Krig i Mellemøsten
BREV
Hej!
Jeg er en pige, der går med meget bekymring i hverdagen. Lige pludselig i nyhederne i går, så jeg en nyhed “ USA og Israel bomber Iran, så tænkte jeg, de har altid været i krig, men hvorfor er USA indblandet????
Det ik det værste, men her til morgen der jeg vågnede, så jeg at de bomber Dubai, og der er krig i hele Mellemøsten.
Det gør mig utrolig bange, for om 3. Verdenskrig snart starter.
USA, Kina og Rusland er indblandet?!!
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Kære pige på 14 år
Tak for dit brev og hvor er det godt, at du skriver ind til os, når du føler dig utryg. Det kan være så svært at gå med sine bekymringer og tanker alene.
Krig
Det er helt rigtigt, at der i går i nyhederne blev fortalt, at Israel og USA har bombet Iran og jeg kan godt forstå, hvis det har gjort dig bekymret og bange. Hvis du i forvejen går med meget bekymring over forskellige ting, så er krig og bomber voldsomt at høre om.
Det er rigtigt, at der er blevet bombet i andre lande, men det betyder ikke, at alle landene er i krig. Det er også vigtigt for mig at fortælle dig, at det ikke nødvendigvis er starten på 3. verdenskrig. Der er nemlig rigtig, rigtig mange andre lande, som ikke har lyst til at være i krig og som vil forsøge at få fred igen så hurtigt som muligt.
Krig er kompliceret og jeg kan desværre ikke fortælle dig, hvad der præcist er op og ned lige nu. Tingene sker meget hurtigt og der sker hele tiden noget nyt. Man gør dog mange ting for at passe på dem, som er i de lande og sørger f.eks. for at folk bliver inde og fly holder også stille indtil man ved, at det er sikkert at flyve igen.
Hvad kan hjælpe lige nu?
Det kan måske være en god idé at sætte nyheder og sociale medier lidt på pause for en tid eller i hvert fald skrue ned for dem. Simpelthen fordi de lige nu er fyldt med historier fra Mellemøsten og det lyder til, at det er for meget for dig at se hele tiden – og det kan jeg faktisk godt forstå. Du er slet ikke alene om at have det sådan og dit brev er ikke de første, vi har fået om at være bekymret for krig.
Kan du mon tale med din mor, far eller en anden voksen om det? Det kan være rigtig rart at kunne fortælle, at du ikke har lyst til at se nyhederne lige nu, eller at kunne stille spørgsmål eller bare fortælle, at det gør dig bange. Måske kan de for eksempel også tale lidt mindre om det, hvis de ved, hvordan du har det.
Det kan også hjælpe at holde hjernen i gang med andre ting, som er gode og gør dig glad. Måske kan du rigtig godt lide at danse, synge, gå ture, læse bøger, løbe, strikke eller en anden form for krea. Det er faktisk ikke så vigtigt, hvad det præcist er, men mere, at det giver dig og ro og gør dig glad.
Hvad tænker du mon om de forslag?
Vi har lavet en hel side med masse af gode råd, videoer og tanker, du måske kan bruge, når du har brug for ro.
Det er helt naturligt, at det bekymrer dig og mange andre at se sådan nogle nyheder. Heldigvis er der en masse mennesker, som arbejder på at holde Danmark og alle andre lande sikre og trygge og der er heldigvis ikke noget, som tyder på, at vi skal bekymre os for krig i Danmark.
Hvis du har brug for at tale mere med os, så må du altid skrive ind igen og du kan også ringe til os på 116111. Jeg håber, du har fået mod på at tale med dine forældre om det, så de kan hjælpe dig hjemme.
Jeg kan læse, at du går rundt med mange bekymringer til dagligt. Jeg kommer til at tænke på, at du måske kan brug os? Skal vi sammen tale lidt om de andre ting i hverdagen, der føles tunge for dig? Du er altid velkommen til at ringe 116 111.
Mange knus fra BørneTelefonen