Skjult forhold

Jeg har skrevet dette brev, og det er meget rodet, med lidt hist og pist her og der. Men dette er mit liv. Jeg håber, at i forstår mit problem.

Hej.

Jeg er en pige fra en muslimsk familie.

Jeg har været kærester med en etnisk dansk dreng i snart fem måneder.

Han er to år ældre end mig men han er virkelig mit livs kærlighed. Jeg var hans første kæreste og han er min.

Jeg har holdt dette forhold skjult fra mine forældre, da det ikke er tilladt at have kærester. Det er tilladt, at gifte sig med andre nationaliteter men min familie synes at man skal være i den rigtige alder (20+ og i gang med uddannelse). Min familie synes også, at man skal gifte sig med en muslim.

Jeg har mødt hele hans familie, mens min egen slet ikke ved at han findes.

Jeg går hverdag og tænker på, hvordan jeg nu skal lyve overfor mine forældre, for at møde min kæreste. Jeg er virkelig bange for, at mine forældre finder ud af det. En gang fortalte jeg min mor, at jeg skulle på arbejde. Jeg løj desværre og tog hjem til min kæreste og hun fandt ud af at jeg løj. Jeg fortalte hende, at jeg var sammen med min bedsteven og hun sagde at jeg aldrig måtte mødes med ham uden for arbejdet, da andre fra min familie kunne have set os sammen på gaden, og det ville give mig et dårligt ry.

Men jeg lyver stadig til hende, for at møde ham.

Det skal lige siges, at jeg mistede min mødom til denne fyr, som også mistede sin til mig. Det er slet ikke tilladt som muslimsk pige, at have sex før ægteskab. Men denne synd begik jeg også.

Jeg har længe haft et lidt dårligt forhold til min mor. Vi taler godt sammen osv, men nogle gange begynder vi at skændes og jeg hader det. Jeg ved at hun elsker mig, men jeg bliver bare så såret når vi skændtes, da det er over ligegyldige ting.

Jeg elsker min familie så højt! Det er simpelthen ikke noget jeg vil miste. Men på den anden side elsker jeg også min kæreste.

Jeg vil så gerne introducere min kæreste og hans familie til min egen. Men jeg ved, at de ikke vil bryde sig om det. Da jeg kun er 16 år.

Jeg er 100% sikker på, at de vil tage imod det hvis jeg var op i 20’erne og i gang med en uddannelse. Men det vil de 100% ikke nu, da de stadig ser mig som et lille barn.

For at være ærlig, er jeg ikke praktiserende muslim. Jeg går ikke med tørklæde, jeg har drukket før osv. Jeg ber ikke men jeg tror stadig på at der er en Gud. Min familie er heller ikke særlig praktiserende. Min mor kan be en gang imellem, men hun gør det ikke fast. Hun går med sådan et tørklæde-slør som sidder løst. Min famile går mere op i den kultur (som jeg kommer fra). De går op i hvordan resten af vores familie vil se os. Og jeg tror det er det, der præger dem mest.

Jeg har mine dage, hvor jeg gerne vil være fri og gøre alt det jeg vil. Men så kommer jeg i tanke om mine forældre og religion. Det stopper mig fra det hele.

Min kæreste derimod er ateist, og hans familie er kristen. Jeg har talt med min kærestes forældre og det ved at jeg holder dette forhold skjult. De har sagt flere gange til mig, at jeg skal sige til hvis jeg har brug for hjælp. Og at de altid vil være til rådighed.

Resten af min familie er generelt okay imødekommende mod nye kulturer. F.eks havde min fætter en etnisk dansk kæreste og det tog min onkel godt imod. Min egen bror er gift med en pige fra arabisk kultur. Så vi er ret imødekommende. Det handler mere om alderen. Min familie synes ikke man er klar til at “lege” med drenge som -20 år.

Jeg har længe haft i tankerne, at jeg bare skal stoppe forholdet med min kæreste. Vi kunne tage en pause og mødes igen når jeg er 20. Men jeg ved bare, hvor ondt det ville gøre på ham, og jeg tør slet ikke bringe ordene “slå op” foran ham. Da han ved, at jeg har disse tanker, og bare den mindste snak om det, stopper han samtalen.

Han hader, at vi ikke kan vise vores forhold offentligt, at min familie ikke kender ham, at jeg skal lyve hele tiden overfor for mine forældre, at vi ikke kan tage i biografen osv. Men han prøver, at forstå det pga han ikke vil miste mig.

Hvad skal jeg gøre?

Jeg er så træt af, at lyve, men jeg bliver nød til det. Da jeg elsker min kæreste for højt.

OBS: Det kan sagtens være, at du tænker “Hun er kun 16”. Men det skal lige siges, at jeg er virkelig moden. Jeg klarer mig suværent i skolen, og passer mine ting. Jeg har tænkt mig, at blive læge i fremtiden (min drømme uddannelse), så jeg kan blive set som noget stort af min familie. Så jeg kan beslutte som jeg vil. Min kæreste er også meget moden og han faldt for min modenhed. Det skal lige siges, at min familie på ingen måde er ekstremister. Jeg har haft en fremragende opvækst, så jeg er ikke blevet slået eller blevet tvunget på nogen måde. Jeg vil gerne have, at I ser dette som et mennesker der ber om hjælp. Ikke med et islamisk syn, da jeg allerede ved at alt jeg har gjort er direkte synder i islam. Jeg vil blot ses som et menneske der ber om hjælp eller bare lidt trøst.