Jeg hader mig selv

Jeg hader mig selv og jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre mere.

Der er så mange ting der stresser mig, og jeg tør ikke at snakke om alt det her med nogle fordi jeg ville føle mig som en byrde, også selv om dem jeg ville snakke om der her med ikke ville se mig som en byrde. Jeg kan ikke rigtig græde mere, jeg tror at jeg kun har grædt 1 gang i over et år. Og det det gør så ondt fordi alle de ting det normalt ville få en til at græde føler jeg stadig men jeg kan bare ikke komme ud med det.

Jeg ser mig selv som ekstremt grim og klam. Det første jeg tænker når jeg ser mig selv i spejlet er “hold kæft hvor er du grim”. Jeg har aldrig kysset en pige eller haft noget der har været bare den mindste smugle interesseret i mig. Og lige med det, så har jeg det sådan lidt at “nu må det godt være”. Og lad hver med at sige en variation af “det skal nok gå og det kommer når du mindst venter det”.

 

Hilsen 18årig dreng

Dreng, 18 år

Kære 18-årige dreng

Hvor er det sejt, at du har mod til at skrive herind, når du synes, det er svært at snakke med andre om selvværd. Det kræver mod at fortælle om svære følelser, særligt når det handler om noget så sårbart, som at kunne lide sig selv.

Det er sårbart at føle utilfredshed med sig selv og have det så dårligt, at man græder sig i søvn. Hvor er det ærgerligt, at nogen (eller noget) har fået dig til at føle dig grim og som en byrde.

Jeg synes det lyder som om, at du har nogle rigtig hårde tanker om dig selv.

Jeg vil gøre mit bedste for at besvare dit brev og give dig nogle råd og tanker med som du forhåbentlig kan bruge.

Der er andre som har det som du

Du skriver at du hader dig selv og det gør mig ked af at læse det. Sådan skal man ikke have det, men desværre er der mange der har det sådan. Jeg kan fortælle dig, at vi her på BørneTelefonen snakker med rigtig mange børn og unge som går rundt og har tanker, der minder om dine. Det skriver jeg fordi jeg synes det er vigtigt at du ved, at du ikke er alene om at kæmpe med følelsen af at hade sig selv eller være utilfreds med, hvordan man ser ud eller hvad man har prøvet.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at nogle af dine tanker måske også bunder i at, der er kommet så stort et fokus på, hvordan vi ser ud. Du skriver at det første du tænker når du ser dig selv i spejlet er, at du er grim.

Det tænker jeg er en hård måde at tale til sig selv på. Måske kunne det være en ide for dig at prøve og tvinge dig selv til i stedet at prøve og sige én eller flere gode ting til dig selv hver dag? I starten er det måske rigtig svært og kan føles fjollet, men det kan faktisk hjælpe hvis man presser sin hjerne til at fokusere på de gode ting ved en selv. Det behøver ikke at være noget der har med udseende at gøre, men måske kan det være at du er god til at læse, har gjort noget du ikke plejer eller måske sagt noget sødt til et andet menneske.

At sammenligne sig med andre

Det er umuligt ikke at sammenligne sig med andre – det er noget alle mennesker gør. Vi spejler os i hinanden og lærer af hinanden.

Men at sammenligne sig med andre kan også forstærke ens følelser af forkerthed, når man er inde i en periode, hvor man føler sig grim og forkert. Måske er det noget som du kan genkende?

Måske kan du opleve nogle gange at tænke alle de andre har styr på det hele og at det er dig som er bagud. I mange tilfælde er det slet ikke sådan, men det ser sådan ud fordi folk putter en facade på og ikke deler ud af de svære følelser.

Du skriver at du godt kan tænke at det burde være på tide at du prøver at kysse med en pige, og jeg kan godt forstå at du kan tænke sådan. Jeg får lyst til at skrive at det er meget forskelligt, hvornår sådan noget sker for en, og at der ikke er noget rigtigt og forkert hvad det angår. Du skal vide at vi snakker og skriver med mange unge på din alder som heller ikke har prøvet den slags endnu og som synes det er svært. Måske er det ikke det du helst vil høre, men jeg får lyst til at skrive til dig at det vigtigste er, at du mærker efter, hvad du selv har lyst til, og hvad du er klar til. Jeg tænker også at det første skridt på vejen er at arbejde med at blive lidt gladere for dig selv. Måske har du hørt noget lignende før, men det kan være svært at få andre til at kunne lide en, hvis man ikke kan lide sig selv.

Hvad kan du gøre?

Det første jeg kommer til at tænke på, er at det måske kunne være rart for dig at snakke med nogen om dine tanker og følelser. Du skriver at du har svært ved at snakke med nogen som du kender, fordi du kommer til at føle at du er en byrde. Det får mig til at tænke at det næste skridt for dig måske kunne være at prøve og ringe ind til BørneTelefonen eller Hørt og snakke med en af vores søde rådgivere om det hele. På den måde kan du snakke med en voksen som kan hjælpe dig med at se det hele lidt ude fra og måske også kan hjælpe dig med at finde modet til at række ud til nogen som du har tæt på. Det kan være enormt hårdt at gå med sine følelser alene, og mange oplever det som en lettelse at få delt sine tanker med nogen. Hvis du har mod på det kan du ringe på 116111.

Jeg håber at mine tanker giver mening for dig og at du kan bruge mit svar til noget godt. Det er bestemt ikke rart at gå rundt og have de svære tanker som du har lige nu. Du skal vide at jeg ønsker dig alt det bedste fremover.

 

Kærlig hilsen BørneTelefonen

“alene” hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Thumbnail for podcast af Emilie Briting og Martha
Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat