Brev

Jeg ved snart ikke hvordan jeg skal tackle det hele mere

Hej. Jeg har virkelig brug for hjælp eller en anden synsvinkel fra det her en mig selv.

Jeg har den her ex kæreste, jeg har kendt ham i 3 år vi kender hinanden ud og ind. De sidste 2 år har vi ikke været kærester vi har bare stadig ses nogen gange, nogle gange med en del tids mellemrum.

Mit problem er:
De første stykke tid da vi var kærester var han den sødeste dreng jeg nogen sinde har mødt han var så sød og forstående over for mig, selvom jeg godt kunne have en hidsigt temperament. Hvilket også er gået ud over ham rigtigt mange gange. Jeg har ikke selv altid været lige sød over for ham.

Men efter vi gik fra hinanden, er han slet ikke den person jeg kender længere. Jeg ved godt at man vil tænke jamen i er jo hellere ikke kærester mere så self er der en forskel. Men vi havde stadig et kæreste forhold og fortalte hinanden alt var tit sammen osv.

Der er sket mange ting gennem vores forhold, der var bl.a. en episode hvor han skubbede mig og jeg måtte ringe efter min far, for at få ham til at smide ham ud. Lige siden dag dag hadet min far ham endnu mere end han har gjort i forvejen, fordi min far altid har sagt han manipulere mig fuldstændig. Jeg har også godt tit tænkt det, men jeg er så forelsket i ham jeg kan ikke undvære ham i mit liv, selvom jeg kan hade ham så meget nogen gange.

Vi havde så ikke kontakt i 2 mdr her for ikke så lang tid siden, hvor vi så endte med at komme i kontakt igen. Jeg har gjort alt for at min far vil snak med ham og tilgive ham så godt som han nu kan. Så nu er alt tilbage til det normale hvor vi sover sammen nogen gange.

Nu kommer mit reelle problem;
Jeg kan slet ikke nå ind til ham, skriver til ham flere gange i løbet af dagen og spørg ind til ham og hans dag og hvordan han har det. Men for INGENTING tilbage. Han skriver ikke til mig, hvis jeg ikke skriver til ham. Og det går mig så meget på, jeg føler jeg har gjort alt for den dreng gennem tiden, fået min far som virkelig ikke bryder sig om ham, til at kunne “lide” ham lidt igen. Jeg giver ham alt den kærlighed, omsorg og opmærksomhed man kunne ønske sig, men han sætter slet ikke pris på det. Og det gør mig så ked af det fordi jeg ved godt jeg fortjener en der gir det tilbage og det gør han slet ikke på nogen måde.

Jeg nævnte det for ham idag hvordan jeg havde det, men han siger bare han har travlt med arbejde, venner, familie og træning. Vi har snakket om måske at finde sammen igen om lang tid hvis det nu går godt. Så jeg siger til ham hvor skal det så ende det her hvis du ikke vil priotere bare lidt af din tid på mig. Det eneste jeg forlanger det er at han bare skriver af sig selv nogle gange, men det gør han ikke og han siger det fordi han har travlt, men INGEN mennekser har for travlt til at tjekke op på nogle man “holder” af.

Jeg syntes han behandler mig som lort, og ville ønske jeg bare ku sige fuck dig jeg fortjener bedre også skride, men jeg kan seriøst ikke og tro mig jeg har virkelig prøvet.

Min “veninde” har lagt an på ham en aften i byen og han kontaktede mig på et tidspunkt hvor vi havde cuttet kontakten for at sige det. Jeg ender med at sige fuck det vi kan stadig godt snakke sammen alså mig og min veninde, fordi jeg har INGEN veninder og jeg har bare brug for at have følelsen af jeg har nogle, selvom hun er en lorte veninde.

Men da mig og min ex så begynder at snak igen, der siger han hvis vi blir kærester igen så skal jeg fjerne hende, og self vil jeg da det. Men jeg vil ikke fjerne hende mens vi ikke er kærester fordi jeg har brug for følelsen af jeg har nogle, og hvis vi ikke ender med at komme sammen igen så har jeg ingen tilbage.

Men så her i weekenden der sagde han så kan du ikke bare fjerne hende, og jeg sagde nej det vil jeg ikke. Men han blev helt sur over det, så jeg endte med at gøre det fordi er bange for at være uvenner med ham. Og lige siden den dag har han trukket sig endnu mere, og det syntes jeg bare er så svinsk fordi han ved godt jeg ingen har i mit liv mere, også siger han at han har for travlt til at bruge sin tid på mig fordi alt andet i hans liv lige pludslig er vigtigere end mig.

Pige, 18 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du

Tak for dit brev. Hvor er det godt at du skriver, for det lyder som om du står i en rigtig svær situation. Det lyder også som om du er lidt alene med det, og derfor er det bare godt at du nu prøver at sige noget om det her i din mail. Så kan det være du kan komme til at have det på en lidt anden måde og måske gøre noget ved det. Jeg vil i hvert fald gerne prøve at hjælpe dig med at se det ”fra en anden synsvinkel” , som du skriver.

Jeg tror alle kender følelsen af at være forelsket og føle sig nærmest afhængig af en anden person. Det lyder som om, I havde noget rigtig dejligt dengang I mødte hinanden, og du syntes han var den sødeste person. Når man er forelsket, bliver man blød og kærlig og har bare lyst til at være sammen og mærke det der nære og varme. Så derfor er det også rigtig hårdt, når man føler, at det holder op, og den man er forelsket i, ikke længere har det på den måde, og man oplever at de ikke længere er den samme person.

Derfor kan jeg virkelig godt forstå, at du synes det er rigtig hårdt og svært, at din ekskæreste ikke er som han var før, at han ikke henvender sig til dig og næsten ikke svarer på dine beskeder. Han siger også, at han har travlt med alt andet end dig. For mig der ser det udefra lyder det som om, han slet ikke prioriterer dig, at han faktisk ikke rigtig er interesseret i at være sammen med dig, og jeg synes heller ikke at han behandler dig godt overhovedet.

Du skriver også selv, at du synes, at han behandler dig dårligt, og at du ville ønske at du bare kunne sige ”fuck dig jeg fortjener bedre og så skride”. Og det er jeg faktisk enig med dig i. Når jeg læser hvad du skriver, oplever jeg, at det er gennem rigtig lang tid, at han ikke har prioriteret dig, og at jeres forhold har været alt for skævt længe. Er det også din oplevelse?

Du skriver også, at du seriøst har prøvet at gå væk fra ham, men at du ikke kan. Og det forstår jeg også virkelig godt. Det er det sværeste i verden at bryde med en person, man rigtig godt kan lide, eller som man faktisk er forelsket i – også selvom den person faktisk behandler en dårligt. Og nogle gange skal man tage mange tilløb, før man har modet og kræfterne til at gøre det. Så det er ikke for at sige at det er let, men ud fra det du skriver, tror jeg alligevel at du skal lytte til den stemme i dig der siger, at du fortjener bedre.

Der er ikke nogen der fortjener at blive behandlet dårligt, og der er meget der fortæller mig, at du på den lidt længere bane vil få det bedre. Måske kan du tænke på det som et stormvejr du skal igennem for at komme ud i solskin på den anden side?

Jeg tror det er rigtig godt, hvis du kan finde en at tale mere med det om. Nogle gange kan det hele hobe sig op inde i hovedet, og det er godt at få ”luftet” tankerne og følelserne sammen med en anden. Du skriver ikke, hvad du laver til hverdag, men kan der være nogen omkring dig, enten i familien, blandt naboer, skole/arbejde, som du måske tror, at du kunne tale med det om? Måske en der har prøvet noget af det samme?

Du skriver også, at du har en ”veninde”, som på en måde ikke er en rigtig god veninde. Det er svært at vurdere ud fra det du skriver, om du synes, at hun er en dårlig veninde generelt eller at hun er det fordi hun lagde an på din eks-kæreste. Hvis det er det sidste, kan du måske prøve at tale med hende om, at du ikke synes det var i orden, at hun lagde an på din eks-kæreste, men at du gerne vil være venner alligevel, hvis I kan tale om det?

Det lyder som om, at det er den eneste veninde du har lige nu, og det kan derfor måske være en god ide at prøve at få det til at fungere mellem jer?  Jeg synes det er stærkt, at du ikke lod din ekskæreste bestemme, om du skal være venner med hende eller ej. Hvis hun er god for dig, skal du helt sikkert selv bestemme, om hun skal være en del af dit liv.

Hvis du alligevel ikke synes, du kan tale med nogen om det, så kan det være at du kan få glæde af at skrive noget ned for dig selv. Prøv at tænke på dig selv sammen med ham: hvad får han dig til at føle? Hvad giver han dig? Hvad er der sket imellem jer? Der er sikkert både gode og dårlige ting.

Du kan også skrive hvad du gerne vil have i et forhold. Hvad kunne være godt og givende for dig? Hvad ville gøre dig glad og rolig? Hvad ville være rimeligt at forvente af hinanden?

Måske kan du efterhånden finde frem til at tage en beslutning om at bryde helt med ham? Hvis du vælger at gå den vej, er der her nogle gode råd, som andre har haft glæde af:

  • Accepter at du i et stykke tid vil være ked af det
  • Accepter at mange følelser kan eksistere samtidig. Savn, sorg, vrede, glæde, mod.
  • Afbryd forbindelsen helt – også dine digitale forbindelser med ham
  • Find nogle ting at lave, som gør dig glad og godt tilpas. Selvom du måske mest oplever at være ked af det, så må du samtidig også gerne gøre små rare ting. Lav gerne en liste, som du kan tage frem hver gang du tænker på ham og mærker at du er ked af det.
  • Tag en dag ad gangen og gør noget rart hver dag
  • Tal med nogen om hvordan du har det
  • Hold fast i, hvad du gerne vil have i dit liv på lang sigt

Jeg tror du allerede er godt på vej imod at tage et vigtigt skridt i dit liv. Jeg synes det lyser ud af dit brev, at du faktisk ikke er en person, der skal behandles dårligt, og at du har lyst og mod på at få det bedre. Og nogle gange, så er det bare nogle svære beslutninger, der skal tages i livet – for at man på et tidspunkt kan stå og kigge tilbage og tænke, pyha godt jeg kom væk fra ham, han behandlede mig virkelig ikke særligt godt, og jeg er meget mere værd end det.

Selvom det lige nu kan virke helt uoverskueligt og umuligt, så tror jeg på, at du kan klare det og tænk på, at man nogle gange skal gøre noget svært for at give mulighed for at nye ting kan ske. Det fortjener du!

Mange kærlige hilsner

Børnetelefonen

Få endnu flere gode råd om Forelskelse, kærlighed og kærestesorger

Kærlighed og forelskelse kan være det bedste, men hvis dit hjerte er blevet knust, kan det også gøre rigtig ondt!

Hvordan får man en kæreste? Er du forelsket? Ved du ikke, hvordan du flirter eller scorer dit crush? Er du blevet helt vild med din bedste ven?

Måske du er midt i et break up og har kærestesorger? Eller måske du gerne vil slå op med din kæreste – men hvordan gør man det?

Det kan også være, du er jaloux på din ven, fordi han scorede hende, du var vild med. Eller måske jalousien dukker op, hvis din kæreste er sammen med sine venner.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved bl.a. at prøve scoreguiden, kysseskolen, se videoer eller få råd om kærestesorger og forelskelse.

Ramt af kæreste sorger? Få gode råd!

Det kan gøre så forbandet ondt at have kærestesorger! Her kan du få gode råd til, hvordan du bedst kommer igennem dine kærestesorger.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat