Gravid mange gange

Hej

jeg er en pige på 12 og jeg har en kæreste på 15

vi har haft sex mange gange og jeg har været gravid 2 gange nu og de to gange er jeg blevet smidt ud af huset og har boet hos en ven.

Jeg er nu gravid igen og jeg ved Ik hvordan jeg skal fortælle min mor at jeg gerne vil beholde barnet da jeg har fået en abort 2 gange

hvad nu hvis jeg Ik må komme tilbage i mit hus igen hvad skal jeg gøre?

Kh pige på 12

Pige, 12 år

Brevet er besvaret før 2025. OBS: I 2025 trådte nye regler i kraft på abortområdet, der blandt andet betyder, at unge over 15 år kan få en abort uden forældres samtykke. Abortgrænsen hæves desuden til 18 uger. Du kan læse mere her:

https://staging.bornetelefonen.dk/goderaad/graviditet/#Rettigheder-graviditet

Kære pige 12 år

Tak for dit brev. Du skriver, at du er gravid igen. Og at du er blevet smidt ud hjemmefra de sidste to gange. Det lyder voldsomt og virkelig utrygt. Jeg forstår godt, at du ikke helt ved, hvad du skal sige til din mor.

Abort eller ej

Du fortæller, at du allerede har fået to aborter. For mange kan det vække tvivl eller tristhed at skulle vælge abort flere gange. Men jeg vil gerne sige til dig, at der ikke findes et bestemt antal aborter, man må få.

Du har ikke “brugt dine chancer” eller hvad man kan sige. Det vigtigste er, at du får hjælp til at vælge det, som er bedst for dig – der hvor du er i dit liv.

Du skriver, at du gerne vil beholde barnet.

Jeg ved ikke, hvad der ligger bag dit ønske. Men jeg kommer til at tænke på, om du måske drømmer om at bygge en kærlig familie. Måske en familie, der føles tryg – måske tryggere end den, du selv har?

Der er jo virkelig meget, jeg ikke ved om din mor. Men det lyder rigtig utrygt, at du er blevet smidt ud tidligere, når du måske faktisk havde allermest brug for støtte og hjælp.

Nogle børn fortæller, at de går med drømme om selv en dag at gøre det på en anden måde. At blive en tryg og kærlig forælder, hvis de ikke altid selv har følt det var sådan derhjemme. Måske har du det lidt sådan?

Den drøm kan fylde meget – det fortæller andre også.

Samtidig kræver det rigtig meget at tage sig af en baby. Du er 12 år. Det er meget ungt at skulle bære et barn. En graviditet kan være hård – både fysisk og psykisk – og kroppen skal helst være færdigudviklet.

Et barn har brug for voksne, der har tid, overskud og støtte omkring sig. Jeg siger ikke det her for at tage drømmen fra dig, men måske mest for, at du kan tænke over om det behøver være nu?

Kun du kan beslutte, hvad der er rigtigt for dig.

Men det kan lyde som om, at du måske vil stå meget alene. jeg ved ikke, om du har nogen omkring dig, der kan hjælpe? Det lyder svært med din familie – og jeg bliver også i tvivl, om din kæreste er gammel nok til at kunne tage ansvar sammen med dig. Hvad tænker du mon selv?

Jeg siger det også, fordi jeg bliver bekymret for, om du lige nu får den hjælp og støtte, du har brug for. Både for din egen skyld – og for det barn, du måske gerne vil passe på i fremtiden.

Min bekymring handler om, at der kan være nogle ret komplicerede ting forbundet med at være gravid og 12 år, men de ting kan man være nødt til at tænke over, hvis du overvejer at gennemføre din graviditet.

Jeg vil gerne forklare dig lidt mere om det, så du kan tænke lidt videre over, hvad du kan gøre nu.

Seksuel lavalder

Fordi din kæreste er betydeligt ældre end dig, kan han risikere problemer med loven – også selvom I begge vil det samme. Det handler ikke om at straffe jer, men om at beskytte børn under 15 år.

Har du hørt om den seksuelle lavalder? Den betyder, at unge over 15 år, faktisk ikke må have sex med børn under 15 år. Selvom du gerne vil – og selv siger ja – så kan han stadig få problemer, når I har haft sex og du er blevet gravid.

Men det kræver at nogen anmelder ham – og det kan vi ikke vide om vil ske. Det er ikke sikkert, nogen anmelder ham. Men hvis du fx beholder barnet, kan det godt få nogle voksne til at reagere.

Kommunen har nemlig ansvar for at passe på alle børn – også selvom du selv venter et barn.

Det betyder, at hvis andre anmelder jer eller der er nogen, der laver en underretning, kan det være, at kommunen også vil vurdere, at du er for ung til at tage dig af et barn selv. Det er ikke sikkert, at det er det som vil ske. Men måske er det vigtigt, at tænke over.

Det kan være meget smertefuldt, at stå i en situation, hvor man ikke kan beholde det barn, man ønsker sig. Derfor tænker jeg også, at det er rigtig godt, at du stopper op og beder om hjælper nu – lige meget hvad du vælger at gøre.

Det kan være svært at se, men kommunen gør ikke de her ting for at straffe dig – selvom det godt kan føles sådan, især hvis du virkelig ønsker at blive mor.

De gør det, fordi børn har brug for voksne, som er gamle og modne nok til at passe godt på dem. Og fordi du – som du også selv beskriver – ikke har den trygge støtte i din familie, som du har brug for.

Kommunen skal passe på dig

Hvis du kontakter kommunen og fortæller dem det samme, som du har skrevet til os, skal de hjælpe dig. Ikke kun med graviditeten– men også med alt det andet, du står i. For du har faktisk ret til tryghed og din familie har brug for hjælp, hvis løsningen lige nu er at smide dig ud.

Hvis du drømmer om at få en familie og give et barn tryghed og kærlighed, kan det være vigtigt først at få lidt mere tryghed og støtte i dit eget liv først. Din drøm om at blive mor behøver ikke slukke for evigt, fordi det måske er for tidligt nu.

Du kan finde nummeret til din kommune ved at søge her DinSide | Social- og Boligstyrelsen.

Bisidder

Hvis du nu vælger at snakke med din kommune og har brug for en voksen, der støtter og forstår dig, har du ret til at få en bisidder med.

Sådan en kan vi her hos BørneTelefonen tilbyde dig. Den voksne kan hjælpe dig med at fortælle de ting, der er svære, og han/hun kan også hjælpe dig med at fortælle dig om, hvilke rettigheder, du har.

Du kan læse mere om ordningen her Bisidder fra BørneTelefonen hjælper med kommunen og Familieretshuset

Hvem kan ellers forstå dig og hjælpe dig?

Du skriver, at det er svært at sige det til din mor. Det forstår jeg godt. Men jeg tror, det vil være godt for dig at snakke med nogen om det.

Din egen læge kan hjælpe dig – og det kan abortrådgivningen også. Nummeret til din læge står bag på dit gule kort. Hvis du er bange for, at din familie får det at vide, kan du sige det til lægen. Så kan de måske vente med at kontakte nogen.

De kan også tale med dig om prævention, så du ikke behøver at stå i en situation som denne så ofte.

Du finder abortrådgivnigen her Forside. Du kan fx ringe til dem på telefonnummer 70 22 22 99

Ring til os. 

Det kan også være, at du synes det er rart at snakke med en voksen om alle de her mange råd, som jeg nu har givet dig.

Det kan godt være det virker uoverskueligt eller overvældende. Du må derfor altid ringe til os på 116 111. Vi sidder klar til at hjælpe dig

Kærlig Hilsen

BørneTelefonen

Er du bange for at du er blevet gravid? Få gode råd her

Hvis du har haft ubeskyttet sex og er bange for, om du måske er gravid, kan det være, du har spørgsmål som: Hvordan ved jeg, om jeg er gravid? Hvornår kan jeg tage en graviditetstest? Har lægen tavshedspligt? Kan jeg tage en fortrydelsespille?

 

Her på siden kan du få hjælp ved at prøve guiden, læse gode råd eller breve fra andre unge. Du kan også se, hvilke rettigheder du har, hvis du skal tale med din læge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat