Kære du.
Du skriver, at du er vokset op i et hjem, hvor man er muslim, men du gider ikke være muslim mere. Hvis du er opvokset i en religiøs familie, kan det være svært, når du begynder at tvivle og søge svar andre steder. Det er godt, du deler det med os.
Jeg ved fra andre børn og unge, at vokser man op i religiøse hjem, så tales der ofte meget om religionen, traditionerne og de religiøse vaner, der hjemme. Religionen kan for nogen betyde meget for, hvordan man opfører sig. Det kan føles skønt og trygt, men for nogle unge blive det sværere og sværere at leve under de regler og vaner, der er. Har det måske også været sådan hos dig?
Nogle børn og unge oplever tvivl og søger efter deres egen vej.
Det er helt i orden at stille spørgsmål ved sin tro, især når man bliver ældre og oplever verden på nye måder. Mange unge eksperimenterer og tænker over deres liv og hvordan de ønsker, at det skal blive. Det er bestemt ikke en dårlig ting.
Jeg kommer til at tænke på, om du mon har hørt dine forældre tale negativt om andre, der har været igennem noget af det samme?
Jeg forstår godt, at du bliver nervøs, når andre fortæller om udskamning, men jeg bliver lidt i tvivl, om du har oplevet ting med dine egne forældre også. Nogle gange kan frygten vokse sig rigtig stor, når vi spejler os i andre.
Hvis man er meget nervøs for at sige noget, der måske kan blive svært, kan man prøve sig lidt frem med små ‘tests’ først.
Du kan måske teste deres reaktioner ved, at I sammen kan se eller læse noget. Det kan være en film, en dokumentar eller en bog, der handler om tro og tvivl. På den måde kan I diskutere emnet uden at det nødvendigvis handler om dig direkte.
Måske kender du en god film? Ellers kan du måske søge det frem via biblioteket eller via en søgemaskine.
Du kan også vælge at dele nogle af dine mindre bekymringer eller spørgsmål først, for at se, hvordan de reagerer. Hvis deres reaktion er støttende og åben, kan du måske fortælle lidt mere.
Jeg vil fortælle dig, at du har religionsfrihed og retten til privatliv.
Det er nogle rettigheder, der måske kan støtte dig lidt i den her tid, hvor du ikke helt ved, hvad du skal gøre.
Dine forældre kan (indtil du bliver 18 år) bestemme, at du går i Moske og lytter til en Imam. De kan dog ikke bestemme, om du lytter til hvad Imamen siger. Ligesom de heller ikke kan bestemme, at du skal være enig i det han/hun siger.
De kan ikke bestemme om du tror på det eller ej. For det er kun dig, der kan mærke om det giver mening inde i dit hoved.
Hvis du mærker, at du er meget nervøs, kan du måske bare holde det lidt for dig selv for nu. Din religionsfrihed og ret til privatliv betyder nemlig, at du ikke behøver fortælle dine forældre, om dit forhold til Gud.
Du må godt tage dig god tid til at tænke og gå på opdagelse i, hvad der føles rigtigt for dig. Når du bliver ældre og mere sikker, kan du måske prøve at tale med dem om det, hvis du har mod på det.
Kan du tale med andre om det?
Måske kan det hjælpe dig at tale med nogen, du stoler på, om dine tanker og følelser – måske et familiemedlem eller en ven? Du fortæller om ting du har hørt fra andre, så måske taler du allerede lidt med nogen? Det ved jeg selvfølgelig ikke, for jeg har kun dit brev.
Men jeg ved, at det kan være rigtig hårdt at gå alene med alle disse tanker og bekymringer. Hvis man er uenig med sin familie, har man også brug for at finde grupper, hvor man er mere enig og føler sig tilpas.
Måske du kan tænkte lidt over, hvem og hvor, der gør dig tryg og tilpas, og så bruger lidt mere tid her. Hvis det er svært at tænke sig frem til, må du også altid ringe eller skrive til os. Så kan vi prøve at finde det frirum sammen med dig.
Jeg håber du kan bruge mit svar til at blive klogere på din situation. Du er også meget velkommen til at skrive igen, eller til at ringe til BørneTelefonen på 116111.
Vi sidder klar til at lytte og det er 100 % anonymt og gratis.
Alt det bedste til dig fra os på BørneTelefonen