Brev

Vil jeg bare have opmærksomheden?

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Tak, fordi du har skrevet til Børn Hjælper Børn. Ud fra det du har skrevet, tænker vi, at du kan få det bedste svar fra en voksen rådgiver, der ved mere om dine rettigheder og muligheder. Derfor får du her et personligt svar fra en voksen rådgiver på Brevkassen, som vi håber, du kan bruge.

Kære pige.

Du skriver at du i 3 år har gjort skade på dig selv. Og da dine venner finder ud af det, siger de, at du gør det for at få opmærksomhed og de begynder at mobbe dig.

Jeg får lyst til at give dig et kæmpe kram. Du er så klog på dig selv og ved, at selvskaden selvfølgelig ikke handler om opmærksomhed. Jeg er ked af at høre, at du har så meget smerte i dig. Og det bekymrer mig helt vildt, at andre har svært ved at forstå, hvor vigtigt det er at være nysgerrig og hjælpe dig med den smerte, du bærer på. For den smerte skal du jo have hjælp til!

Netop fordi de siger, at du gør det for at få opmærksomhed, forstår jeg ikke, hvorfor du så ikke får opmærksomhed. Det er jo næsten helt tosset, hvis de slet ikke prøver at hjælpe dig, når de ved, at du selvskader. Smerten er jo netop noget, du har brug for hjælp til at håndtere, og det er meget alvorligt, hvis de ikke kan se det.

Selvskaden er jo ikke en løsning på lang sigt – den fjerner ikke smerten for evigt. Det ved du sikkert også godt selv.

Hold fast i, at du skal tages alvorligt

Det siger jeg fordi, at jeg godt kan forstå, hvis de andres ord gør dig usikker og i tvivl. Det er meget voldsomt, at de mobber dig og slet ikke tager dig alvorligt. Jeg kunne næsten forestille mig, at det gjorde det endnu værre. Derfor er det også vigtigt, at du får hjælp til mobningen og til smerten, du bærer på.

Jeg tænker på om du mon kunne vise dit brev og mit svar til dine forældre.

Jeg tænker, at de måske har brug for lidt hjælp til at forstå, hvor meget du har brug for deres hjælp nu. Det kan nogle gange være lettere, hvis man kan sende dem noget, de selv kan læse. Derefter kan I måske tale om, hvordan de kan hjælp dig. Som forældre, er det netop deres ansvar, at du har det godt og får hjælp, hvis du kæmper med nogle psykiske ting.

Der er flere ting, der er vigtige at du får hjælp til. Først og fremmest, skal mobningen stoppe, men du skal også tages alvorligt og få hjælp til de svære følelser og trangen til selvskade.

Du har ret til et liv uden mobning. 

Ligesom du har ret til at blive lyttet til og behandlet med respekt. Alle skoler skal nemlig have det, der hedder en antimobbestrategi. Det vil sige, at din skole skal have en plan for, hvad de vil gøre, for at undgå mobning og at de voksne på skolen skal derfor træde til, hvis et barn hele tiden skal høre på noget, der gør dem ondt.

Måske du har en lærer eller en pædagog, du føler, du taler godt med og som du kan gå til?

Jeg kan godt forstå, hvis det er svært at skulle sige. Jeg vil derfor også vise dig denne hjemmeside, hvor der kan være hjælp at finde. Siden hedder spiseforstyrelse, men den handler også rigtig meget om selvskade, det er derfor jeg sender dig deres link.

HUSK! Du har ret til hjælp, når du har det svært 

Når livet føles tungt, reagerer vi alle forskelligt. Trangen til selvskade opstår ofte, hvis man oplever noget svært, har problemer derhjemme eller i skolen, men nogle gange er der ikke en tydelig grund. Nu ved jeg ikke så meget om din smerte, men du skriver, at du selvskader fast. Måske er der noget bestemt, der gør, at smerten vokser sig så stor og du selvskader.

Måske er der omvendt tidspunkter, hvor du ikke har lyst til det? Du har selvskadet længe, så måske har du også lært dig selv nogle strategier – noget du gør, som lidt kan overdøve lysten til selvskade?

Når man får hjælp af en psykolog eller læge, vil de ofte stille spørgsmål, der kan hjælpe med at forstå, hvordan man har det, og hvordan man kan finde andre måder at håndtere smerten på. De har erfaring med, hvordan man kan få det bedre og mindske trangen til selvskade. Uanset hvordan du reagerer, er det vigtigt at få hjælp, når man går igennem noget svært.

Kontakt til lægen

Din læges telefonnummer står på dit gule sundhedskort. Du og dine forældre kan måske ringe sammen? Det er vigtigt at få sagt, at du har det svært. Du kan fx sige: “Jeg har det rigtig svært med nogle ting og jeg selvskader nogle gange på grund af det”. 

Hvis du helst vil tale med din læge alene, er det godt for dig at vide, at din læge normalt skal fortælle dine forældre om, hvad du bliver undersøgt og behandlet for. Men hvis det kan være til skade for dig, at dine forældre får besked, kan lægen vælge at lade være med at fortælle dine forældre om din undersøgelse. Fortæl lægen, hvis du er bange for, hvordan dine forældre vil reagere.

Måske føles det rigtig uoverskueligt – det forstår jeg også godt. Du kan også tage en snak med din sundhedsplejerske, hvis det føles lidt lettere. De har mange samtaler med andre børn og unge, og de kender rigtig meget til dine muligheder for at blive taget alvorligt og få hjælp.

BørneTelefonen har også en side med hjælp omkring selvskade. Det link sender jeg også til dig, da du kan finde andre gode råd her.

Ring til os, hvis du har brug for det

Du må også altid ringe herind til os på BørneTelefonen. Vi er altid klar til at lytte og vil altid gerne tale mere med dig. Vores nummer er 116111.

Du har allerede vist meget mod ved at skrive herind, og det skal du virkelig have ros for. Jeg håber, at mit svar kan give dig noget at tage med videre, og at du har lyst til at prøve nogle af de ting, jeg har foreslået.

Jeg forstår godt, hvis det kan føles overvældende, men jeg kan mærke, at du har været nødt til at være stærk og holde fast i din oplevelse i lang tid. Derfor håber jeg også, at du kan finde den styrke frem igen og tage imod den hjælp, du har ret til.

Dine forældre kan også kontakte vores ForældreTelefon, hvis de har brug for det. Nogle gange har forældre også brug for råd og hjælp, hvis de ikke ved så meget om det, deres barn oplever.

Knus og kærlig hilsen

BørneTelefonen

 

 

 

 

 

 

Få flere gode råd om hvordan man kan stoppe mobning

Bliver du mobbet, holdt uden for, kaldt øgenavne, drillet, ignoreret eller bliver du måske skubbet eller slået? Lige meget hvad skal det stoppes, for ingen mennesker skal finde sig i mobning.

Mobning forgår også på sociale medier. Det kaldes cybermobning, digital mobning eller internet mobning. Net-mobning kan have store konsekvenser, fordi det kan være svært at slette igen og det kan betyde, at den der mobbes, aldrig får en pause fra mobberiet.

Måske man kunne tro, at mobning kun forgår mellem mobberen og mobbeofferet, men faktisk er mobning ofte et resultat af en dårlig kultur i klassen. Mobning er hele klassens problem. Vidste du at din skole også skal have en antimobbestrategi? Og hvis du fortæller skolen, at du bliver mobbet, er det deres pligt at hjælpe dig.

Hvis du selv eller en du kender bliver mobbet, så kig på siden her og få hjælp til hvad man kan gøre for at stoppe mobning. Du kan se film, læse andre børns breve og BørneTelefonen svar eller du kan se, hvordan du klager til din skole.

Guide
Bliver du mobbet? Har skolen ikke hjulpet? Så har du ret til at klage. Følg guiden og se hvilke muligheder du har.

Trin-for-trin hjælp

Alene og udenfor? Få flere råd om ensomhed

Alle kan føle sig ensomme engang i mellem. Men hvis følelsen fylder meget i dit liv, er det vigtigt, der bliver gjort noget ved det.

Følelsen af ensomhed er aldrig din egen skyld, men der er heldigvis mange ting, du kan gøre selv. Læs mere om hvad ensomhed er, hvordan andre børn oplever det og få en masse råd!

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat