Selvmordstanker

Jeg tænker tit på at gøre en ende på mig selv, når det er jeg har det dårligt. Det kan være det mindste skænderi, hvor jeg får selvmordstanker.
Men dét der holder mig tilbage er egentlig bare tanken, om det gør ondt eller jeg så vågner og ikke er død. Jeg vil hellere ikke have min familie skal være kede af det pågrund af mine handlinger.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og om det har en bestemt betydning at have selvmordstanker?

Pige, 15 år

Kære dig

Hvor er jeg bare glad for, at du har skrevet herind. Jeg kan høre, at det ikke er let at være dig lige nu. Derfor er det så stærkt og modigt at du har rakt ud efter hjælp! Du har taget det første skridt mod at få det bedre, ved at skrive det her brev. Det er virkelig godt gået og jeg vil gøre mit bedste, for at give dig nogle gode råd.

Du fortæller at du har selvmordstanker og at disse kan komme ved skænderier og når du har det dårligt. Du gør dig også i dit brev nogle tanker om, hvad der kan ske. Selvmordstanker er ofte et tegn på, at du står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at du får selvmordstanker. Det kan fx være, at du føler sig ensom? Det kan også være, du har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller noget helt andet? Hvad mon fylder for dig?

Selvmord kan føles som den eneste vej ud af det svære, men tanker om selvmord kan man også se som en måde at søge efter veje til hjælp. Mon du kan følge mig i det?

Hvordan takler man selvmordstankerne?

Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske du er bange for at gøre andre kede af det eller måske du ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

Jeg ved at mange unge får de tanker, men de får det bedre, når de giver andre mulighed for at hjælpe dem med at kigge på problemerne. Alle mennesker kan have det svært og få brug for andre menneskers hjælp til at få det godt igen.

Du har ret til at få hjælp

Lige meget hvad der gør at du nogle gange har selvmordstanker, så skal du vide at du har ret til at få hjælp. Din kommune kan hjælpe dig.

Der kan være forskellige veje til at få hjælp fra din kommune. Den ene mulighed kan være at ringe til et hovednummer til kommunen og bede om at blive stillet om til dem, der kan hjælpe dig, når du er 15 år og har selvmordstanker.

En anden mulighed kan være at kontakte den PPR-psykolog eller den sundhedsplejerske, der er tilknyttet din skole. Du kan finde oplysningerne på skolens hjemmeside eller på Aula.

Du har ret til en bisidder

Hvis det føles lidt uoverskueligt selv at række ud efter hjælp, så har du ret til at få en bisidder fra os her i Børns Vilkår, der kan hjælpe dig med at kontakte kommunen for at få hjælp.

Vores bisiddere er gratis og findes i hele landet. Du kan også få en bisidder med til møder med kommunen. Så vil bisidderen hjælpe dig med at få sagt det, som du synes er vigtigt.

Hvis det lyder som noget, der kunne give mening for dig, så kan du finde mere om det lige: her

Du kan også ringe anonymt til vores bisidderafdeling, hvis du gerne vil høre mere om hvad, en bisidder kan hjælpe med: 35 55 55 56

Hav en nødplan 
Nogle gange kan tankerne overvælde og det føles som om man sidder fast. Måske du kender det? Her kan det for nogle hjælpe at have en plan. Planen skal hjælpe med at give en pause og flytte dit fokus for en stund. Ved at distrahere dig selv ved at lave noget du kan lide, kan du få en pause fra tankerne. Nogle kan godt lide at tegne, dyrke sport, se en god serie eller spille et spil. Hvad kan du mon lide at lave? Hvis tankerne overvælder for meget, er du også altid velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen. Vi er vant til at tale om selvmordstanker, og vi vil rigtig gerne hjælpe dig.

Sig det til nogen
Når man har det sådan som du beskriver, så er det vigtigt at tale med nogen. Måske kunne du starte med at tale med dine forældre om, at du ikke har det godt, så de får mulighed for at hjælpe dig. Du kunne måske sige eller skrive, at du ikke har det godt og du har brug for en snak. Mon det kunne være en måde at åbne lidt op, så du kan få talt om det?

Hvis det er lidt svært at sige ansigt til ansigt, kan du også skrive det til dem. Det hører vi fra nogle børn og unge, at de synes, er nemmere. Måske det kunne være rart for dig? Hvis du har lyst, kan du prøve vores guide til at fortælle noget svært. Den finder du: her

Det kan også være, du er mere tryg ved at fortælle det til en ven, en lærer, en rådgiver eller nogle andre. Når man taler med andre, kan man få hjælp til at se livet på en anden måde, at det er muligt at få det bedre, så de mørke tanker får lys nok til at vise dig, at du kan få det godt.

Måske det kan være rart for dig at vide lidt mere om hvorfor man kan få selvmordstanker og læse om hvad andre børn og unge tænker og oplever. Så kan du læse mere på vores temaside: selvmordstanker

Tit når alt ser allermest sort ud, så hjælper det når problemerne bliver sagt højt og andre omkring en ved hvad man gennemgår. Derfor håber jeg, at du vil bruge din styrke og dit mod til at åbne op og få hjælp. Ligesom du gjorde, da du skrev dit brev til BørneTelefonen.

Du er altid velkommen til at ringe eller sms’e på 116111, eller du kan også logge på chatten og vi kan få talt mere om, hvordan du har det og sammen finde en vej, som du er klar til at gå videre på. Det kan også være at du bare at lyst til at snakke lidt i første omgang, og måske blive klar på at fortælle lidt mere næste gang, du kontakter os eller øve dig i at sige, hvordan du har det til en tryg voksen.

Jeg håber meget mit svar vil hjælpe dig på vej til at få det bedre. Du skal vide at du har ret til at få hjælp og du har allerede taget et første vigtigt skridt ved at skrive til os.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat