Svært
BREV
Jeg bliver mobbet helle tiden fordi jeg bor ude på marken
men jeg bor i en landsby
jeg bliver meget sur og går hjem
men så finder de mig og tæver mig det gør undt
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Tak, fordi du har skrevet til Børn Hjælper Børn. Ud fra det du har skrevet, tænker vi, at du kan få det bedste svar fra en voksen rådgiver, der ved mere om dine rettigheder og muligheder. Derfor får du her et personligt svar fra en voksen rådgiver på Brevkassen, som vi håber, du kan bruge.
Kære dreng på 14 år
Tusind tak for dit brev. Jeg kan se at du har skrevet at du bliver mobbet med, at du bor på en mark. Du bor nemlig i en landsby.
Det gør dig rigtig sur og det kan jeg godt forstå. Du også skriver, at når du går hjem, finder “de” dig og tæver dig. Det lyder meget ubehageligt. Hvor er det godt, at du skriver til os, så vi kan hjælpe dig.
Jeg synes, at det er så stærkt, at du skriver herind til BørneTelefonen. Det kan kræve meget mod, at fortælle andre om mobning. Så virkelig sejt gået!
Mobning er aldrig okay
Jeg forstår virkelig godt at det må gøre ondt, når der er nogle der tæsker dig, og det er overhovedet ikke i orden at de gør det!
Du har ret til at blive behandlet respektfuldt af andre. Jeg forstår virkelig også godt, at du bliver sur, når de mobber dig med, hvor du bor, for det er aldrig okay at mobbe – lige meget hvad grunden er.
Jeg kan forestille mig, at det måske er lidt ensomt for dig, at de andre opfører sig sådan over for dig? Og jeg kan også forestille mig, at du måske ikke føler dig lyttet til, når de siger du bor på en mark, selvom du fortæller dem, at du faktisk bor i en landsby?
Hvad er mobning?
Jeg vil meget gerne fortælle dig lidt om, hvordan mobning opstår, hvis det er okay med dig? For det er let at komme til at tænke, når man bliver mobbet, at det er fordi der er noget galt med én, og at det er derfor man bliver mobbet. Måske du også nogle gange tænker det?
Men der er ikke noget galt med dig. Og hvis det var et trygt fællesskab, ville der være plads til, at du kunne være dig selv.
Når du skriver “de” i dit brev, gætter jeg på, at det må være nogle børn fra din skole, som tager hjem til dig og tæver dig, som du skriver. Måske har jeg ret i det – hvis ikke må du altid skrive igen, så jeg kan give dig råd, der passer.
Men hvis jeg går ud fra, at mobningen også foregår i din skole, forestiller jeg mig, at din klasse ikke føles særlig tryg. For mobning opstår nemlig af et utrygt fællesskab.
Mobningen handler altså ikke om dig, selvom det kan føles og opleves sådan.
Hvis du ikke havde gået i klassen, var der formentlig en anden der var blevet mobbet, for det handler om at fællesskaberne ikke er trygge og ikke fungerer godt i klassen.
Så derfor er det meget vigtigt for mig at sige igen til dig, at du er ikke forkert, og det er ikke din skyld, at du bliver mobbet. Mobning er aldrig okay. Og vold er slet ikke okay.
Du skal have hjælp
Det er også vigtigt at du ved, at det ikke er dit ansvar at stoppe mobningen. Det ansvar er der ingen børn, der skal have. Det er de voksnes ansvar at reagere og stoppe mobningen.
Jeg tænker også at det må føles meget voldsomt og ubehageligt, at de andre kommer hjem dér, hvor du bor og tæsker dig. Jeg synes at det lyder som en voldsom oplevelse, og især også hvis det er sket flere gange.
Rent faktisk synes jeg også det lyder som om du godt ville kunne fortælle politiet – for det er meget alvorligt og ulovligt at tæske andre. Derfor skal det også stoppes.
Jeg tænker at du bærer på en masse styrke inde i dig, når du selv har valgt at række ud efter hjælp.
Du har nemlig ret til en hverdag, hvor du føler dig glad og tryg, både i skolen og derhjemme. Og du har især ret til gode og trygge venskaber, som udvikler dig. Derfor vil jeg meget gerne hjælpe dig med at finde ud, hvordan vi kan få det stoppet hurtigst muligt.
Voksne har pligt til at hjælpe dig
Du har ret til at få hjælp, så både mobningen og volden stopper. Loven siger at alle voksne i Danmark har pligt til at hjælpe et barn, der er udsat for vold. Det betyder, at hvis du fortæller en voksen, at du er udsat for vold, så skal den voksne sørge for hjælp til dig.
Jeg bliver nysgerrig på, om der er nogle voksne du måske kan prøve at tale med om, hvordan du har det, og fortælle om mobningen?
Kan du tale med din mor eller far?
Jeg ved ikke, om du måske allerede har overvejet det, men nogle gange kan det være en mulighed at tale med en voksen derhjemme – for eksempel en mor eller en far.
Det er ikke altid nemt, og det er heller ikke alle voksne, der ved, hvordan de skal reagere, når deres barn fortæller noget svært. Men hvis du tænker, at der kunne være en chance for, at en voksen derhjemme kunne lytte, så kunne du måske prøve at sige lidt om, hvordan du har det.”
Hvis du oplever, at dine forældre ikke hjælper dig, tænker jeg om du kan prøve at tale med din lærer? Det kan også være en klubpædagog, eller måske du går til en fritidsaktivitet, hvor der en voksen du kan lide, som du kan snakke med?
Her giver jeg et bud på, hvordan du kan starte samtalen:
- “Må jeg lige tale med dig? Jeg har det ikke så godt. De andre i skolen mobber mig. Og de følger også efter mig til mit hjem og tæsker mig. Jeg har virkelig brug for hjælp til at få det stoppet“.
Det er også helt okay at fortælle det på en anden måde, men det er et foreslag du kan bruge, hvis du synes, at det er svært at fortælle om.
Vi har nogle videoer og råd, der måske kan hjælpe dig til at sige det højt. Tag et kig på dem, hvis du har lyst.
Når du har sagt det her til en voksen, så skal den voksen hjælpe dig. Og hvis den voksne ikke gør det, kan det være godt at prøve at sige det til en anden voksen.
Du skal nemlig vide at skolen altid skal gøre noget, hvis de ved, at der er mobning på skolen. Din skole skal have en plan for, hvordan de stopper mobning.
Hvis du har sagt til en voksen på skolen, at du bliver mobbet, og de ikke har gjort noget for at hjælpe dig, så kan du klage. Måske kan du få dine forældre eller en anden voksen til at hjælpe dig? Du kan også finde hjælp til at klage her: BørneTelefonen – klage
Der er altid voksne, der har ansvar for at hjælpe dig.
Hvis du ikke ved, hvilken voksen du skal gå til kan du altid ringe til os på 116111 eller skrive i chatten eller på sms. Så kan vi tale mere om, hvem der kan hjælpe dig.
Er der et sted, du føler dig tryg?
Jeg tænker først og fremmest, ind til du får den rette hjælp, om der er nogle steder du kan gå hen, hvor du føler dig tryg, for at passe på dig selv bedst muligt i mellemtiden?
Er der et sted du fx føler dig godt tilpas, hvor de andre ikke kan kan komme i kontakt med dig? Det kan fx være en fritidsaktivitet eller noget, du godt kan lide at lave.
Måske har du allerede et sted, hvor du føler dig godt tilpas? Et sted du kan gå hen, hvis du føler dig utryg?
Du kan prøve at trykke på linket her. Her kan du fx tage en test, hvis du vil have hjælp til at finde ud af, hvilket slags fællesskab du kunne deltage i, som måske kan være et slags helle for dig.
Jeg tror på dig
Jeg ved, at mange i din situation ender med at få det godt igen, også selvom det kræver hårdt arbejde og mod. Du har allerede vist stort mod ved at skrive herind til BørneTelefonen. Derfor tror jeg på, at du kan tage kontakt til en voksen, som kan hjælpe dig videre.
Husk, du kan også altid skrive herind igen til BørneTelefonen eller ringe på nummeret 116111, hvor der sidder voksne rådgivere klar til at snakke med dig nat og dag.
Du har ret til et liv, hvor ingen slår eller mobber dig, og hvor du føler dig tryg i skolen og i dit eget hjem, hver eneste dag.
Kæmpe kram fra BørneTelefonen.
Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen
Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.