diagnoseR?

Diagnoser er lavet til, at psykologer og læger kan forsøge at hjælpe mennesker, der har nogle udfordringer i deres liv. Derfor er det også kun sundhedsfaglige, der kan stille en diagnose. Det kan fx være en læge, psykolog eller psykiater.

Man kan godt have en mistanke om, at man måske har en diagnose – uden nødvendigvis at have lyst til at få det undersøgt.

Det vigtigste er, hvordan du selv har det med det og om du oplever udfordringer, der er svære at klare selv. Ikke hvad andre synes, du burde gøre. Og man kan godt have brug for at tale med nogen om det, der er svært – uden at det skal føre til en udredning.

Måske kan du øve dig sammen med en voksen, du kender først. Måske kan den voksne også hjælpe dig med at beslutte om du har brug for at komme til lægen. 

Når en læge ikke har stillet en diagnose, er det bedre at bruge dit eget sprog, når du skal forklare, hvordan du har det. Dit sprog kan være mere præcist end en diagnose.

Der er mange børn og unge, der bruger AI til at få svar på spørgsmål om dem selv. De bruger AI til at diagnosticere sig selv med.  

Men AI kan ikke stille en diagnose, fordi det kræver fx en læge eller en psykolog.

Disse personer ved, hvilke spørgsmål der er vigtige at stille dig, for at forstå dig. Alle informationer er ikke lige vigtige, men det kan AI ikke sortere i.

Det samme kan være problemet på sociale medier. Du kan nemlig heller ikke altid stole på alt, hvad du læser og ser på TikTok og andre sociale medier.

Mange børn og unge venter – måske gør du også?

Ventetiden kan være svær at være i. Det er lettere at komme igennem ventetiden fx når man er sammen med mennesker, man er glad for, eller gør flere af de ting, man kan lide.

Måske kender du en voksen der kan hjælpe med at finde lægen med kortest ventetid? Den voksne kan måske også gøre noget for at passe på dig mens du venter, så du skal være mindre alene.

At få en diagnose og blive behandlet af en læge er ikke altid løsningen. Måske fik du ikke den diagnose, du havde regnet med?

At få en diagnose, er ikke det samme som, at nogen har bestemt, om dine problemer er små eller store. Lægen giver en diagnose fordi personen tænker, at sygdomsbehandling kan hjælpe med netop det du mærker og oplever.

Måske har du brug for en anden form for hjælp.

Nogle gange er det svære og smertefulde ikke et tegn på sygdom. Det kan være tegn på, at du har brug for hjælp at ændre på noget i skolen eller hjemme.

Måske kender du nogen, der kunne være god at tale med. Måske fordi de kan have det lidt ligesom dig. Eller måske fordi du bare godt kan lide dem og føler dig tryg sammen med dem.

Før du siger hvordan du har det, kan du f.eks. spørge dem, om de vil høre noget om nogle tanker du går med.

Har din læge givet dig en diagnose, kan du overveje, om du har lyst til at fortælle det til din klasse. For nogle gør det hverdagen lettere, fordi det hjælper de andre med at forstå, hvordan man har det, og hvad man har brug for.

Måske du kan få hjælp af dine forældre eller en voksen på skolen? Du kan fx sige ”jeg vil gerne have, at vi taler om det i klassen” eller ”jeg vil ikke snakke med klassen om det, men du må gerne fortælle det”  

Du kan også spørge din lærer i frikvarteret eller inden timen, om han/hun vil hjælpe dig med at fortælle det til klassen. Du kan fx sige til din lærer:

”Har du tid til at snakke med mig?” 

”Jeg vil gerne fortælle det til klassen, men ved ikke hvordan”

”Vil du hjælpe mig med at fortælle det til klassen?”

Det vigtigste er, at det sker på en måde, der føles tryg og rigtig for dig.

Prøv at starte en samtale

Det kan handle om en fælles interesse. Prøv at tænke over, hvad du godt kan lide at lave, når du kommer hjem fra skole. Det kan for eksempel være et spil, en film, en sportsgren eller noget musik.

Du kan spørge en klassekammerat: “Hvad kan du godt lide at lave derhjemme?”

Du også give et kompliment: “Jeg kan godt lide dine sko”

Brug dine venner

Hvis du allerede har én ven, du føler dig tryg ved, kan du foreslå at lave noget sammen med deres venner også. 

Det kan også være rart at have en god ven at læne sig op ad, hvis man bliver nervøs.

Opsøg andre med der har det som dig

Der findes mange grupper, hvor du kan møde andre, der har det ligesom dig. I grupperne kan du være helt dig selv. De kender måske også til samme tanker og følelser som dig.

Du kan få hjælp til at finde en gruppe af dine forældre eller lærer. Du kan fx sige: ”Jeg har hørt, der findes grupper for andre med min diagnose. Vil du hjælpe mig med at finde en?”

Mange børn fortæller, at de føler sig anderledes. De vil gerne passe ind. Det kan vi godt forstå. De fleste mennesker vil gerne passe ind.

En diagnose kan fylde meget, men den behøver ikke fylde hele dig. Måske kan det hjælpe at tænke på: Hvad er du god til? Hvad kan du godt lide at lave? Har du noget til fælles med de andre?

Prøv også at tænke over, om der er nogle steder, hvor du ikke mærker diagnosen lige så meget. Er der nogle gange, hvor du føler, at du passer ind?

Du kan også undersøge, om der er nogle fritidsaktiviteter, du synes er spændende at prøve. Det kan fx være spejdergrupper, ridning eller andre steder. Måske er du heldig at finde et fællesskab, hvor du føler dig godt tilpas.

Det er meget forskelligt fra diagnose til diagnose, og fra person til person. Du kan få en samtale hos lægen, hvis du gerne vil tale mere om det.

Der findes heldigvis forskellige jobs og uddannelser, der passer til forskellige behov. Det kan dine forældre, lærer og/eller studievejleder på skolen hjælpe dig med. 

Nogle diagnoser kan gøre det svært at koncentrere sig om ting i længere tid. De vil måske synes, det er sjovere med et arbejde, hvor de er ude og lave noget, i stedet for at sidde mere stille på et kontor.

Andre bliver hurtigt træt af at være sammen med mennesker hele dagen. For dem kan det måske være meget rart med et kontorarbejde, hvor man ikke skal tale for meget.

Og så er der nogen, hvor diagnosen ikke har særlig stor betydning for deres drømme.