Sport
BREV
Det er fordi jeg går til en sport hvor vi skal have helt hvide dragter på og en sport tager 1 time
så jeg er bare bange for at jeg får min mens
imens jeg er i gang med 1 time jeg vil ikke være
hvad jeg kan gøre
please hjælp mig
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Kære pige på 12 år
Tak for dit spørgsmål. Du kan tro, at vi får mange breve fra piger, der er nervøse for at få mens på et lidt ”uheldigt tidspunkt”. Jeg kan godt forstå, at du er bekymret for at bløde igennem din hvide dragt. Jeg vil gerne komme med nogle konkrete forslag, som måske kan hjælpe dig og give dig lidt ro.
Menstruationstrusser og Period Pants
Jeg kommer til at tænke på, om du mon kender til menstruationstrusser, også kaldet ”Period Pants”? Der findes mange forskellige mærker på markedet, og flere af dem laver også trusser i farven hvid eller beige, som sikkert ikke ville kunne ses under din dragt. Måske kunne det give dig en tryghed at have dem på, når du træner, hvis du pludselig skulle få din mens i løbet af en træningstime.
Du kan også overveje at lægge et trusseindlæg i dine trusser før træning, hvis du foretrækker det. Det er blot som en slags back-up, hvis uheldet skulle være ude. Det var de første idéer, som jeg lige fik.
Bind, tamponer eller menstruationskop
Hvis du allerede har mens, før timen går i gang, så kan et kraftigere bind eller en tampon måske være en løsning for dig. Både bind og tamponer er lavet i forskellige styrker, så man kan få dem med en sugeevne, der passer til mængden af blod. Du burde ikke bløde igennem, hvis du vælger bind og tamponer med høj sugeevne.
Der er også en del piger, som bruger en menstruationskop, der kan sættes op og samle blodet sammen. Den kan bruges under sport i stedet for en tampon. Man tager den ud og skyller den, og så kan den bruges igen. Det er altså ret smart. Du kan eventuelt øve dig i at bruge den derhjemme, så du ved, hvordan det føles.
Hvis du er nervøs for at bruge tampon
Jeg har talt med en del unge piger, der er lidt nervøse for at bruge en tampon. Jeg ved ikke, om det også fylder i dig. Nogen kan være bange for, at det gør ondt, eller at tamponen ikke kan komme ud igen. Men det kan den altså godt, for der er snor i den, som man trækker meget forsigtigt i. Der er også forskellige størrelser på tamponer. Man kalder dem typisk for mini, normal og super. Så du skal nok bruge mini, hvis du har mod på det.
Jeg kender flere, der er glade for at bruge en tampon, når de dyrker sport ligesom dig. Dog skal du kun bruge tampon, når du rent faktisk har din mens, da skeden ellers vil være for tør, så det kan føles ubehageligt. Giver det mon mening?
Overvej at tale med en voksen
En sidste tanke, som jeg fik, var, om du tilfældigvis har en kvindelig træner? I så fald kan du måske spørge hende om, hvad hun plejer at gøre. Det kan også være, der er nogle ældre piger på dit træningshold, som du kan spørge.
Jeg kender ikke til dit forhold til din mor, men hun kunne måske også være god at spørge til råds i denne situation. Hun vil sikkert også gerne hjælpe dig med at købe menstruationstrusser, kop, de rigtige bind eller nogle tamponer. Det var blot en tanke, jeg fik. Selvom det måske kan være et lidt pinligt samtaleemne, så har de fleste piger og kvinder oplevet den her udfordring på et eller andet tidspunkt i livet. Så de ved godt, hvordan det er at stå i din situation.
Du er ikke alene!
Jeg startede med at nævne, at vi får en del breve fra piger, der ligesom dig er bange for at bløde igennem. Hvis du skulle have lyst til at læse nogle af dem, så har jeg fundet et par frem fra brevkassen. Hvis du ikke finder det specielt interessant, kan du bare springe over – det ville også være helt OK med mig.
https://staging.bornetelefonen.dk/bornhjaelperborn/menstruation/menstruation-og-sport-2/
https://staging.bornetelefonen.dk/bornhjaelperborn/menstruation/xq0-rr3-qn0/
https://staging.bornetelefonen.dk/brevkasse/kroppen/menstruation-og-idraet/
https://staging.bornetelefonen.dk/bornhjaelperborn/menstruation/rs0-wi0-ah9/
Nogle gange kan det bare være rart at vide, at andre også tænker, at det er super upraktisk for piger/kvinder at spille i kridhvidt tøj. Måske kan det betyde, at nogen en dag tænker på at give sportstøjet en anden farve.
Jeg håber, at der er nogle af mine forslag, som du har mod på at prøve af. Jeg synes i hvert fald, at det er super sejt, at du har fundet modet til at skrive herind og åbne op omkring et emne, der for mange er lidt pinligt at snakke om. Heldigvis er der aldrig noget, der er for pinligt for os her på BørneTelefonen. Du må endelig skrive igen eller ringe til os på telefon 116111, hvis der dukker flere spørgsmål op. Vi sidder klar!
Hav en rigtig dejlig weekend!
Varme hilsner fra
BørneTelefonen
Kender du privatsnak.dk?
På privatsnak.dk kan du se film og læse om:
- Hvad sker der, når man kommer i puberteten?
- Hvad gør man, hvis man får bumser?
- Hvordan kan man mærke, om man er forelsket?
- Hvornår har man sex første gang?
- Hvordan sætter man et kondom på?
… og mange andre spørgsmål.