Brev

Flytte hjemmefra

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 12-årige pige

Hvor er det godt at du har valgt at skrive herind til BørneTelefonen. Når man har det svært, så er nemlig så vigtigt at man deler det med nogen. Dit brev viser mig at du er meget stærk og modig.

I dit brev fortæller du mig, at dine forældre har været skilt siden du blev tre år. Du forklarer at du altid har haft det svært med dine forældre, fordi din far har et temperament og din mor altid har travlt.

Idag har du en bedste veninde som du er rigtig glad for. Du har det også rigtig godt med hendes familie, og nu drømmer du om at flytte hjem til dem. Men du er bange for hvad dine forældre vil tænke. Det håber jeg er rigtig forstået.

Når jeg læser dit brev så tænker jeg at du går med mange svære tanker lige nu. Du har det ikke særligt godt derhjemme, men du er også bange for at såre dine forældre ved at fortælle dem det. Det fortæller mig, at du er meget omsorgsfuld – du vil både beskytte dig selv og dine forældre. Det forstår jeg virkelig godt.

Du var ikke ret stor dengang dine forældre blev skilt, men en skilsmisse kan stadig godt fylde meget, selvom det er længe siden. Det kan være svært at være delt imellem sine forældre – har du det mon sådan? Måske er også svært helt at mærke, hvor man har hjemme?

Jeg bliver glad når du fortæller at du har det så godt med din veninde og hendes familie. Det er så vigtigt at have mennesker i sit liv, som gør en glad og tryg. Og jeg forstår virkelig godt, at du får lyst til at bo der.

Dog er det ikke noget du bare sådan kan bestemme. Da du er under 18 år, så må dine forældre træffe beslutninger på dine vegne alt efter hvad de tænker er bedst. De må bestemme hvordan de vil opdrage dig og hvor du skal bo. Det står i noget der hedder forældreansvarsloven. 

Dog står der også i den lov, at du har ret til omsorg og tryghed og at blive behandlet med respekt derhjemme. Dine forældre skal altså sørge for at du har det godt derhjemme. Hvis dine forældre har svært ved dette, så har I ret til hjælp.

Du fortæller at din far har et temperament. Når du skriver sådan, så tænker jeg, at han kan blive rigtig vred nogle gange – måske det gør dig utryg? Det forstår jeg virkelig godt, hvis det gør. Det er vigtigt at du føler dig tryg, når du er hos din far.

Alt det her skal du ikke klare alene. Jeg tænker at det ville være bedst hvis du får talt med en voksen om det hele. Jeg forstår godt, at du er bange for at såre dine forældre. Men det vigtigste er at du har det godt. Som du selv skriver, så har de ikke behandlet dig godt nok. Det er ikke dit ansvar at passe på dem.

Jeg kommer til at tænke på, om du kunne have mod på at tale med din venindes forældre? Det lyder til at du føler dig rigtig tryg med dem. Du kunne fortælle dem, hvordan du har det hjemme hos dine forældre. Du kan også fortælle dem hvor trygt og rart du har det når du er hjemme hos dine venindes forældre. Måske de vil hjælpe dig med at tage en snak med dine forældre om det hele.

Prøv at tænk over hvad det er der gør dig så glad hjemme hos din venindes forældre – er der nogle særlige ting I gør sammen når du er der? Taler de med dig på en rar måde? Kunne du forestille dig at du kunne få det sådan med dine forældre?

Hvis du har mod på det kan du også tale med dine forældre. Måske ved de ikke helt hvordan du faktisk har det. Hvis det er svært, så er det altid godt at skrive et brev. Her på BørneTelefonen har vi en guide. Den får du lige her: Skriv et brev

Til sidst vil jeg også gerne fortælle dig, at du har ret til at sige din mening. Hvis du er uenig i noget der er blevet besluttet under dine forældres skilsmisse, så har du ret til at blive hørt. Det kan være at du hellere vil bo mere hos den ene af dine forældre, eller noget andet.

Se mere her: https://staging.bornetelefonen.dk/skilsmisse/skilsmisse-rettigheder/

Da du er over 10 år, så har du nemlig noget der hedder initiativret. Det betyder at du kan indkalde dine forældre til et møde i familieretshuset. Hvis du skal til sådan et møde, så har du også ret til at få en bisidder med.

En bisidder er en voksen, som hjælper dig med at tale din sag. Det er en slags tryghedsperson, som kender alle dine rettigheder. Hvis du synes at det lyder spændende, så kan du ringe til BørneTelefonen på 116111 og høre mere.

Du kan også starte med at se den her video: Har du brug for hjælp? Få en bisidder hos Børns Vilkår

Kære du. Jeg håber du kan bruge mit svar. Jeg har givet dig mange muligheder og jeg forstår godt hvis det kan virke overvældende. Jeg tænker, at det bedste du kan gøre er at tale med nogen. Jeg tror på at du kan finde modet til at tale med dine venindes forældre eller en anden voksen.

Du er altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen, hvis du har brug for nogen at snakke med. Vores nummer er 116111.

Jeg ønsker dig alt det bedste,

Kram fra BørneTelefonen

 

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat