HJÆLP!!!

Hej jeg har et stort problem.

Jeg har ekstremt svært ved at snakke med voksne på grund af at jeg har opvokset med hele tiden at blive rettet på. Jeg er ekstrem depressiv og jeg har ingen lyst til at leve jeg har selvmords tanker hele tiden.

Jeg kan ikke snakke med mine forældre om det fordi jeg er bange for at de ikk vil tage mig seriøst jeg har dog været til psykolog hvor jeg blev fortalt at det var for voldsomt og jeg kan heller ikke snakke med mine venner om det på grund af jeg ikke vil bekymre dem og vil gerne have fået sat mig igang med at få antidepressiv

jeg kender en ven der får de og personen siger at det virker godt for dem men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre og hvem jeg kan snakke med for jeg kan ikke leve i alt det her please hjælp.

Dreng, 16 år

Hej

Tak for dit vigtige brev, som jeg har læst flere gange. Jeg kan læse, at du har gode grunde til at have det svært med voksne. Du skriver om, at du har mange erfaringer med at blive rettet på. Når man vokser op på den måde, så er det nemt at komme til at føle sig utryg og usikker. At vokse op med kritik og konstante rettelser er svært.

Som barn kan man nemlig komme til at tro, at man er forkert. Personer, der er blevet rettet meget på, kan næsten få en stemme i hovedet, der hele tiden skælder ud og retter. Så er det let at blive ramt af utryghed og depressive tanker.

Nogle forsøger måske at trøste ved at sige:’ Du er værdifuld, uanset hvad andre måtte sige og mene’. Men det er ikke sikkert, at man føler sig trøstet, når de depressive tanker først har slået sig ned hos en.

Jeg tænker dog, at du har taget et vigtigt skridt, der kan hjælpe dig lidt i den rigtige retning – for du har skrevet til BørneTelefonen. Det må have krævet meget mod af dig, når du har så dårlige erfaringer med voksne.

Det er en proces at få det bedre – og det kan tage noget tid

Det er muligt at få det bedre – men det kan tage et stykke tid. Du kan få brug for at gøre flere ting, før de depressive tanker klinger af. Ofte skal der ændringer til i hverdagen, måske samtaler med en fagperson eller i en gruppe – og måske en pille. Det er meget sjældent at en pille i sig selv gør hele forskellen.

Brug din læge

Måske det kunne være en mulighed for dig at tale med din læge om, hvordan du har det? Din læge har som udgangspunkt ikke tavshedspligt overfor dine forældre når du er under 18 år, men lægen kan i nogle situationer godt lade være med at sige noget videre til dine forældre og hjælpe dig med at håndtere dine depressive følelser.

Har du en læge, du ikke har tillid til, så kan du gå på nettet og skifte læge (det har du ret til fra du er 15 år). Det koster nogle hundreder kroner – men det kan for nogle unge føles rart at have sin egen læge, der ikke er forældrenes læge også.

Lægen kan kontaktes over telefon eller computer på appen: “Min læge”

Af den vej kan du også skrive til lægen at du har brug for at tale om noget, der er svært for dig. Lægen vil så i mødet med dig være forberedt på at du kommer med noget rigtigt svært. Måske det vil kunne hjælpe på at få lukket op for dine bekymringer? Du skriver, at du har svært ved at tale med voksne. Måske det kunne være en mulighed, at du skrev det ned i et brev.

Lægen har overblik over mulighederne i din kommune – herunder adgang til samtaler og grupper. Du fortæller du tidligere har talt med en psykolog uden at du rigtigt blev mødt , hvordan du har det. Hvor må det have gjort dig endnu mere ked af det. Det lyder som om, at du godt kunne bruge en ny og bedre psykolog eller samtalepartner. Det kan du måske foreslå?

Lægen ved også meget om medicin og fx de piller, din ven tager – og vil kunne tale med dig om antidepressiv medicin. Lægen kan svare på alle dine spørgsmål.

Andre voksne har også brug for at vide, at du er ramt af depressive tanker

Det er nemlig vigtigt at du får hjælp: Du fortjener at være tryg derhjemme uden at blive rettet på hele tiden. Det kan være et andet familiemedlem, en lærer på skolen eller måske en vens mor eller far? Det skal bare være en voksen som du er tryg ved og stoler på.

Et brev kan også her være en god ide, og en åbning til noget, der er svært at lukke op for. Så kan I snakke om brevet sammen bagefter.

Det kan være rart at dele sine bekymringer med andre end sine egne forældre

Især måske for dig – fordi dine forældres rettelser og måde at være på netop er noget af det, der er så svært for dig. 

Måske den voksne person, du vælger at tale med også kan hjælpe dig, med at tage en snak med dine forældre. Eller hjælpe dig med, hvordan du kan snakke med dem. Jeg har lige et link her til hvordan man fortæller noget svært: Fortæl noget svært

Et mindre skridt kan også være at tale med en fagperson på denne rådgivning, der også ved noget om depressive tanker og medicinering. Det er anonymt og gratis.

Brug dine venner

For mig lyder det som om du er en rigtig god ven, der bekymrer sig for, hvordan dine venner har det.  Måske en eller flere af dine venner alligevel forstår meget mere, end du selv tror. Måske har de selv prøvet lidt af det samme? Du kan måske prøve at fortælle en lille smule og se, hvordan en eller flere af dine venner reagerer. Hvis de reagerer hjælpsomt, kan du måske så fortælle lidt mere næste gang.

Det er hårdt at være ramt af selvmordstanker

Selvom det måske er svært at se lige nu, så får jeg lyst til at fortælle dig, at du gør det helt rigtige. Du opsøger hjælp, når der er ting i dit liv, du ikke magter og som er så svære, at de får dig til at tænke på selvmord.

Jeg ved, at der findes muligheder og lys for enden af tunnelen, men det kan være svært at få øje på, når man er i krise. Jeg håber, at jeg med mit svar kan styrke dig i at blive ved med at søge om hjælp og tro på, at tingene kan ændre sig og du kan få det bedre. Dine tanker om at dø skal tages alvorligt og dem skal du skal ikke være alene med

Du kan finde mere viden her: Selvmordstanker

Alle børn og unge har ret til at vokse op i tryghed og blive hørt

Ved du mon det?  Ellers kan du læse om det her.

https://staging.bornetelefonen.dk/rettigheder/

Mon du ved, at du har ret til omsorg og tryghed og til at blive behandlet med respekt. Dine forældre skal passe på dig. Det betyder at de skal sørge for at du har det godt og er tryg derhjemme. Hvis dine forældre har svært ved det så har i ret til at få hjælp.

Vi vil også gerne hjælpe

Hvis du har lyst til at prøve kræfter med at tale om det med nogen, du ikke kender, kan du altid ringe til BørneTelefonen på 116111 eller skrive til os her på brevkassen igen. Det hjælper for mange børn og unge i din situation.

Jeg giver dig også et link til en video med Har du brug for hjælp? Få en bisidder hos Børns Vilkår. Så kan du høre lidt om, hvad det vil sige at have en bisidder fra Børns Vilkår. Det er gratis at få en bisidder.

Hvis du føler dig klar til at få en bisidder, kan du ringe direkte til Bisidningen på tlf. 35555556. Du er anonym, når du ringer.

Vi har nogle videoer og råd, der måske kan hjælpe dig til at sige det højt. Tag et kig på dem, hvis du har lyst.

Heldigvis er der ting du selv kan gøre

Hvis du sidder med en masse tanker og ikke helt ved, hvad du skal gøre med alle tankerne, så kan du starte med at gøre noget, der er rart for dig. Jeg forestiller mig, at du måske har kæmpet mod mange svære tanker i noget tid. Derfor tænker jeg også, at du må have nogle gode erfaringer med, hvad der virker bedst for dig.  

Måske kan du lave en plan for, hvad du kan gøre, når tankerne bliver for meget. fx. at du skal gå en tur eller se en god film eller lytte til noget musik. Det kan hjælpe at flytte tankerne.  

Jeg håber, at du vil tage fat i nogle af disse råd og muligheder.

Pas godt på dig.

Kærlig hilsen

Børne Telefonen.

 

 

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat