Brev

Jeg har brug for hjælp

Hej.

Jeg har i en længere periode haft det rigtig dårligt. Jeg prøvede at begå selvmord for nogle måneder siden. Da det jo ikke lykkedes, skulle jeg gå til psykolog. Jeg føler ikke rigtigt at jeg fik snakket om de ting, der rigtig fyldte, det var mere selvmordet, hvad der skete, hvad jeg tænkte osv.

I forgårs kom min mors kæreste på besøg, og skulle spise aftensmad her. De har været kærester i 7 år tror jeg. Og han virker egentlig lidt irriteret på mig. Jeg siger noget, der måske er lidt randomt, og så siger han bare nå. Og så siger min mor noget der er endnu mere spurgt, og det bliver så til en samtale. Sådan fortsatte det lidt.

Så snakkede de om, at børn ikke laver noget, og så sagde han, at en på hovedet aldrig har skadet. Han blev egentlig bare ved med at komme med sådan nogle kommentare, det på en måde hentydede lidt til mig. Så jeg blev rigtig ked af det, og spurgte om jeg måtte gå, hvilket jeg måtte.

Senere da han var gået, spurgte min mor hvad der var galt. Jeg sagde at det var ligemeget, men det sagde hun så, at det var det ikke. Jeg blev ved med at sige, at hun ikke ville forstå det, indtil jeg så til sidst sagde det.

Hun blev virkelig sur på mig, og sagde at det er mig, der ikke opfører sig ordentligt, og så går hun ind i soveværelset. Men hun kom tilbage, og skulle så også lige fortælle mig på en rigtig hård måde, at mit værelse skal være ryddet op og sådan noget.

Jeg blev så ked af det. Det føles som om, at hun elsker ham mere end mig. Det skal lige siges, at han flere gange har ignoreret mig før, for mig og min mor har haft en skænderi, hvor han så synes det var synd for hende. Er det ikke meget forkert?

Men nu føler jeg ihvertfald, at jeg aldrig nogensinde kan sige noget til hende mere, og jeg har egentlig heller ikke lyst.
Jeg sagde for et stykke tid siden til hende, at jeg har brug for nogle at snakke med, altså en jeg ikke kender aka en psykolog, men hun har ikke rigtigt gjort noget ved det.

Er der mulighed for, at man sådan selv kan sørge for det, når man er 15.

Jeg har det bare så dårligt, og det eneste, det hjælper er at skære i mig selv. Jeg gør det på låret, for det er nemmere at dække.

Undskyld for det lidt lange brev, men jeg følte ikke jeg kunne gøre det kortere, for så kom det vigtige ikke med.

15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 15-årige

Du skal ikke undskylde dit lange brev. Du har været god til at forklare din situation.

Det er rigtig godt, at du skriver, for jeg kan se, at du går med nogle ting, som du ikke bør gå med alene. Jeg vil forsøge at gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe.

Du er god til at mærke efter, hvordan du har det. Jeg ser også, at du har mod og styrke til at handle for at prøve at få det bedre. Du er taget til psykolog. Du har fortalt din mor, hvad du synes, der er galt –  og at du har brug for at snakke med nogen!

Du oplevede, at du hos psykologen mest skulle tale om selve selvmordsforsøget og ikke så meget de ting, der rigtigt fylder for dig.

Nu ved jeg ikke, hvor længe du gik hos den psykolog. Men psykologer arbejder på forskellige måder, hvoraf nogle måske passer én bedre end andre. Det er altså helt okay at skifte psykolog, så man finder en, man har det godt med.

Du beskriver, at det eneste, der hjælper, er at skære i dig selv. At skære i sig selv beroliger og flytter smerten fra det indre til det ydre. Det er også vanedannede.

Jeg skriver dette, fordi det er nogle af grundene til, at det kan være svært at stoppe med at cutte. Derfor er det også vigtigt at få hjælp, som du også selv efterspørger.

Med andre ord, tænker jeg, at du skal holde fast i, at du har brug for at snakke med nogen.

Har jeg mon forstået det rigtigt, at stemningen derhjemme er noget, der fylder meget for dig?

Du fortæller, at din mors kæreste har sagt, at det er ikke skader at slå børn. Det er ikke rigtigt. Det er ulovligt og det er skadeligt for den, som bliver slået. Uanset hvad – så er det ikke okay, at man slår børn!

Du fortæller også, at han kan finde på at ignorere dig. Jeg kan godt forstå, at du bliver ked af det, når han siger og gør sådan. Til tider kan voksne komme til at reagere på dumme måder, når de bliver usikre, gale, trætte eller frustrerede. Men du har stadig ret til at have det godt og blive passet godt på derhjemme.

Du spørger, om du selv kan sørge for fx en psykolog.

  • Hvis du fortæller din læge, hvordan du har det, er der mulighed for, at han/hun kan lave en henvisning til fx en psykolog. At man får en henvisning betyder, at man får et antal samtaler med tilskud fra Sygesikringen, og man skal derfor betale en del af beløbet selv. Derfor kan det måske være en idé at snakke med din mor om, at du tager til lægen eller tage hende med, så hun måske kan hjælpe med betalingen.

 

  • Du kan undersøge Gratis psykologhjælp, om din kommune tilbyder gratis psykologhjælp, eller undersøge det ved at kontakte den pågældende kommune selv. Alle kommuner tilbyder desuden åben og anonym rådgivning, også for børn og unge.

 

Jeg vil også gerne give dig et par råd, du måske kan prøve af. Mange i lignende situationer, fortæller, det kan være hjælpsomt at lave en plan til, når man har det svært. Det kan være forslag til ting, du kan gøre eller tænke på.

Måske du bliver i en smule bedre humør af at gå en tur, snakke med en ven, tage et bad, se en film eller andet. Det er ikke vigtigt, hvad det er. Det vigtige er, at det virker for dig.

Det kan være en god idé at skrive det ned, så du kan kigge på det, hvis du en dag har det dårligt. Måske kan det være noget, du kan prøve?

Jeg vil også foreslå dig at snakke om de ting, som fylder rigtig meget for dig. Det kunne måske være med en ven, en lærer, eller anden familie? Du har allerede forsøgt at snakke med din mor, men oplevede, at hun ikke forstod. Nogen gange kan det være hjælpsomt at vise brevet her og mit svar.

Jeg håber på, at du bruger din styrke til at opsøge mere hjælp og finde flere, du kan snakke med, så du kan få det bedre igen.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat