Jeg vil ikke bidrage til samfundet
BREV
Hej
Jeg gider ikke at arbejde i fremtiden. Der er ikke noget jeg VIL være. Jeg kan ikke tale med folk, jeg få angst bare ved tanken om at kommunikere og bidrage i samfundet. Det er ikke bare angsten, men en stor del er bare mig, som ikke kan lide systemet. Hele verdens system. Hvorfor blev jeg født i det, som jeg aldrig bad om? Jeg er tvunget in i et samfund hvor jeg har pligt til undervisning i 10 år, som jeg personligt ikke føler jeg har noget gavn af, I hvert fald siden jeg startede på den her nye skole, og hvis jeg vil kunne overleve, skal jeg fortsætte med en underdannelse og så et job. Selvmord ser ud til at være den eneste måde ud.
Jeg har haft selvmordstallet i lang tid, og det er kun relativt for nyligt, at jeg har haft disse tanker om arbejde og studie og at jeg ikke gider at være en normal person i samfundet, men det er også for nyligt at jeg har fundet noget, som dette, der støtter min selvmordstanker.
Jeg blev diagnosticeret med Asperger’s og jeg har noget angst, så jeg ved, at jeg kan blive tilbudt noget. F.eks. læste jeg om en autist, der kun arbejder 4 timer om ugen, men jeg kan ikke udtrykke mig på den måde. Selvom jeg godt kan se at jeg selv har det svært, så går det så meget op og ned, at jeg når at vise at jeg har det ok. Hvis det giver mening? Jeg kan ikke helt forklare denne abstrakte tanke om alt det her, men jeg er ikke en person, der vil være ude i samfundet med et job. Jeg føler ikke engang at der er grund for mig at være her på jorden. Der er ikke så meget, som jeg helt nyder, andet end musik, men så tænker jeg, at hvis jeg dør, så er alt jo bare lige meget, lige meget hvad det nu er.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre vedrørende de her tanker.
SVAR FRA
BØRNETELEFONEN
Kære dig,
Tak fordi du vil dele det, der er svært. Det er meget modigt af dig at sætte ord på noget, der både er tungt og svært at forklare. Når jeg læser dit brev får jeg en fornemmelse af, at der er flere ting der fylder på én gang. Derfor er det også godt at du skriver ind og får sat ord på dine tanker.
Når jeg læser dit brev fornemmer jeg at du kæmper med både følelsen af ikke at passe ind i samfundets krav og med tanker om, om livet overhovedet er værd at leve. Det er alvorligt, og jeg tager dine tanker meget seriøst.
I den første del af brevet fortæller du, at du “ikke gider at arbejde i fremtiden” og at der ikke er noget du “VIL være”. Samtidigt fortæller du også, at du ikke kan tale med folk, fordi du får angst “ved tanken om, at kommunikere og bidrage til samfundet”, og at du ikke kan lide systemet. Når jeg læser dette får jeg en fornemmelse af, at det måske ikke bare handler om, at du ikke “gider”, men om at du ikke rigtigt føler, at der er plads til at være dig. Er det mon rigtigt forstået?
Jeg har talt med flere børn og unge, der ligesom du enten ikke ved, hvad de vil være eller som bare ikke vil være noget.
Det kan også være rigtig svært at vide, hvad man vil være og der er SÅ mange ting man kan blive, at det kan føles lidt som en jungle at finde rundt i.
Når man er barn eller ung så behøver man heller ikke at vide, hvad man vil ,når man bliver voksen. Man kan skifte mening mange gange i livet, selv når man er voksen. Derfor er der heller ikke noget forkert i ikke at ville være noget bestemt.
I brevet fortæller du også, at du ikke rigtigt kan se, at du får nogen gavn af at gå i skole sådan som tingene er nu med en nye skole. Er det fordi der er sket noget ubehageligt på den nye skole? Eller er det et generelt pres i forhold til, at du skal have en uddannelse og et job?
I forlængelse af det med skolen fortæller du, at selvmord føles som den eneste udvej. Det gør mig bekymret, for det viser, at du har det rigtig svært. Selvom det føles tungt lige nu, er der hjælp at få — og du behøver ikke gå alene med det. Der er voksne, som kan og vil hjælpe dig med at finde en vej, der passer til dig og dine behov.
Du fortæller også, at du er diagnosticeret med Asperger og har angst. Det betyder, at du har ret til støtte og tilpasninger, så hverdagen ikke bliver for overvældende. Der findes faktisk muligheder for at tage små skridt, fx uddannelse eller arbejde i et meget roligere tempo og på vilkår, som tager hensyn til dig. Det kan være svært at se nu, men det er muligt.
Jeg vil virkelig opfordre dig til at række ud og fortælle om dine tanker til en voksen, du har tillid til — måske en forælder, lærer eller læge. Du kan også tage fat i nogen, der er vant til at lytte til unge med selvmordstanker:
-
BørneTelefonen 116111 (du kan ringe, chatte eller skrive til os, hvis du har brug for en at tale med eller hjælp til, hvordan du kan få den rette støtte i hverdagen).
Det kan føles svært at sige højt, men du fortjener at få hjælp, og det er et vigtigt første skridt at dele, hvordan du har det. Det er også rigtig godt, at du allerede ved lidt om, at der er nogle særlige tilbud. Det viser, at du er god til at sætte dig ind i noget.
Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at udtrykke sig, især hvis det også kan være forbundet med angst at skulle fortælle andre om, hvordan man har det. Men i dette brev gør du det rigtig godt. Hvis du har brug for at fortælle nogle voksne omkring dig, hvordan du har det, men har svært ved at sige det, kan du måske prøve at skrive dine tanker ned i et brev eller vise det brev du har sendt til BørneTelefonen?
Til sidst fortæller du, at der ikke er så meget som du rigtigt nyder udover musik. Nu ved jeg ikke om du blot lytter til musikken eller selv spiller lidt, men uanset hvad er det en dejlig ting at nyde.
Jeg vil gerne sige til dig: Du er ikke alene i det her. Du har værdi, også selvom du ikke føler, du passer ind i “systemet”. Du behøver ikke at finde alle svar lige nu — det vigtigste er, at du ikke står alene med de tunge tanker.
De varmeste hilsner,
BørneTelefonen
Selvmordstanker Andre der hjælper
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.
