Jeg hader mennesker.
BREV
Hej. Jeg er en pige på fjorten.
For et år siden begyndte jeg at begå selvskade men af en mildere slags. Jeg ville klø på mit håndled til det ville bløde og derefter klø længere oppe af mine arme. Det ville ske i skolen, hjemme, når jeg snakkede med mennesker eller med folk jeg ikke kan lide.
Jeg er meget indtrovert men gemmer mig i en extrovert krop. Nogle gange laver jeg den fejl at være lidt for søde til folk og så lige pludseligt er vi bare venner. Jeg HADER at snakke med mennesker og jeg føler mig så stresset omkring dem. Folk kan aldrig akseptere noget og vil altid dømme eller have noget fra en. Så som beskyttelse ville (og gør stadig) jeg klø på mit handled og være så extroverted som muligt. Grine af alle, snakke med alle, kramme alle, hele baduljen. Men jeg hader det. Jeg kan ikke fordrage mennesker eller (fake)venner. Jeg har selvfølgelig min ene bedsteven og mine forældre men jeg kan ikke alle andre.
På et tidspunkt blev det bedre. Jeg fik en conure med depertion og angst (han er testest) og jeg stoppede med at klø så mit tøre hud heldede.
Jeg er begyndt igen. Jeg er en teen med en krop af en kvinde. Begge sider af mine hofter går ud over mine skuldre og mine bryster er virkelig (måske unaturligt) store. Mit ansigt flik glattere hud. Jeg bliver konstant spurt af drenge om nummer eller “har du fyr på?” hvilket er så stressende. Jeg kan ikke sige nej men jeg vil ikke have noget med drenge at gøre. Jeg er slet ikke interserret i drenge, sex, fester, alkohol og at være en normal teen. Piger som ikke har venner kommer også bare og bliver venner med mig fordi jeg har lavet den fejl at være for sød ved dem en gang.
Min venne grubbe føles fake. Pigerne vælger konstant drenge over mig. De to jeg stadig har vil jeg ikke være et problem for, fordi folk har deres egne problemer. Jeg er også årgangens phygolog. Folk (også drengene/de’cool’drenge/de nye og dem jeg ikke kender) kommer for at snakke om deres problemer. Jeg har ikke så meget imod det men det har min (fake)ven inge, hun er en af de der “Se på mig drenge!! Jeg er så lille og skrøblig”-pige og hun er i konstant konkurence mod mig. Jeg ved ikke hvorfor.
Jeg er begyndt at klø igen. Mine håndled er konstant tøre med blod på og nu klør jeg også i hovedbunden så mit hår falder ud og jeg finder tørt blod der. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg føler mig bagud i udvikingen. Hudlægen siger at min angst også gør så mit immunforsvar angriber mit hud. Jeg vil så gerne dø, men je vil ikke efterlade dem der har brug for mig.
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Kære pige på 14 år,
Det lyder som nogle rigtig hårde tanker, som du går rundt med. Det tænker jeg må være enormt udmattende at have det sådan med andre mennesker hele tiden. Er det mon også sådan, du oplever det?
Det er rigtig godt, du har taget valget om at skrive herind, så du kan få luftet alt det, der fylder hos dig lige nu. Så håber jeg, at du i mit svar kan finde noget af det, du søger.
Svært ved andre mennesker
Jeg kommer sådan til at tænke på, hvorfor du mon har det sådan med andre mennesker. Du fortæller mig, at du føler dig stresset. Du oplever ikke at folk kan acceptere noget og de altid vil dømme en, eller have noget fra en. Det lyder ikke rart, at tænke sådan om andre. Det er ikke fordi, at jeg siger, at det er forkert at du har det sådan. For der lægger måske noget bag de tanker. Men det gør mig ærgerlig, hvis det er det eneste du bliver mødt af og derfor tænker jeg på, om du mon førhen har været skuffet eller blevet såret over en måde du er blevet behandlet på?
Jeg ved det ikke. Men jeg tænker sådan, da du beskriver din veninde gruppe som fake. Du fortæller, at de ofte vælger dig fra overfor drengene, og du bliver brugt til psykolog, og føler du er i en konkurrence med én pige, som du slet ikke gider at være i konkurrence med. Men samtidigt får jeg følelsen af, at du gerne vil være en del af en gruppe, hvor du føler dig accepteret og hvor de ikke forventer noget af dig. Kan du mon genkende det?
Men det måske mere er en tryghed som du har i din bedste veninde. For det lyder til, at du ikke oplever det her ubehag ved hende. Jeg kommer til at tænke på hvad det mon er hun giver dig, som du har brug for fra de andre?
Så spørgsmålet er, om du har det sådan, fordi du faktisk ikke føler dig tilpas med de mennesker som du har omkring dig. Eller har fået en rolle i fællesskabet, som du ikke føler dig tryg ved. Er det mon noget der rammer rigtigt? Og ville man kunne ændre noget i dit forhold til de andre, som ville gøre at du fik det rarere omkring dem?
Her tænker jeg på grænsesætning f.eks. Det lyder til, at du kommer til at please andre, men hvor du ikke selv bliver pleaset. At du ikke får en positiv energi i forhold til de venskaber som du har. Kan det tænke sig, at du sagde fra overfor at skulle fungere som psykolog? Eller øvede dig på, at sige nej til de drenge der spørger om dit nummer, fordi du inderligt ikke har lyst. Du har ret til at sige fra overfor ting der er ubehagelige eller som overskrider din grænse. Og det er ikke forkert, at du siger fra og lytter til dig selv. Måske er det særligt vigtigt, at du lytter til dig selv og dine behov, fremfor kun at tage højde for alle andre og deres behov først.
Det kan være svært at gøre, når man måske ikke har været vant til det
Og det er ikke sikkert, at det virker ekstra svært til at starte med. Men jeg tror det kan give dig en enorm styrke, som du kan bruge resten af livet, når først du lærer at sige fra, når noget ikke føles rigtigt. Det kan måske give dig noget ejerskab over, hvordan du godt kan lide at være omkring andre. For jeg kan godt høre, at lige nu har du mere en følelse af, at du hellere vil være foruden nogen, og sådan skal det jo helst ikke være. Med det mener jeg, at du måske er meget fyldt op. Ligesom et glas, hvor man bliver ved med at hælde vand i. Snart kan der ikke være mere i, men bliver man ved med at hælde vand i, så vil vandet pludseligt flyde over glassets kant. Der skal være plads til dig, så du ikke ender med at flyde over. Giver det mening for dig?
Hvem kan hjælpe dig?
Det bedste man ofte kan gøre er at dele hvordan man har det. Når man deler det med andre, kan man måske også bedre komme frem til, hvad man mon har brug for at ændre, for at tingene kan blive bedre. Og her tænker jeg især, at jeg tror det kan være en god ide, at du får talt med en voksen om hvordan du har det.
Hvordan vil du have det med, at få snakket med dine forældre om det? Måske kender de lidt til hvordan du har det i forvejen, men måske kan du bruge mit svar, hvis du viser det til dem, til at åbne en samtale med dine forældre om det? De kan hjælpe dig til at få overblik over dine behov og måske hjælpe dig med at sætte nogle mål i forhold til, hvor og hvordan du kan starte?
Det kan også være din lærer, som skal gøres opmærksom på hvordan du har det ovre i skolen? Eller en anden voksen, som du føler dig tryg ved.
Vi har nogle videoer og råd, der måske kan hjælpe dig til at sige det højt. Tag et kig på dem, hvis du har lyst.
Det kan også være, at du først og fremmest vil snakke med nogen, som ved rigtig meget og er dygtige til at snakke med unge mennesker, som kan have det ligesom dig. Du kan f.eks. kontakte Headspace.
Headspace er et anonymt og gratis samtaletilbud til dig, der er mellem 12-25 år. Headspace har mange centre i landet, hvor du kan kigge forbi i åbningstiden og tale med en rådgiver.
Du finder åbningstider, telefonnummer og adresse ved at søge efter et Headspace-center her
Hvis du får brug for det, kan du booke en gratis og anonym samtale. Det kan måske være det netop er her, hvor du finder den støtte og hjælp, som du har brug for.
Jeg bliver bekymret for dig
Når du fortæller mig, at du rigtig gerne vil dø bliver jeg bekymret for dig. Det fortæller mig, at der er noget, som ikke er som det skal være. Og når man har det på den måde, så er det vigtigt at få noget hjælp. Du fortæller, at du har angst, har tanker om at dø og du selvskader ved at klø i dine håndled. Det er noget jeg tager rigtig alvorligt. Og jeg vil så gerne have, at du ved, at der findes voksne som skal og kan hjælpe dig. Din læge vil også kunne hjælpe dig. Hvis man ikke har det godt, så skal man have hjælp. Ligesom hvis man brækkede sin arm, så ville man komme på hospitalet og snart ville man være i bedring.
Den hjælp skal man også have, når det føles svært i hovedet og i tankerne. Lægen har et godt overblik over de muligheder der er for hjælp. Du kan ringe til din læge selv, på nummeret som står på dit gule sygesikrings kort. Men du kan også snakke med dine forældre, om at du synes det er en god ide, at tale med din læge. For du skal ikke have det sådan, som du har det lige nu.
Vi vil meget gerne hjælpe dig på BørneTelefonen
Jeg håber du i mit svar kan se, at der findes mange muligheder for hjælp. Lige nu har jeg kun dit brev og derfor er der måske nogle ting, som du vil kunne fortælle og dele med os på BørneTelefonen, så vi får det bedst mulige billede af hvem du er og hvordan vi kan hjælpe dig. Hvis du synes det er lidt overvældende med svaret, eller det ikke lige var det svar som du søgte, så skal du vide at vi sidder klar dag og nat på BørneTelefonens nummer 116111, hvor der sidder søde rådgivere klar til at gribe dig og det du har brug for at snakke om.
Vi kan lytte, støtte og sammen med dig, finde ud af, hvilken vej som vil være bedst for dig. Vi kan altså også komme med flere ideer, hvis du har brug for det. Måske du kan overveje at ringe til BørneTelefonen først, hvis du synes det er rarest.
Jeg håber meget du kan bruge svaret her, og kan se, at der findes hjælp at få, så du kan få det bedre igen.
Vi sidder klar, hvis du får brug for os
De kærligste hilsner fra BørneTelefonen
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.
