Dårlig samvittighed overfor mor

Kære pige på 15 år

Hvor er det virkelig godt at du har skrevet ind, for det lyder som om din mor kommer til at pålægge dig et ansvar for hende, som ikke er rimeligt. Det er så flot og modent at du mærker sådan efter og reagere på at situationen kan være stressende som du beskriver.

Jeg kan godt forstå din bekymring for din mor. Det må være svært at se en forælder, der så tit virker ked af det. Men når det er sagt, så er det altså ikke hensigtsmæssigt at din mor bruger dig som sin veninde.

Det er hende, der er den voksne, og dig, der er barnet. Også selvom du er 15 år. Det betyder, at det er hende, der skal passe på dig og ikke omvendt.

Jeg tænker at din dårlige samvittighed kommer fordi du elsker din mor, og ønsker hende det bedste. Men du har ikke ansvaret for din mors ve og vel.

Jeg kan godt forstå, at det er svært at sige fra. Jeg forestiller mig faktisk, at det må føles helt umuligt. Særligt når hun sender dig triste smileys, hvis du ikke svare hende. Det lyder helt forkert.

Derfor er det også vigtigt, at du får hjælp til din relation med din mor. Ligesom, at din mor har ansvaret og skal passe på dig, så skal din far også. Det ansvar betyder, at de skal hjælpe dig med de ting, der er svære, og tage styringen, hvis du ikke kan løse det selv.

Måske du kan snakke med din far om din mors opførsel? Måske kan han hjælpe med at tage en samtale med din mor?

Nu ved jeg ikke, hvordan deres skilsmisse har været. Måske den også har været presset og du frygter din fars indblanding. Jeg vil alligevel sige til dig, at din far skal forsøge at hjælpe dig, når noget påvirker dig så meget som jeg høre din mor gør.

Måske en løsning kunne være at du for en periode var mere ved din far, så din mor kunne få tid til at samle sig. Måske du kunne tale med din far om det?

Hvis din mor og far har svært ved at tale om tingene er der også den mulighed, at I som familie får hjælp ude fra. Det kan fx være i familieretshuset eller hos kommunen.

Når du er over 10 år, har du nemlig det, der kaldes initiativret.

Det betyder, at du kan bede Familieretshuset om at holde et møde med dine forældre. Det kan fx være et møde om, hvor du skal bo eller hvor meget du ønsker at bo hos den ene. Det kan også være noget helt andet, som du måske er ked af.

Din initiativret betyder ikke, at du selv kan bestemme. Det er dine forældre og Familieretshuset, der bliver enige om det. Men de skal lytte til dig. Og dine ønsker skal tages med i deres overvejelser.

Hvis du vil bruge din initiativret, kan du ringe til Børnenes Skilsmissetelefon på telefonnummer 20 60 05 50. Du kan også skrive et brev til Familieretshuset. Print brevet her.

Det kan også være, at du kan bede en voksen, som du kender, om at hjælpe dig med at skrive brevet til Familieretshuset. Måske en lærer på din skole, en pædagog på din klub eller en anden voksen.

Du kan også få en bisidder fra BørneTelefonen til at hjælpe dig.

Det lyder som om, at din mor har brug for at tale med andre end dig

Jeg vil gerne dele en side med dig, der handler om at have forældre med en psykisk sygdom. Jeg siger ikke, at din mor har en psykisk sygdom. Det ved jeg slet ikke nok om din mor til at kunne sige. Men måske du kan finde nogle råd gennem andres oplevelse af at være barn af en forælder, der har det svært.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at din mor har det svært. Men det betyder ikke, at du skal være der for hende som om, at du var den voksne. Din mor har brug for at tale med andre end dig og måske endda få hjælp til, hvordan hun håndtere hendes parforhold og svære følelser.

Derfor er det også helt okay, at mærker dine grænser og ønsker tingene er anderledes.  Det kan det blive, men du har brug for hjælp.

Jeg håber at du kan finde modet til at åbne op for din far eller en anden voksen som du føler dig tryg ved, så vedkommende kan tage vægten af dine skuldre.

Hvis du har mere på hjertet, eller vil have noget uddybet, så er du altid velkommen til at skrive ind igen eller ringe til os på 116 111.

De bedste hilsner

BørneTelefonen