Spiseforstyrrelse
BREV
Pige på 12 år
Er bange for at få en spiseforstyrrelse når jeg gør meget op i at tabe mig er der nogen der kan hjælpe mig
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Tak, fordi du har skrevet til Børn Hjælper Børn. Ud fra det du har skrevet, tænker vi, at du kan få det bedste svar fra en voksen rådgiver, der ved mere om dine rettigheder og muligheder. Derfor får du her et personligt svar fra en voksen rådgiver på Brevkassen, som vi håber, du kan bruge.
Kære pige på 12 år
Det er rigtig godt og modigt, at du har skrevet herind og deler dine bekymringer.
Det er en rigtig stor styrke, at du allerede reagerer og søger hjælp. Det viser, at du er opmærksom på dig selv og passer på dig selv.
Når tanker om at tabe sig begynder at fylde
Når jeg læser dit brev, kan jeg mærke, at du er blevet bekymret for dine tanker om at tabe dig, og at du er bange for at få en spiseforstyrrelse.
Det lyder som noget, der fylder hos dig lige nu, og som du ikke helt føler dig tryg ved.
Du fortæller også, at du gerne vil tabe dig. Jeg kommer til at tænke på, hvad det mon er, der har gjort ønsket vigtigt for dig.
I dag er der mange billeder og budskaber om, hvordan en krop “bør” se ud på sociale medier, i reklamer og blandt andre børn og unge.
Der er ofte meget fokus på at være slank, og det kan være svært ikke at sammenligne sig eller få en følelse af, at ens krop skal være anderledes. Mon det er noget af det, der også påvirker dig?
Det kan føles uroligt og forvirrende, når tanker om vægt og om at ændre sin krop begynder at fylde meget. Måske oplever du, at tankerne vender tilbage igen og igen, og det kan være både anstrengende og svært at gå med alene.
Mange børn og unge kan indimellem få den slags tanker. Men når du selv kan mærke, at det gør dig bekymret og at du er bange for at udvikle en spiseforstyrrelse, er det vigtigt at tage den følelse alvorligt.
Du behøver ikke gå med det alene
Når noget fylder meget i tankerne, kan det hjælpe at sige det højt til en anden. Tanker kan nemt komme til at vokse sig større, når man går alene med dem, og det kan føles lettende, når man deler dem med nogen, der lytter og tager én alvorligt.
Det er faktisk ikke så vigtigt, hvem du taler med, det vigtigste er, at det er en voksen, du føler dig tryg ved.
Det kan for eksempel være en forælder, en bedsteforælder, en lærer, en træner eller måske en venindes mor.
Nogle gange kan det føles lidt svært at starte samtalen, men du kan for eksempel sige, at du har nogle tanker om din krop og om at tabe dig, som du er blevet bekymret for.
At tale med en voksen kan gøre, at du ikke står alene med det, der fylder. Ofte kan det give ro at blive mødt, lyttet til og få hjælp til at finde ud af, hvad der kan være godt at gøre videre. Hvad tænker du mon om dette?
Vi har nogle videoer og råd, der måske kan hjælpe dig til at sige det højt. Tag et kig på dem, hvis du har lyst.
Måske du har lyst til at prøve disse øvelser?
På BørneTelefonens hjemmeside har vi lavet nogle selvværdsøvelser, som måske ville hjælpe. Dem kan du finde her: Dårligt selvværd?
Du kan også læse vores 5 råd til, hvordan du får et bedre forhold til din krop. Det finder du lige: her.
Måske noget af det kan hjælpe dig?
Vi er her for dig
Til sidst skal jeg huske på at sige, at der ikke findes en perfekt måde at se ud på. Alle børn, unge og voksne ser vidt forskellige ud, og din krop har sin egen måde at se ud på.
Hvis du tænker, at du har lyst til at tale mere om din vægt og din krop, så kan du tale med sundhedsplejersken på skolen.
Din lærer kan hjælpe dig med at finde frem til, hvordan du bedst får en tid hos sundhedsplejersken.
Jeg håber at du kunne bruge min hjælp. Du er altid velkommen til at kontakte os igen. Du kan også kontakte os via BørneTelefonen på 116111
Du kan også bruge vores chatfunktion her: Det kan nogle gange være rart at kunne tale lidt frem og tilbage om det og rådgiveren kan lære dig lidt bedre at kende, før vi kommer med gode råd.
Kærlige hilsner
BørneTelefonen
Spiseforstyrrelser Andre der hjælper
Angst og depression – gratis psykologhjælp
Læs mere
Det Mentale Motionscenter
Læs mere
Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade
Læs mere