I kan bare se det der står det er vigtigt
BREV
Navne er anonymiseret af redaktionen
Hej jeg hedder B og jeg har haft min første gang for noget tid siden. Jeg tror jeg er gravid fordi jeg tog en test for nogen tid siden og den var positiv ps jeg bor i kbh hvor tingene sker tidligt hvordan siger jeg det til mine forældre?
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Brevet er besvaret før 2025. OBS: I 2025 trådte nye regler i kraft på abortområdet, der blandt andet betyder, at unge over 15 år kan få en abort uden forældres samtykke. Abortgrænsen hæves desuden til 18 uger. Du kan læse mere her:
https://staging.bornetelefonen.dk/goderaad/graviditet/#Rettigheder-graviditet
Kære B
Hvor er det godt, at du skriver til BørneTelefonen. Jeg kan forstå, at du står i en rigtig svær situation. Du skriver, at du tror, at du er gravid. Du har haft sex for første gang, og du har taget en graviditetstest, der viste positiv. Du skriver, at du er usikker på, hvordan du skal få det fortalt til dine forældre.
Jeg vil rigtig gerne prøve at hjælpe dig, med at give dig mine bedste råd. Det håber, jeg er ok.
Du har taget en graviditetstest som var positiv. Det er rigtig godt, at du har gjort det. En sjælden gang kan sådan en test vise falsk positiv, men det er yderst sjældent. Jeg er ikke læge, så jeg kan ikke give nogen garantier, men jeg tror desværre også, at du er gravid, når testen viste positiv.
Det er en rigtig god ide, at du får talt med dine forældre, som du også selv er inde på. I skal nok også tale med en læge meget snart. Du skriver, at du tog testen for noget tid siden, men hvor længe er det mon siden? Spørgsmålet er nemlig, hvor langt du er i graviditeten. Det kan en læge hjælpe med at afgøre meget sikkert.
Vil du læse mere om graviditet, kan du klikke på linket her.
Jeg vil gerne fortælle dig, at du faktisk godt kan aftale en tid hos din læge, uden at dine forældre ved det. Du kan selv kontakte lægen og bestille en tid. Lægens kontaktinformationer står på din gule sundhedskort. Lægen vil også kunne hjælpe dig med, at være helt sikker på, om du er gravid og hvor langt du er. Lægen vil også kunne hjælpe dig med, hvilke muligheder du har. Hvad tænker du om det?
Det er vigtigt, at du ved, at lægen ikke har tavshedspligt, så længe du er under 18 år. Det betyder, at lægen kan vælge at fortælle dine forældre, at du har været der, men du kan godt bede lægen om ikke at sige noget. Især når det handler om noget så privat som dit sexliv, kan lægen vælge at holde det fortroligt imellem jer. Men hvis du eksempelvis skal have en abort, er lægen muligvis nødt til at informere dine forældre.
Vil du læse mere om abortrådgivning, så kan du klikke på linket her.
Jeg tænker også, som du selv er inde på, at det er en god ide, at du taler med dine forældre, og får fortalt dem, hvilken situation du står i.
Der er flere måder at gøre det på. Du kan fx sige til dem, at du har noget meget vigtigt og svært du har brug for at tale med dem om, og at du derfor gerne vil have, at I finder et tidspunkt, hvor de har god tid. Fortæl dem, at du har brug for at de lytter og hjælper dig. Så tænker jeg, at de vil være meget klar på, at du har brug for dem. En anden mulighed er, at skrive det til dem i et brev. Sådan lidt som du har gjort her til BørneTelefonen. Så kan dine skrevne ord fortælle dine forældre om din situation, hvis du synes det er svært at få fortalt med ord.
Du kan også overveje at vise dem dette brev, som jeg har skrevet.
Her på BørneTelefonen har vi lavet en guide til, hvordan man får sagt noget svært. Den kan du også kigge lidt på, og måske få ideer til, hvordan det er bedst for dig, at få fortalt dine forældre at du er blevet gravid. Linket til guiden er her.
Hvor er det stærkt af dig, at skrive til os og bede om hjælp. Og ja, det du fortæller os, er rigtig vigtigt. Det er så godt, at du har valgt at skrive til os. Jeg kan godt forstå, at du står i en svær situation, og at du nok er urolig og bekymret.
Jeg håber, at du får en rigtig god snak med dine forældre, og at I får lavet en tid hos lægen meget snart, så I kan finde ud af, hvad der skal ske. Jeg håber og tror, at dine forældre vil bakke dig op og hjælpe dig igennem det her.
Du er meget velkommen til at skrive igen, eller ringe ind til os på BørneTelefonen 111 116, hvis du har brug for det. Alt det bedste til dig.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen