HJÆLP!

Hej BørneTelefonen.

Jeg har en kæreste, som har det virkelig dårligt mentalt. (Jeg kalder ham for K for anonymitet). Han døjer med dødsangst og depression. K snakker af og til om, hvordan han ikke rigtig er glad i sit liv. Og om hvordan han ikke kan se en fremtid, overhovedet, hvor det kan blive bedre. K selvskader en gang imellem, men har været clean i 2,5 måneder nu. K har også selvmordstanker. Jeg går sådan oprigtigt og er bange for, at jeg kommer hjem til, at han har begået selvmord eller er igang med at selvskade. K har også et virkelig dårligt selvbillede.

Dette med ikke at kunne se en god fremtid for ham selv skyldes også, at han ikke føler, at han kan passe ind i arbejdsmarkedet eller på uddannelse, da han ikke kan holde til det psykisk. Men der er også mange andre ting, der spiller ind.

Oftest er jeg også bange for, at min tilstedeværelse i K’s liv ikke er nok. Eller at jeg ikke kan være der nok for ham. Og dette gør at min frygt for at miste K er utålelig.

Min kæreste betyder virkelig meget for mig. Jeg elsker K mega højt. Og jeg ønsker kun det bedste for ham.

Har i nogle ideer til, hvordan jeg evt kan hjælpe K?

På forhånd tak for svar.

VH. K’s bekymrede kæreste

Dreng, 21 år

Kære dig

Tak for at dele hvad der med god grund bekymrer dig. Jeg kan godt forstå du er bange og har brug for hjælp.  Hvor er det stærkt at K. har en så sød og omsorgsfuld kæreste som dig, der rækker ud efter hjælp. Som jeg ser det, er du en enorm støtte for K.

Du skriver at du er bange for, at din tilstedeværelse i K’s liv ikke er nok. Eller at du ikke kan være der nok for ham. Jeg forstår virkelig godt at du kan få de tanker. For det kan være hårdt og voldsomt at være tæt på et menneske, der har det svært. Når du netop skriver, at du kan være bekymret for om din tilstedeværelse er nok, så tænker jeg at det er så vigtig en tanke. Lige præcis det fokus er virkelig vigtigt. For når et menneske, du holder af, har det svært, så kan du være en vigtig støtte, men det kan være en god idé med mere hjælp, end kun den, som du kan give.

Derfor vil jeg sige til dig, at det viser en enormt stor omsorg og kærlighed for K, at du rækker ud og gerne vil blive klogere på, hvad du kan gøre.

Kan du mon tale med K om selvskade?

Du fortæller at K selvskader. Hvis du har mod på at tale med ham om det, så kan du prøve at spørge ind til, hvordan og hvornår K oplever sin trang til selvskade. Du kan fx spørge:

Hvad trigger behovet, og hvornår er det svært at lade være? Var der mon noget, K gjorde, der udløste trangen til at skade dig selv? Var K. ked det, sur, frustreret eller noget andet inden mon? Det kan være en god fortrolig dialog at tage med K.
Du kan også spørge ind til, om der er situationer, hvor K ikke tænker på selvskade, eller hvor det lykkes at overdøve trangen.

Det er godt gået, at han har været clean i så lang tid. 2,5 måned er stærkt. Det peger på, at der er noget, han lykkes med, som kan bruges igen, når det bliver svært at lade være med at selvskade.

Du skriver også om at K har selvmordstanker

Derfor kommer jeg til at tænke på, hvem udover brevkassen her og dig ved, at K har de tanker om selvmord? Jeg spørger, fordi jeg tænker, at så svære tanker skal man ikke gå alene med. ​​​​​​​Måske har nogen lagt mærke til, at K er trist? Eller måske har K sagt det til nogle andre? Sin læge for eksempel?

Jeg ved ikke, om du ved det, men der er faktisk mange unge, der på et tidspunkt har haft selvmordstanker. Jeg nævner det, fordi det måske kan være en lettelse for dig at vide at andre også kan gå igennem de tanker og svære følelser. Hvis du har lyst til at få mere viden om selvmordstanker, hvad man kan gøre og måske læse breve fra andre unge med samme tanker, så kan du finde det lige her: Selvmordstanker

K har ret til hjælp

Du fortæller om at K har svært ved at se en plads til ham på uddannelse og arbejdsmarkedet og at han får selvmordstanker og selvskader. Jeg tænker at de ting hænger tæt sammen og kan påvirke hinanden i en negativ spiral. Det er barsk, når det ikke føles som om der er en plads til K i samfundet. Jeg forstår virkelig godt at han bliver ramt. Og når vi bliver ramt og ikke kan rumme de svære følelser, så reagerer vi jo alle sammen forskelligt. Det at K reagerer med selvskade og selvmordstanker er både forståeligt og menneskeligt. Men det betyder ikke, at det ikke kan blive bedre.

Han reagerer på et svært vilkår. Og det er okay. Men K har ret til at få hjælp, så han igen kan få det godt og en tro på sig selv og fremtiden.

Hvis K er mellem 18 og 24 år og lider af let til moderat angst eller depression, kan han modtage gratis psykologhjælp med en lægehenvisning. Hvis han har mod på det, så kan han kontakte egen læge og få en henvisning til psykolog. Hvis det er et svært skridt at tage, kan du også overveje at tilbyde at komme med til lægen?

Det kan måske også være rart for K at tænke på, at tanker er som skyer, der svæver hen over himlen.

Nogle dage er himlen klar og blå, mens andre dage er himlen dækket af mørke, truende skyer.

Ligesom skyerne kan ændre sig fra lette, fluffy former til tunge, regnfulde skyer, kan  tanker også variere i intensitet og indhold. Men ligesom man ikke kan kontrollere, hvornår skyerne kommer eller går, kan du heller ikke altid kontrollere, hvilke tanker der dukker op.

Det vigtige er at huske, at skyerne ikke definerer himlen. De er blot midlertidige formationer, der passerer forbi. På samme måde er tanker blot mentale billeder, der ikke nødvendigvis kræver handling. Du kan vælge at observere dem, lade dem passere og fokusere på den klare himmel, der altid er derunder.

Ved at huske, at tanker kun er tanker, kan man finde ro og ikke lade dem styre sine handlinger. Jeg tror på at K kan. Han er heldig at have dig ved sin side, som måske vil kunne støtte K i at tage et første skridt mod at få hjælp.

Først og fremmest vil jeg forslå, at K får professionel hjælp

Det kan være en god idé at K taler med egen læge. Lægen kan vurdere hvilken hjælp, der passer bedst til sådan som K har det lige nu.

Som jeg allerede har skrevet, så har han ret til gratis psykologhjælp, hvis han er mellem 18 og 24 år. Det er egen læge, K skal tale med om det.

Derudover kan den her forening også være en god hjælp: Foreningen mod Spriseforstyrrelser og Selvskade Her kan både du og K få gratis anonym hjælp. De arbejder med selvskade hver dag og er eksperter på området. Så her er du og K i gode hænder.

Der findes også et tilbud, der hedder: Headspace Her kan K få gratis anonym rådgivning, hvis han ikke er over 25 år.

Flere forslag til hvad, K kan gøre

Hvis K sidder med en masse tanker og ikke helt ved, hvad han skal gøre med alle tankerne, så kan han starte med at gøre noget, der er rart for sig selv. Jeg forestiller mig, at K måske har kæmpet mod mange svære tanker i noget tid. Derfor tænker jeg også, at K må have nogle gode erfaringer med, hvad der virker bedst for ham?

Måske kan I sammen lave en plan for, hvad han kan gøre, når tankerne bliver for meget. fx. at han skal gå en tur eller se en god film eller lytte til noget musik. Det kan hjælpe at flytte tankerne.

Noget, der også har betydning for hvordan vi alle sammen trives, det er at have en form for struktur på vores hverdag. Derfor kan det være rart for K med nogle faste aktiviteter, han gør hver dag. Hvis han har overskud til det, så kan det være rigtig godt, hvis motion er blandt de aktiviteter. Det er videnskabeligt bevist at motion hjælper på depression og mørke tanker.

Han kan prøve mindfulness. Fx meditation eller åndedrætsøvelser kan være et sted at starte.

Hvis K har overskud til det, kan det være godt at være sammen med mennesker, han holder af og som forstår ham. Hvis han har mod på det, kan det også være en vej at gå, at komme lidt ud ved at opsøge noget frivilligt arbejde. Jeg ved jo ikke hvordan hans hverdag er og om han lige har kræfter til at kaste sig over frivilligt arbejde, men for nogen giver det glæde, at være noget for andre.

K kan også overveje at skrive dagbog. For nogen kan det være rart at få tankerne ”ud af hovedet” og ned på skrift.

Det er ikke sikkert at forslagene her alle sammen lige er noget for ham, du kender ham jo bedst og kan overveje hvilke forslag, du kan forestille dig at tale med ham om.

Når det menneske, du elsker, har det svært

Jeg får også lyst til at sende dig et link til siden her, der handler om, når man er bekymret for én man holder af: bekymret for andre

Grunden til at jeg tænker, du måske kan finde noget brugbart på den side er, at du ikke er alene om at være tæt på et menneske, der har det svært. Siden har jo en målgruppe, der er lidt yngre end dig og derfor er ordvalget måske ikke lige det, der matcher dig bedst. Men i bunden af siden er der en masse breve fra andre, der også er bekymret for en anden person og får forslag til hvad man kan gøre. Derfor tænkte jeg at det måske var rart for dig at se.

En vigtig pointe, jeg gerne vil give dig med er, at selvom K har det svært og du holder rigtig meget af ham, så skal du vide at hans trivsel ikke er dit ansvar. Det er godt at være en god kæreste og støtte ham. Men han skal selv have lyst og mod på at tage skridtet mod at få hjælp. Det er ikke dit ansvar.

Jeg ønsker dig styrke og vil huske dig på, at du også skal passe godt på dig selv. At være pårørende til en der har det svært kan også være hårdt for dig indeni. Husk derfor på dig selv og mærk hvad, du har brug for så du ikke går ned.

Pas godt på dig.

Du er altid velkommen til at ringe eller skrive til BørneTelefonen på 116111, vi har åbent hele døgnet og vil gerne hjælpe dig.

Kærlig hilsen

Børne Telefonen.

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat