliver stresset hver gang hun er til stede.

Hendes “anfald” elller “udbrud” hvis man kan kalde det for det, kommer og går afhængig af hvor godt jeg har presterret eller om hun bare har haft en dårlig dag, og så skal det gå ud over mig.

Det starter oftest med at hun råber af skriger af mig, og fortæller mig ting som at jeg er en luder der aldrig kan blive til noget i fremtiden, og hvordan hun ikke kan lide den jeg er og at hun ikke vil vedkende at jeg er hendes datter.

Derefter går der nogen dage hvor hun fuldstændig ignorere mig, som om jeg ikke eksisterede, og hvis jeg prøver at snakke til hende for jeg bare råb og skrig tilbage.

Og det der er mest fucked up er at hun efter et par dage bare går tilbage til det normale, som om intet var sket, og det irritere mig grænseløst. Hvordan hun bare kan lades som om det aldrig er sket, når det er noget der skærer så dybe sår på mig, og stadig sidder i mig af dig.

Hvordan kan hun tillade sig at være så fucking ligeglad med mine følelser, og de ting hun udsætter mig for mentalt.

Hun er slet ikke klar over de ting hun udsætter mig for.

Jeg har for eksempel lige fået 7 til en eksamen, som jeg er vildt glad for, da jeg synes det var en svær eksamen.

Det har så resulteret i at hun ikke snakker om mig, og sender beskeder om hvordan jeg vælger at ødelægge min fremtid, og nu kan jeg ikke blive til noget fordi at jeg ikke kan komme ind på uddannelser, og at hun ikke kommer til at være glad på mine vegne og sige det er godt, for sådan er virkeligheden ikke for hende.

I hendes verden er 10 og 12 det eneste acceptable man kan få, 7 er i hendes øjne en dårlig og ødelægende karakter.

Jeg kunne bare mærke at det her var det sidste, der skulle til for at jeg mistede alt min respekt og kærlighed over for hende.

Jeg har fjernet hendes nummer fra min telefon, og blokeret hende, fordi hun blev ved med at sende nedladende beskeder til mig.

Nu har jeg også altid døren låst til mit værelse, fordi jeg kender hende, og ved at hun godt kunne finde på at storme ind kl. 3 om natten for at råbe af mig. Det har hun gjort en del gange før.

De ting jeg beskriver lyder måske ikke så voldsomme, men det er det for mig, og når man har levet i sådan et miljø Hele sit liv, når man bare til et punkt hvor man knækker. Det er der jeg er nået til.

Det er heller ikke de eneste problemer min familie har, hvis man altså overhovedet kan kalde det for en familie.

Det er som om vi alle er fremmede der lever under samme tag, og ikke andet. Det er så svært at være hjemme hos sine veninder, og se deres kernefamilier, og så selv komme hjem til et rodet hus med mennesker jeg egentlig ikke føler jeg har noget til fælles med.

De kender mig heller ik, de kender ik den rigtige mig. Jeg tør ik hvis dem hvem jeg rigtig er, for så bliver jeg sikker smidt ud af huset fordi jeg er “forkert” i forhold til min mors standarter. Jeg har bar lært at sige det hun gerne vil høre.

Jeg ved snart ik hvad jeg skal gøre. Jeg overvejer bare at begå selvmord.

Her forleden var jeg så tæt på bare at tage afsked med alt herfra. For at være ærlig tror jeg det eneste der holder mig fra at tage mit eget liv, er frygten.

Hvis ikke jeg var bange havde jeg gjort det. Jeg ved ik hvor meget længere jeg kan holde ud, og tror også ærligt talt at selvmord ender med at blive min sidste udvej.

Jeg føler ikke at der er noget at leve for, og de meget meget få ting der så er, bliver overtrumfet af alt det dårlige og negative i mit liv.

Jeg havde lidt overvejet om jeg skulle finde ud af at komme på et opholdssted, men ved ik hvordan det fungere, og om det overhovedet er muligt når man snart fylde 17 år.

Føler heller ikke at jeg kan tillade mig at klage så meget igen, for det er jo ikke fordi jeg bliver slået eller noget, men det er stadig så fucking hårdt og drænende at bo derhjemme.

Hilsen pigen på 16 år

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du,

Jeg bliver meget bekymret for dig. Jeg forstår godt, at du er drænet.

Du tror, at jeg ikke vil tænke det er voldsomt og skriver “det er jo ikke fordi jeg bliver slået eller noget”.

Du ved det allerede, men jeg får lyst til at understrege det: dét din mor gør mod dig er vold. Den psykiske vold.

Det er voldsomt, når hun bliver sur over en god karakter og I beskeder skriver til dig, at du ikke har nogen fremtid.

Jeg forestiller mig, hvor svært det må være, at hun i perioder ignorere dig, råber meget af dig og kan finde på at komme ind på dit værelse om natten, vred.

Det skal ændres.

Jeg kan se på dit brev, at du tydeligvis bruger rigtig meget energi på at bekymre dig, være ked af det og måske endda også være bange for din mors reaktioner.

Du tænker tilbage til en anden tid, hvor I havde det anderledes. Hvor du var glad og hvor hun var den, du elskede mest. Sådan har du det ikke lige nu.

Nu tænker du på selvmord. Jeg forstår godt, hvis du synes det er svært at se andre muligheder, når du står helt alene.

Det du oplever kræver utrolig styrke at stå i mod – men du gør det og du har gjort det længe. Det viser mig, hvor stærk du må være.

Du passer godt på dig selv, når du blokerer hendes nummer og låser din dør. Og du passer godt på dig selv, når du rækker ud efter hjælp her hos os. Det var godt gjort!

Lad os sammen se på, hvordan du og din familie kan få noget hjælp, så du ikke skal stå alene mere.

I Børnekonventionen står der, at:

  • Du har ret til forældre, der tager sig af dig og giver dig omsorg, tryghed og beskyttelse.
  • Ingen voksne må bruge psykisk afstraffelse over for dig

Forældre må fx ikke håne og nedgøre deres børn. Det står også i straffeloven. Du kan læse mere om dine rettigheder her.

Der er meget jeg ikke ved, for jeg har kun dit brev. Men det lyder som om, at der er meget lidt plads til dig i din familie.

Du har fx lært at sige det hun ønsker, for ellers frygter du at blive smidt ud. Men på den måde, er det måske svært, at være i kontakt med, hvem du selv er, hvad du drømmer om og hvem du har lyst til at være.

Det kan godt blive skadeligt, for på den måde kan det også blive rigtig svært at kende sig selv, egne behov og grænser. Det skal du have plads til.

Det lyder også meget utrygt og jeg kan godt forstå, at du kommer til at tænke på andre muligheder. Fx et opholdssted.

Det er sådan, at staten og/eller kommunen skal beskytte dig mod vold. Faktisk skal du have hjælp, når du oplever vold derhjemme.

BørneTelefonen har bisiddere, du kan tale med.

Mon du ved hvad det er? Det er voksne professionelle, der kender alt til dine muligheder og rettigheder.

De vil kunne fortælle dig meget mere om muligheden for at få hjælp fra kommunen og hvad mulighederne er ift. opholdssted.

Kommunen skal hjælpe hele din familie. Og det er deres opgave at finde ud af, hvad den bedste hjælp er til lige præcis jer. Jeg kan ikke fortælle dig præcis, hvordan de vil hjælpe dig.

Men jeg ved, at du har ret til at blive passet på og beskyttet, så du kan få det godt. Og at du har ret til at blive hørt og sige din mening. Det kan en bisidder hjælp dig med.

Her kan du se, hvordan bisiddere har hjulpet andre.

Du kan starte med at kontakte dem anonymt på #31#35555559 (tast to for bisidning), hvis du vil høre mere om dine muligheder.

Måske er du bange for, at tingene vil blive værre, når kommunen får det at vide. Det kan du også tale med bisidderen om.

Bisidningen har åben 9-16 mandag til torsdag. Fredag åbner de klokken 9 og lukker klokken 15. Hvis de har lukket, når du læser brevet, kan du ringe til os på 116111 (BørneTelefonens nummer).

Vi har altid åben og kan hjælpe dig med at få kontakt til en bisidder og få den hjælp, du har brug for.

Måske føles det stadig en smule uoverskueligt, men prøv så at huske på, at du kan ringe til os anonymt først. Du behøver ikke gøre noget, du ikke er klar til. Så længe du er anonym, bestemmer du helt selv.

Men vid, at vi gerne vil hjælpe dig!

Jeg tror på, at du kan blive glad igen, for jeg har set andre få den støtte og omsorg, der hjalp dem og deres familie i en god retning.

Nu er det din tur. Det må du gerne bede om. Det er voldsomt nok.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

 

 

 

Få flere gode råd, hvis du oplever Vold i familien

Vold er altid ulovligt, så hvis du oplever vold i familien, er det rigtig vigtigt, at du får hjælp. Hvis din mor eller far slår eller taler nedladende til dig, så er det aldrig din skyld! Det er altid de voksnes ansvar, at du føler dig tryg.

Vold kan ske på forskellige måder. Nogle oplever, at deres forældre er voldelige overfor hinanden. Det kan også være, at volden går ud over dig eller dine søskende.

Vold i hjemmet kan både være fysisk og psykisk. Fysisk vold er, hvis man fx bliver sparket, slået, rusket eller nevet. Psykisk vold er, hvis man fx bliver ignoreret, ydmyget, truet eller talt nedladende til.

Her på siden kan du få nogle råd til, hvordan du kan få hjælp, hvis du oplever vold derhjemme. Du kan se en video om vold i familien, læse om rettigheder, få hjælp til at skrive et brev eller læse andre børns breve og BørneTelefonens svar.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat